Ninna Theodora Andersen f. Rønnebech
(1918-2003)


Nina mødte sin første mand Hans i Brejning, hvor hun arbejdede på Den Kellerske Åndssvageanstalt som plejerske og han havde en cykelforretning. Da de blev gift flyttede de til Ballum, hvor han arbejdede ved Rømødæmningen. Senere flyttede de til Pindstrup, hvor han fik arbejde ved Pindstrup Mosebrug som mekaniker. Begge kom ud for en slem trafikulykke. På vej hjem fra en teatertur i Århus sammen med nogle venner, blev den minibus de kørte i torpederet af en spiritusbilist.
Chaufføren af minibussen omkom og Hans fik åbent kraniebrud. En kvæstelse han aldrig helt kom over, idet han blev hjerneskadet. Da han blev udskrevet fra sygehuset, kom han tilbage til sit gamle arbejde, men kunne ikke bestride det, idet han godt kunne adskille maskinerne, men han kunne ikke samle dem igen. På et tidspunkt flyttede de tilbage til Brejning, hvor Nina igen fik arbejde på anstalten. Hans var invalidepensionist.

Nina giftede sig i 1982 med Alf Haugsted men beholdt sit navn. Hun ligger begravet ved siden af sin første mand på Gauerslund kirkegård.


GRAVSTENEN PÅ GAUERSLUND KIRKEGÅRD

Nina var lidt "løs på tråden" som ung. Da hun overtog husassistentpladsen hos ing. Bjerre efter sin svigerinde Zenia, samlede hun forråd af herskabets vin mm. på sit værelse, og på et tidspunkt, holdt hun abefest på værelset med nogle ikke alt for kultiverede venner. Under festen smadrede de hele værelsesmøblementet, og da spiritusen var drukket, tog hele flokken toget til København. Da Nina var dampet, og blanket af, måtte hun rejse hjem på togtoilettet. Hendes bror Carl måtte ud til Bjerres og rede trådene ud. Han måtte iøvrigt holde for når nina ikke havde penge. De gik til dans sammen hos danselærer Pulz på Købestævnet, og storebror betalte Ninas dansetimer. Senere lånte han hende ofte penge, men da han skulle giftes og selv kunne bruge pengene, blev hun fornærmet, da han bad om at få sine lån tilbagebetalt.

© Erik F. Rønnebech - Landlystvej 5b, Erritsø - 7000 Fredericia - Tlf: 2099 3286