ZENIA VALBORG NIELSINE RØNNEBECH
f. Nielsen
(1915 - 2008)

Tvile:

Den 15. januar 1915 lød der barnegråd i det lille hvidkalkede hus i Tvile, som familien Nielsen havde lejet medens faderen i familien arbejdede på at anlægge banen fra Bramminge til Funder. Sneen lå højt og storesøster Betty, der tjente i Gunderup, spadserede den lange vej til Tvile for at se sin nye lillesøster.
En lille pige var kommet til verden. En efternøler eller skrabekagen som man lidt spydigt kunne sige.
Moderen til den lille nyfødte pige Jensine Marie, var 44 år og fyldte 45 om 13 dage. Faderen Niels Abraham Nielsen far fyldt 43 år den 31. oktober. Det var deres 9. barn og det siges, at hun døbtes Zenia fordi hun var barn nummer 9 og kom sent. Og det skal nok passe for deres ottende barn hed Otto og han var jo den ottende i rækken og boede stadig hjemme sammen med storesøster Martine.
Faderen Niels var egentlig udlært beslagsmed, d.v.s. han kunne smede beslag til vogne og redskaber samt sko heste. Han havde først arbejdet nogle år som smedesvend og havde også prøvet at være selvstændig smedemester, men det var ikke nogen god forretning, så han tog en uddannelse som eksamineret kedelpasser på et aftenskolekursus, og måtte så passe store dampmaskiner. Han var ansat på Kolding Aktieteglværk i Seest til det brændte ned, og derefter begyndte han at køre damplokomotiv for de store entreprenørfirmaer, der bl.a. anlagde jernbaner og broer rundt omkring i landet. Når arbejdet var færdig et sted, måtte hele familien flytte med til den næste arbejdsplads.

Den 11 april var foråret kommet til Tvile, familien kommet tilrejsende og var trukket i deres stiveste puds, for de skulle til Åstrup kirke i Glejbjerg, hvor den lille Zenia skulle døbes. Hun velsignedes med hele tre fornavne, der foruden Zenia var Valborg efter en af moderens veninder og Nielsine efter sin far Niels.

Lunderskov:

I 1917 var banen færdig og familien flyttede til Lunderskov hvor der blev anlagt dobbeltspor.
I 1919 skulle Niels have kørt en stor dampgravemaskine da Harte vandkraftværk ved Kolding skulle anlægges, men fyrbøderen kom ved et uheld til at løsne bremsen, så maskinen rullede ned af den bakke den stod på og ud i en sump, og blev aldrig til gravemaskine mere. Så holdt Niels sig til lokomotiverne og arbejdet som reparationssmed.

Skjern:

Familien flyttede til Skjern og Niels fik arbejde ved Skjern-Videbækbanen. Her fik lille Zenia skarlagensfeber og blev indlagt på Sygehuset i isolation på epidemiafdelingen.

Sebberup:

I 1922 flyttede familien til Sebberup ved Løsning, hvor Niels også arbejdede med baneanlæg. Lille Zenia var nu blevet 7 år og startede i Sebberup pogeskole. At de ældre søskende forkælede deres lillesøster er der ingen tvivl om, men de kunne da også gøre hende forskrækket. En dag var der f.eks. en af hendes søstre der råbte medens hun pegede op i luften: ”Zenia, Zenia pas på, der kommer en æl”.
Hun blev naturligvis meget forskrækket og troede det måske var et farligt dyr. Det var dog mere harmløst, for æl betyder bare en sort regnsky.

Vestbirk og Østbirk:

I 1923 flyttede de til Vestbirk, da Vestbirk Vandkraftværk skulle anlægges og Zenia måtte skifte skole første gang. I 1924 skulle Horsens-Tørringbanen ombygges til bredsporet bane og så flyttede de det korte stykke vej fra Vestbirk til Østbirk.
Sammen med sin mor tog hun af og til på besøg hos ældre gifte søskende. Bl. a. til søster Edel og svoger Hans i Årre og søster Betty og svoger Christian Svendlund i Ålsø.

Hannerup:

Så blev det vedtaget i folketinget, at der skulle bygges en bro fra Jylland til Fyn., og faderen Niels rejste i 1926 til Fredericia for at deltage i anlægsarbejdet. I første omgang blev familien boende, og Niels indlogerede sig på et lejet værelse til han fandt et ledigt hus ved Hannerup skov som han lejede af skolelærer Holger Hastrup. Så blev der sendt et par lastbiler til Østbirk for at hente familie og bohave.
I Fredericia begyndte Zenia, der nu var blevet 11 år, i Søndermarkskolen. Hun var, som sin storebror Otto, et rigtigt ug-barn og fik højeste karakter i alle fag. Hun fik også skolekommisionens flidspræmie.

