Otto Viktor Nielsen
(1907-1997)

Kom ud at tjene på en gård efter konfirmationen. Arbejdede også en tid hos sin søster og svoger i Elkær ved Billund.
Arbejdede sammen med sin far i Hedensted, da dobbeltsporet fra Vejle til Århus blev anlagt.
Kom senere i lære som smed ved
sin svoger Hans i Årre.
Kom til Sjælland og arbejdede ved jordentreprenørerne. Kørte bl.a. som bremser med sin far.
Ansat som varmemester på Oringe sindssygehospital.
Otto døde af alderdom i sit hjem på Pileallé efter tiltagende svaghed, omgivet af sine nærmeste, 89 år og 10 mdr. gammel.


Artikel om 9. april 1940: Fhv. fyrbøder på slagteriet i Masnedsund, Otto Nielsen, Pilealle 4:.
Jeg var oppe lidt i fem den 9. april, fordi jeg skulle på slagteriet for at fyre inden arbejderne begyndte kl. 6.00. Jeg havde hørt en mærkelig ubestemmelig støj, mens jeg klædte mig på.. - Da jeg kom ud på vejen foran huset på Pilealle fik jeg pludselig øje på tre store fly, og lige med et flagrede der noget ud af dem. Jeg sagde til naboerne:
"Nu smider de reklamer ud", men det varede ikke længe, før jeg blev klar over, at det var faldskærme.
- Jeg tænkte ved mig selv: Nu må du hellere se at komme over broen inden der sker noget, så du kan få fyret op. På vej til slagteriet kiggede jeg lige indenfor hos slagtermesteren, der boede på vejen og sagde til ham, at der var noget galt. - Det er tyskerne, der er kommet, sagde jeg! - Fyr du bare op sagde slagtemesteren, de får nok brug for noget flæsk, hvis de bliver her.
Jeg var ene hjemme fortæller Otto Nielsen videre. Ellers havde jeg nok ikke haft så travlt med at komme af sted. Den første tysker passerede mig i øvrigt på motorcykel da jeg cyklede over broen. Men han sagde ikke noget til mig. Derimod var, jeg nær ikke kommet tilbage til Masnedø igen Om aftenen.. Jeg blev simpelthen standset ved Masnedsundbroen. Da jeg tilsyneladende ikke kunne komme videre kørte jeg tilbage til kontoret på slagteriet, der udfærdigedes en erklæring om at jeg arbejdede på slagteriet, men havde min bopæl på Masnedø. Erklæringen blev forsynet med et par store stempler. Det havde tyskerne tilsyneladende respekt for. Da de så stemplerne sagde en:"Danische militär", og så fik jeg lov til at passere med en tysk soldat som ledsager.

Bisættelse fra Vordingborg kirke torsdag den 26. juni kl. 11 .00
  • 726 (Kirkeklokke ej til hovedstæder)
  • 45 (Under dine vingers skygge)
  • Violinsolo
  • 727 (Altid frejdig)
Otto Viktor Nielsen, 90 år til august.

(prædikeren 3) Otto Viktor Nielsen ville være blevet 90 år til august.
Født 1907. I Jylland. I Seest ved Kolding.
Som søn af en smed og lokomotivfører, der spillede violin. Og det satte sit præg på Otto.
Otto lærte at spille, blev smed, lærte at være omhyggelig, uimponeret og nysgerrig.
Da Otto blev født, var den elektriske barbermaskine lige opfundet.
Da var det kun 4 år siden den første flyvemaskine havde set dagens lys.
Otto var en stor dreng på 13 år da den første tonefilm kom frem.
Han var 7 år, da 1. verdenskrig brød ud.
Otto var 23 år da fjernsynet blev opfundet.
Han var 31, da nylonstrømperne kom frem.
Og 38 år da atombomben blev opfundet i USA.
Det 20. århundrede var Ottos århundrede. Han var med hver gang endnu en opfindelse blev gjort, som vi i dag regner for helt selvfølgelige. Fjernsyn, sulfo, radar...

