Peder Pedersen |
Levnedsbeskrivelse: Peter blev født i Årre 29-06-1893, uden for ægteskab. Hans mor var Kirsten Marie Pedersen, der var født i Sadderup 17-07-1870. Sin far har han aldrig kendt. Da moderen ikke ville have ham, blev han sat i pleje hos en onkel, der var post i Årre, og her blev han opdraget af sin bedstemor. Som 10-årig kom han ud at tjene som vogterdreng, bl.a.på den gård i Avtrup, hvor hans svigerforældre Niels Abraham og Jensine boede til leje i aftægtsværelset. Gårdejeren var i familie med Peder. Han startede med at vogte gæs, og vogtede senere får. Lønnen var 20 kr. for det første år. Næste år steg den til 40 kr.I 1920 ville Peder gerne prøve noget andet end landbrug og prøvede, tilskyndet af sin svigerfar, at arbejde som "børste" ved bygningen af Vestbirk vandkraftværk. Svigerfaderen sendte bud efter ham, men han kom for tidligt, og da svigerfar manglede en medhjælper i smedien, fik Peder det job indtil gravearbejdet kom i gang. Gravearbejdet foregik med skovl og trillebør, og begyndte kl. 4 om morgenen, hvorefter man arbejdede til kl. 13. I det tidsrum skulle der fyldes 12 tipvogne. Arbejdet var dog for hårdt for Peder, der vendte tilbage til landbruget. Efter brylluppet forpagtede de en ejendom i Rolighed ved Fåborg. Her boede de i 3 år, til de kunne købe en lille ejendom i Gørklint ved Holsted. De første år var strenge. Der var depression i landet og kødpriserne faldt stærkt så der var ingen penge til at betale renter med. Da alle landmænd var ramt af krise, slap de for at betale renter i en periode mod at renterne blev lagt på lånesummen. Tærskning af korn foregik ved hjælp af en hest der gik i en hestegang, og tærskeværket kunne kun skille kærnerne fra aksene. Kærnerne dryssede ned på logulvet og skulle derefter skovles op i en rensemaskine inden kornet kunne leveres til møllen. Svogeren Otto, der var smed, byggede senere en gammel Ford bilmotor om, så den kunne trække tærskeværket. I 1953 flyttede de til en lille ejendom på 7 tdr. land på Holsted Søndermark, og boede her i 25 år til 1978, hvor de flyttede til en ejerlejlighed på Annemonevej 2 i Holsted Stationsby. Her boede de sidste leveår. Peter døde 24-01-1988. De fik drengen Niels Erik, der døde som spæd. I forbindelse med Ellens død, kom der sten over ham på graven.
|
© Erik F. Rønnebech - Landlystvej 5b, Erritsø - 7000 Fredericia - Tlf: 2099 3286 |