Voksenlivet

I 1929 var Zenia blevet 14 år og forlod skolen for at komme ud som ung pige i huset. Hun fik plads hos købmand Pedersen på Prangervej. Han var fhv. kaptajn og havde startet en lille købmandsbutik i en villa. Firmaet eksisterer den dag i dag og drives af hans sønnesøn under navnet Købmandsgården.
Medens hun tjente her boede hun stadig hos forældrene i Hannerup.

Plads i Kolding.

Hendes gamle bedstemor i Kolding Catharina, havde sukkersyge og som følge deraf havde hun i 1913 fået amputeret det ene ben oven over knæet og havde fået et kunstigt ben af læder. I 1923 fik hun en blodprop i hjernen der bevirkede, at hun næsten ikke kunne tale. De få ord hun kunne sige var på hendes barndoms sprog svensk. Hendes mand, Peter Jespersen, var lige død, og hendes datter Martha, der var ugift, boede hjemme og passede hende, og hun kunne godt bruge lidt hjælp, da hun arbejdede som telefonistinde og så blev Zenia ansat som pige i huset på Hollændervej, hvor hun skulle hjælpe med at passe bedstemoderen.

Andre pladser:

Efter 1½ år i Kolding, fik hun plads på Fuglsanggård hos Ole Sørensen. Det var dengang en meget besøgt sommerrestaurant der havde åbent fra marts til november. Her tjente hun sammen med søsteren Martine. Til gården hørte også et lille landbrug med et par køer som Martine malkede. Her kom brødkusk og lejetjener Jens Christensen af og til sammen med sin kone og hjalp med serveringen. En pinsedag slap flødeskumskagerne op og en ny forsyning blev bestilt hos bageriet Knudsborg i Gothersgade. Bagermester Kingod bragte dem selv ud i sin bil med åbent lad, og havde nok glemt, at vejen til Fuglsang ikke var asfalteret og at det var en varm sommerdag. Kagerne stod utildækkede på ladet og støvet pulsede op fra hjulene, medens han futtede ad Fuglsang til. Da han ankom gik Ole Sørensen ud for at tage imod, og han gjorde store øjne da han så, at flødeskummet var dækket af et tykt lag støv, og gode råd var dyre. Der var ikke tid til at køre hjem efter en ny forsyning, men den klarede bageren. Har du et stykke blokchokolade og et rivejern spurgte han Ole Sørensen. Det blev hentet i køkkenet, og så rev bageren et lag chokolade oven på støvet, og så var den klaret. Der forlyder ikke noget om hvordan kagerne smagte.
En sommer var hun ansat som pige på Billund Afholdshotel, der ejedes af hendes søster og svoger Petra og Kresten Nielsen Christensen.

På fattiggården:

Brødkusk Jens Christensen, som hun havde serveret sammen med på Fuglsanggård, havde fået Fredericia fattiggård i forpagtning, og søsteren Martine havde allerede fået plads her, og da Zenia kom tilbage fra Billund, fik hun også plads som stuepige på Fattiggården.

En dag var der en kakkelovn der eksploderede, og man måtte sende bud efter en murer, der kunne komme og reparere skaderne. Det blev den unge murersvend Carl Rønnebech der fik den opgave, og han fik straks et godt øje til stuepigen og inviterede hende til bal på Nalen.
En pige var rendt fra sin plads hos repræsentant Bjerre, der boede i ejendommen Knudsborg i Gothersgade. Lærer Hastrup kendte Bjerre og anbefalede Zenia at søge pladsen, hvilket hun også gjorde. Det blev den bedste plads hun havde haft. Om sommeren var de i familiens sommerhus på Strib.

