Else Rønnebech Jensen

Note for Else Rønnebech Jensen

Fra bogen "Vi var der også" - 26 kvinder fortæller om hverdagen under besættelsen. Høst og Søns forlag, København 1995.
Elses beretning:

ELSE RØNNEBECH HANSEN
Gæst på loftet

Besættelsestiden husker jeg som en helt speciel og spændende tid, selv om jeg selvfølgelig ikke helt forstod alt, hvad der foregik, da jeg kun var fem år, da besættelsen begyndte.
Vores familie bestod af min far og mor samt syv børn, fem piger og to drenge. Min far var ansat ved Statsbanerne, min mor en travl, hjemmeløbende husmor. Vi børn var i alderen to til otte år.
Vi boede på Glentevej 28 i Fredericia. I en rødstens-andelsboligbebyggelse. Nr. 28 og 30 kaldtes »de børneriges opgange«! Der var otte familier i hver opgang, med gennemsnitlig otte børn i hver familie. jeg tror også, at huslejen i de opgange var betalelig for arbejderfamilier i små kår.
Vi boede i stuen til højre. Alle lejlighederne var på 2 værelser. Ikke megen plads til ni mennesker, så vi sov to i hver seng. Der var dog også et lille loftsværelse uden opvarmning, så vi børn måtte først sove der, når vi blev større.
Min mor havde fået installeret et ringeapparat, så der kunne ringes nede fra lejligheden op til loftsværelset, når vi skulle vækkes om morgenen.
Mine forældre havde længe hvisket noget om, at nu kom tyskerne nok snart. Men en dag råbte de, at nu er de her! Og slemt var det, kune vi hurtigt forstå, for min mor, som satte en ære i aldrig at sige grimme ord og formanede os om det samme, sagde »krapyler« og »møgmennesker« om tyskerne! Og selv om min ældste søster og jeg var bange bare ved tanken, så var vi også utroligt nysgerrige efter at se de tyskere!
Der gik nu temmelig lang tid, før vi så noget til dem, vi måtte nemlig ikke være ude at lege på gaden mere, for pludselig vrimlede det med tyskere i vores kvarter. Lidt skråt overfor vores boligblok lå Egumvejens skole (i dag Nørrebrogade), hvor min søster og jeg gik. En morgen havde tyskerne indtaget skolen, som de brugte til kaserne i alle fem år. Min søster gik så i skole i missionshuset i Prinsengade. Og jeg gik i skole på Jacob Kristensens Kittelfabrik på Anders Billesvej, for Kristensen kendte min klasselærerinde fra en kristelig forening.
Da vi to ældste hver dag selv skulle gå til skole, fik vi en sølvkæde om halsen med en lille plade, hvor der var indgraveret vore navne og adresser. Det var vores identitetsmærke, sagde mor. I lang tid derefter fik vi vandgrød til middag tre gange om ugen. Og da min far klagede over det, slog mor i bordet og råbte, at »børnenes sikkerhed kommer i første række!«
Nu kom min søster og jeg dagligt tæt på tyskerne, når vi var hos købmand eller ismejeri. Vi syntes, de var grimme og uhyggelige i de uniformer - revolvere havde de også. Vi bad aldrig om vore varer, før de var gået ud af butikken.
At vi dagligt måtte ordne byærinder for mor skyldtes, tror jeg nu bagefter, at det blev en hel sport for os at prøve at undgå at aflevere rationeringsmærker til de handlende. Min mor jamrede jo altid over, hvor svært det var at få dem til at slå til. Og de lokale handlende »glemte« af og til at kræve mærker af os børn. Når vi så kom hjem med mærkerne, så jublede min ellers bundhæderlige mor. Men vi måtte under ed love, ikke at fortælle det til et eneste menneske.
Min far var meget fraværende under besættelsesårene, syntes jeg. Han arbejdede hos DSB på skiftehold men fritid må han da have haft. Hvis vi spurgte, sagde mor altid, at han var i Samaritter-forbundet. Måske var han med i noget illegalt?
Os børn gav han altid ordre til at hjælpe og adlyde mor. At gå byærinder, hente briketter i kælderen til kaminen og sørge for, at intet lys slap ud under mørklægningsgardinerne.
Når der var luftalarm, løb vi ikke, som de andre af opgangens beboere, ned i kælderens beskyttelsesrum, men ud i entreen, der var lejlighedens midterste rum, og derfor det sikreste i hele bygningen, mente mor. Så lukkede hun alle døre, så der blev helt mørkt, og så skulle vi alle smide os fladt ned på maven, indtil der kom afblæsning. En aften kom mors fætter Peter på besøg som så ofte før. Han var politibetjent og boede i Middelfart. Vi børn var ellevilde, for han var så sød og sjov og plejede altid at lege med os og lære os vrøvlevers.
Men denne aften sad mor og han bare med hovederne inde i radioen, og han havde heller ikke sin flotte uniform på som ellers. Senere fulgte mor ham op,på loftsværelset.
Næste dag fortalte hun, at han var rejst, men min storesøster og jeg vidste godt, at det ikke passede, for hun gik hver dag op ad trapperne med mad. Men vi sagde aldrig noget om det. Det lå ligesom i luften, at man ikke spurgte.
På 1. sal i opgangen, lige oven over os, boede fru Didriksen, enlig mor og en stille og venlig dame. En dag sagde mor, at fra nu af var det slut med både at tale med og hilse på fru Didriksen for hun havde fået en tysk kæreste, så nu var hun en simpel tyskertøs!
Den tysker hed Herbert, og han var sød ved alle os i opgangen. Han delte bolcher og karameller ud og smilede til os. Så vi sørgede for at sidde ude på trappen, når han kom. Først blev mor helt tosset over det, deræst godtog hun det, hvis vi bare kom ind og sagde til, hver gang han var gået ind til fru Didriksen. Så kunne hun straks kime på klokken op til loftsværelset og advare sin fætter.
Først langt senere indså jeg, hvor modigt mor faktisk optrådte under besættelsen: at have sin fætter, en dansk politibetjent, som skulle »under jorden«, boende på vores loft samtidig med, at en tysker var på besøg hos overboen. Samt at der var en hel kasernefuld tyskere på skolen lige overfor! Men hun klarede det altsammen lige til 4. maj 1945.
Den aften var det et helt vidunderligt sommervejr. De største af os børn måtte igen komme ned på gaden og lege, hvilket længe ikke havde været tilladt om aftenen. Og oppe i stuen dansede min ellers så stilige mor fjantet rundt med sin fætter!

Nb: Den omtalte Peter var søn af trådtrækker Søren Sørensen og farmors søster Marie.