Vordingborg:

Der var stor arbejdsløshed i midten af 30'erne. Carls svigerfar Niels var på Sjælland og arbejdede med at anlægge Næstvedkanalen, og fandt der noget arbejde til sin kommende svigersøn, som ellers lige havde fundet arbejde i Fredericia. Svigerfar havde talt med formanden der arbejdede med oprørelsen af svineslagteriet og mente der var bedre penge at tjene på Sjælland, så Carl droppede arbejdet i Fredericia og rejste derover for at prøve lykken og Zenia fulgte på et tidspunkt efter. Carl blev dog mobbet af københavnermurerne og fik derpå arbejde i Vordingborg.
Om de levede på polsk inden de blev gift skal jeg ikke kunne sige. De flyttede ind i et sommerhus på Masnedsundvej i Vordingborg og den 7 august 1937 tog de op på Vordingborg rådhus for at få papir på hinanden. Det var et meget beskedent bryllup med bror Otto og svigerinde Bodil som deltagere. De kørte i bil til Faxe for at fortælle bror Viggo nyheden, man der var ingen hjemme i Torvegade 40.

Siden fik de en lejlighed hos Hauløkke på Vinkelvej, der også var kunstmaler.

Hannerup igen

I 1941, under besættelsen, flyttede de tilbage til Fredericia. Den ene halvdel af huset i Hannerup var blevet lavet om til en selvstændig lejlighed, og her flyttede de ind.
Det var en meget primitiv beboelse helt uden moderne bekvemmeligheder bortset fra elektricitet. Vandet skulle hentes i en brønd udenfor køkkenet. Der var ingen pumpe men en vinde med et tov så man kunne hejse en spand ned i brønden. Vandet var stærkt forurenet og kunne ikke drikkes uden først at blive kogt. Maden blev lavet på et brændekomfur og opvarmningen blev klaret af en kakkelovn.
Al vask foregik i køkkenvasken, og der var som sagt ingen vandhane man kunne lukke op. Toilettet var et lille træskur ved husets bagside, med et bræt med hul i og en lokumsspand nedenunder som blev tømt efter behov og indholdet gravet ned i kompostbunken eller ved stikkelsbærbuskene. En vinteraften, kunne det være en blandet fornøjelse at skulle på ”det lille hus”. Det var koldt og mørkt og man måtte have en lygte med for at kunne finde vej. Der lugtede heller ikke ligefrem af parfume.
Tøjvasken blev delt i tøj til storvask og tøj til klatvask – den daglige vask. Storvasken foregik i vaskehuset ca. 1 gang om måneden, og når gruekedelen, iblødsætnings og skyllekarrene skulle fyldes, skulle der trækkes mange spande vand op af brønden.
Zenia var hjemmegående, men fik en plads hos rentier Fridolph, der boede i den store villa på hjørnet af Anders Billesvej og Vesterdalsvej. Han havde tidligere været ejer af Fredericia Jernbanehotel.

Børn:

I 1942, den 13. februar, fik de en søn, som de besluttede at kalde Erik Flemming. Fødselen var svær og foregik på Sygehuset, og det kan jeg takke for, at jeg i dag kan kalde mig fæstningsdreng.
Ifølge familietraditionen skulle mellemnavnet have været Frederik, men det var ikke så brugt på det tidspunkt, så de valgte et andet navn der begyndte med f, nemlig Flemming. Zenia fik en rengøringsplads hos civilingeniør Kihlstrøm, der boede Anders Billesvej 9 og også hos papirhandler Lind i Købmagergade, hvor hun gjorde butik og privatbolig rent hver fredag.

I 1946, den 17 maj fik de så en datter, der blev døbt Tove Lillian den 30. juni i Michaelis kirke. Denne gang var fødselen en hjemmefødsel og jeg blev sendt op til min moster medens den foregik.

Skyttevej 7:

Fire år senere blev det muligt for arbejdere at få et lån fra staten til at bygge for. Der var visse restriktioner forbundet med lånet. Man kunne f.eks. ikke sælge huset med fortjeneste.
Der blev købt en grund fra en udstykning af Dyrehavegårds mark ved en nyanlagt jordvej kaldet Skyttevej, og kort tid efter startede Carl med at grave ud til kælder og kloak og senere at opføre huset.
Alt foregik med håndkraft og i fritiden efter en arbejdsuge på 48 timer. Carl startede lige efter fyraften og mor kom om med mad til ham så han kunne fortsætte så længe der var lys.
Det var noget af en omvæltning at flytte ind i den splinternye villa, som det vist kostede omkr. 35.000 kr. at opføre incl. møbler og tæpper. Her var centralvarmeanlæg. Et ”moderne” elektrisk komfur, og et lille badeværelse med siddebadekar. Der var dog hverken køleskab, vaskemaskine eller fryser, men et viktualierum i kælderen. I Hannerup var der bare et flueskab på nordvæggen til letfordærvelige varer.
Mor gjorde stadig rent hos Lind og også hos Chick lædervareforretning. Hun fik også et morgenrengøringsjob på Skjoldborgvejens skole. Der skulle noget til for at få økonomien til at hænge sammen. Der blev dog råd til at købe en gammel AJS motorcykel. Far kendte en mekaniker Kulakowski der var flygtet fra kommunisterne, og han hjalp far med at hovedreparere dyret i kælderen.
Far havde ikke kørekort endnu, og gik i gang med køretimer hos Poul Sørensen i Sjællandsgade. Da han førstegang kom hjem fra køreprøve stod vi alle sammen klar for at komme ud at prøve en tur. Vi blev noget slukørede da han var dumpet, og det gentog sig et par gange til han endelig bestod.
Forinden skulle han dog lige prøve en tur. Han fik motorcyklen op i gården, startet og sat sig op på den.
Den blev sat i gear og han gav godt med gas og slap koblingen med et ryk med det resultat, at cyklen røg fremad. Han var heldig at ramme lige imellem de to murede havepiller og røg derpå tværs over vejen op på skråningen til haven overfor, hvor det lykkedes ham at få drejet ned ad vejen. Først langt nede ad vejen ud for betjent Iversens hus fik han hold på dyret. Betjent Iversen stod og så måbende på ham men sagde ikke noget. Far fik vendt rundt og luskede stille tilbage med motorcyklen.
Mor skulle også have kørekort og lærte at køre scooter. Hun klarede prøven i første forsøg og lejede scooteren af kørelæren så hele familien kunne komme på udflugt. Uheldigvis skulle far ud at pille ved maskinen. Han fik den startet men glemte, at den stod i gear da han tog den ned ad støttefoden, så den røg lige ind i muren med det resultat, at styret kom til at sidde i en vinkel på omtrent 45 grader. Vi tog dog på tur alligevel. Hvad kørelæren sagde da han fik scooteren retur har jeg aldrig hørt noget om.
Det var dog for lidt med en motorcykel til 4 personer, så far fik opsporet en sidevogn i Vejle, som han selv skulle ud at hente. Vi derhjemme gik spændt og ventede på at han skulle komme tilbage. Da han langt om længe dukkede op, så det fuldkommen komisk ud. Hans arme gik frem og tilbage som stempler. Han havde ikke vidst, at der skulle monteres en styrbremse, når der skulle køres med sidevogn. Han fortalte i dramatiske vendinger, hvordan sælgeren havde taget ham med ud til den stejleste bakke i Vejle og sat ham til at køre for at han kunne lære at styre sidevognen. Det var lige før de var røget ud over kanten, men han klarede det.
Da han havde fået sundet sig lidt var vi alligevel ude at køre en lille tur, og dagen efter blev motorcyklen forsynet med styrbremse.

Landet udforskes

Så fik vi anskaffet et lille firemands spidstelt uden bund, et spritapparat og et par soveposer, og så turnerede vi landet rundt i sommerferierne der den gang var på 14 dage. Ved juletid kørte vi til Flensborg og købte mandler og nødder. Det var en hundekold køretur, og der blev stoppet godt med aviser ind under tøjet for at holde varmen.
Sidevognen var meget fiks men for lille til to store børn. Det endte altid med spektakel når vi var ude og køre, fordi Tove masede hovedet op i min hage, og jeg så masede tilbage. Vi havde ikke styrthjelme på i sidevognen.
Så blev sidevognen udskiftet med en brugt TWN motorcykel (den hviskende motor), som mor fik fornøjelsen af at køre på, og ikke længe efter fik far byttet AJS'en med en splinterny TWN mage til mors. Den kunne dog ikke løbe så stærkt som mors tilkørte. Jeg fik pladsen bag ved mor og Tove bag ved far.

Dronningensgade 4:

Efter 7 år på Skyttevej 7, besluttede de at sælge villaen og købe et hus inde i byen. Det blev til tofamilieejendommen Dronningensgade 4 som købtes i 1957.

Det var næsten som at komme tilbage i tiden igen. Der var intet badeværelse og kun koldt vand i vandhanen. Toilettet var en tilbygning i gården uden varme men dog med et frostfrit vandskyllende toilet fælles med lejerne. Far gik straks i gang med restaureringen. Der blev bygget en etage på toilethuset op til 1. sal så man kunne komme derud fra køkkenet og en gasvandvarmer blev monteret så man kunne tage brusebad. I vaskehuset, der lå i et udhus, blev der muret et skyllekar i facon som et siddebadekar, så der, når det var vaskedag, kunne varmes vand i gruekedelen til et karbad. Senere kom der fjernvarme i huset. Snart kom der også fjernsyn i huset. Far handlede med cykelhandler Gandrup og overtog hans gamle 17” TO-R, da han selv skulle have et nyt 19”.

Jeg flyttede hjemmefra og motorcyklerne blev skiftet ud med en scooter, som far restaurerede. Da den var klar, fin og nymalet, skulle jeg have en tur med Tove på bagsædet. Vi kørte ud ad Vejlevej men kort efter at vi havde passeret vasebakken gik dyret i stå og ville ikke starte igen. Vi trak tilbage til bakken og håbede vi kunne få den i gang, men pludselig skreg Tove: ”Det brænder”. Jeg fik stoppet og vi hoppede af medens flammerne stod ud fra motoren. Jeg rendte ind på Poul Sørensens mekanikerværksted og de kom ud med en ildslukker og fik branden slukket. Det var ikke spændende at slæbe den udbrændte scooter hjem til Dronningengensgade, hvor de ikke havde kunnet forstå, hvor vi blev af. Scooteren fik nye ledninger og slanger og blev malet, og kort tid efter blev den byttet ud med en stor BSA Star Tween med sidevogn. Det var genboen Ove Lind der blev byttet med.
Så kom mor også til at køre motorcykel med sidevogn og det gik fint. Når jeg var hjemme en weekend, spændte jeg gerne sidevognen af og tog mig en tur. Det var en dejlig motorcykel.

Så var motorcykelæraen slut. Far fik kørekort til bil og den blev byttet med en Ford Anglia.
Så skulle det være slut med at være husejere. Huset i Dronningensgade blev solgt i 1964 og udskiftet med en toværelses lejlighed med kammer på anden sal i en boligblok på Ydunsvej. Nu skulle der camperes, og en campingvogn blev anbragt på campingpladsen på Løverodde. Mor kvittede skolerengøringen og kom i stedet på cigarfabrikken, hvor hun arbejdede på akkord som vikkelmager. Bilen blev også skiftet til en stationcar på pappegøjeplader der kunne bakse campingvognen og som de kunne overnatte i.

De blev dog hurtigt trætte af at bo i lejlighed, og i 1966, to år efter sidste flytning, faldt over et dødsbo i Egeskov. Villa Strandbo der lå på en stor hjørnegrund var sat til salg af arvingerne. Den havde sidst været brugt til hønseri, og det ene af værelserne var optaget af en stor rugemaskine og der var forfaldne hønsehuse i haven. De blev enige om prisen på omkring 55.000 kr. så vidt jeg husker.


Så blev der taget fat på at gøre huset beboeligt. Der blev installeret centralvarme, lavet badeværelse etc. og snart kunne de flytte ind.

Campingvognen kom hjem fra Løverodde og fik først plads på en privat strandgrund i Trelde, hvor der hverken var toilet eller vand.

Senere rykkede de til FDM's campingplads. Der blev anskaffet en plastjolle og en meget lille påhængsmotor. Så var der en Norddeck kabinebåd til salg på Trelde Sande. Den blev købt og fik plads ved Bøgeskov strand.
Campingvognen kom igen til Løverodde og Norddecken blev udskiftet med en ny åben jolle med påhængsmotor, for nu skulle der fiskes.

Så sluttede campinglivet for campingpladsen i Løverodde lukkede, så jollen blev udskiftet med slæbejollen Smut og der blev købt en Saga 20 kabinebåd, der fik navnet Dorthe, og som fik sin plads i lystbådehavnen. Den blev hurtigt for lille og en 24 fods Risør med stor kahyt blev anskaffet så der kunne tages på langtur. Den fik navnet Gry og havde sejlet på Silkeborgsøerne og motoren kunne ikke tåle saltvand, så der var en del bøvl med den og den blev hurtigt erstattet af en Saga 24 motorsejler der fik navnet Carmen og som sejlede mange ture. Især til Paradisbugten i Kolding fjord med slæbejollen Smut på slæb.

Far dør:

Far blev forgiftet af kemikalier da han arbejdede med at lægge klinker på Krybily kro, fik dårlig lever og nyre, og, på grund af rygning, havde han også fået ødelagt lungerne og fik svært ved at trække vejret.
Han besluttede derfor at stoppe som murer, og fik i stedet arbejde som en slags altmuligmand på I. C. Møller.
Også mor fik arbejde på fabrikken, hvor hun dels gjorde rent og dels passede en lille kantine.
I 1978 gik far på efterløn men havde stadig 200 timers arbejde på I. C. Møller om året.
Da far blev for svag til at magte båden, blev den solgt og ikke så længe efter besluttede de at finde en lejlighed og flytte fra Egeskov efter 26 år i Egeskov. Huset blev solgt den 15 juni 1992 og de flyttede ind i lejligheden på Vesterbrogade. Far fik 4 år i lejligheden inden han døde den 18. marts 1996.

Livet som enke:

Mor var på det tidspunkt allerede temmelig svagelig og kunne ikke klare sig uden hjemmehjælp.
Da hjemmehjælpen ikke lngere måtte handle for de gamle, fik jeg det job at købe ind 1 gang om ugen, og fik senere jobbet som vinduspudser. Da Bodil gik på efterløn blev det hende der overtog indkøbene og havde mange gange mor med i bilen ud at handle. Handelen afsluttedes med en kop kaffe og en flødeskumskage. Da mor ikke længere kunne klare at vaske sit tøj selv, tog Bodil over. I starten vaskede hun alt hends tøj, men da mor senere kom på plejehjem, slap hun for at vaske sengetøjet.

Da mor kunne fejre sin 90 års fødselsdag 15/1 2005 på fuglsangcenteret, havde hun boet på Vesterbrogade i 12½ år.
Det gik stille og roligt ned ad bakke med helbredet og den 8. september 2006 flyttede hun for sidste gang.
Stue 24 på plejehjemmet Skovhave i Erritsø blev hendes sidste hjem.
Tiden på plejehjemmet var ikke en god tid for hende og hun brød sig ikke om at være der. Hun deltog stadig i fødselsdage og familiesammenkomster, men måtte sige fra flere og flere gange. Juleaften 2007 var hun for sidste gang uden for plejehjemmet for at fejre juleaften et par timer hos Karen og Ole. Nytårsaften, hvor hun plejede at være hos os, tilbragtes i sengen på plejehjemmet.
Hun havde i årevis haft problemer med en dårlig tå og den blev den direkte årsag til at hun døde den 12. april 2008 kl. 20.40. Aftenen før kom Tove og Jørgen og vi sad alle ved hende et par timer, og det lykkedes Tove at få kontakt.
Den sidste uge var hun ikke kommet ud af sengen og det stod klart, hvor det bar hen. Tåen kunne ikke behandles og der gik koldbrand i den så man gik over til smertelindrende medicin. Bodil og jeg selv var der da hun døde og overgangen fra liv til død var næppe mærkbar. Hun blev bisat fra Erritsø Kirke den 16. april. Efter hendes eget ønske blev salmerne: Jeg er træt og går til ro, Herrens venner, og altid frejdig sunget. Efter bisættelsen samledes familien i restaurant Oven Vande ved lystbådehavnen, hvor hende og far havde haft mange gode timer i deres båd.

Eftermæle:

Hun havde mange gode egenskaber men desværre også nogle egenskaber der, efter min opfattelse, ikke gjorde hende velegnet til at være mor.
De store krav hun stillede gjorde, at man som barn aldrig kunne føle mig helt tryg ved hende og følte stærkt, at hun ikke brød sig om en, hvis ikke man ikke til fulde levede op til hendes krav og forventninger. Hun havde ikke en mors forståelse af et barns behov for kærlighed og tryghed. Hvis ikke min bedstemor havde skærmet mig mod hende da jeg var helt lille, er jeg sikker på, at jeg havde fået uoprettelige skader på psyke og sjæl, og helt uskadet er jeg nok ikke kommet ud af barndommen, idet jeg betragter mennesker med en vis skepsis og holder igen på mine følelser.
Da far ikke blandede sig, men bakkede op om hende, var min gamle bedstemor den eneste person jeg følte mig ubetinget elsket af og som jeg kunne føle mig helt tryg ved i barndommen.
Anderledes var det med børnebørne og oldebørn som hun ikke følte det samme ansvar for at skulle opdrage som sine egne børn, der alle har været glade for deres farmor og hun for dem.

© Erik F. Rønnebech - Landlystvej 5b, Erritsø - 7000 Fredericia - Tlf: 2099 3286