Otto har oplevet det hele, den gang det virkelig var første gang.
I har beskrevet Otto for mig som et menneske, der ikke ligefrem slyngede om sig med lovord - en mand der ikke førte sig frem - men som ikke desto mindre vidste utrolig meget om hvordan tingene hang sammen; vidste om himmelrummet og stjernerne, maskinerne, matematikken.
En mand, hvis hænder sad rigtigt. Man gik aldrig forgæves til Otto, hvis man havde en ting, der ikke fungerede.
Og manglede man en dingedut eller en dingenot, så havde Otto den, eller han lavede den, eller han fandt den.
Fra dreng fra Jylland, javist, men flot var han, og en stærk mand: stædig, og smidig - det er ikke hvem som helst, man kan få til at køre baglæns på cyklen i en alder af 60 år.
Mekanisk snilde og til det sidste levende interesseret i al ny mekanik og smart nok til at forstå at EDB er nødvendigt i dag. I det daglige var Otto en nøjsom mand, men han var stor nok og generøs nok til at se det vigtige i at sponsorere en PC' er. Og den historie har været typisk for Otto, han ku' være rundhåndet når det gjaldt de store ting til børn og børnebørn, men i det daglige blev der sparet.
I har fortalt mig om at der var opsat en spand her og en spand der - og at Otto opfandt og opsatte et udendørsbrusebad, længe før miljøafgiften blev indført, vidste Otto hvor der sku' spares.
I fortalte mig, at Otto de sidste 40 år har været døv. Og så er det svært at spille violin - men før det var det Otto og violinen: flere af børnene blev tvunget til at lære at spille violin - og den sidste måtte lære at danse - til bror Kalles kapel!
Musik, matematik, teknik, kortspil og skak - Otto var bestemt ikke dum.
Og Otto har arbejdet hele sit liv. I Fredericia, da banegården sku' bygges, Storstrømsbroen, han arbejdede på Næstvedkanalen - uddannede sig; blev kedelpasser - det blev til slagteriet og det blev til mange, mange gode år på AHV.
Efter alt hvad jeg har hørt, så fik Otto et godt liv med jer.
Ikke fordi det har været lige nemt hele tiden - det er ikke nemt, at blive døv, når man elsker musik. Det er ikke nemt at blive gammel og skrøbelig, når man er vant til at klare alting selv, og til at gå hvorhen man vil.
Men det er ikke mit indtryk, at Otto klagede. Han tog det på sig - med jysk stædighed og styrke.
Noget af Ottos styrke ligger selvfølgelig i generne.
- Men jeg tænker på, om det er et særkende for den generation der er født, for små hundrede år siden i et samfund, som vi vel dårlig kender i dag. Som er vokset op med de store epidemier af spansk syge, tuberkulose, polio, og som oplevede begge verdenskrigene. Jeg tror, at det nødvendigvis må blive generation, der ikke kan tage fremskridt og "lykken" for givet. Otto er ikke vokset op i en tid, hvor "lykken" var noget man så at sige havde ret til. Otto er ikke vokset op i en tid, hvor det forventes at livet hele tiden blev friere, ærligere, nemmere og bedre.
Det var noget, man måtte slås for. Jeg ved det ikke. Hvordan det så end hænger sammen, så var Otto en stærk mand, der så sandelig har sat sit præg på jer.
Og ikke kun i form af efterladte gener!
Otto har efterladt sig en stribe af historier og anekdoter. Som præger jeres liv i lige så høj grad som generne gør! Og som vil bliver ved med det. I fortalte mig, om Otto, der sparkede fodbold på Orehoved, altid et hestehoved foran de andre, om Otto der elskede at spille skak, om dengang han ku' ligge på sofaen og spille blindskak og med lukkede øjne vinde over sine modspillere. Otto der også altid kunne fortælle, hvordan I skulle ha' spillet jeres kort.
Sine briller havde Otto svært ved at finde - men alt det andet havde han styr på. Og det var såmænd også Otto, der gjorde en energisk indsats da børnebørnene sku' lære at spise pænt! og at spise op!
I fortalte mig om de sidste måneder, hvor Otto vidste, at tiden var knap - hvor der sku' ryddes op.
Om de sidste dage, hvor Otto fik sagt farvel til jer. I var der, og I gjorde det godt for Otto.
Jeg læste for jer før det berømte stykke fra prædikerens bog, hvor han siger, at for alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt, en tid til at elske og kæmpe, en tid til at høste og en tid til fred og en tid til at dø.
I dag virker de ord rigtige. Otto har haft et godt, et lang og et rigt liv - og Otto var træt.
Der er en tid til at dø - og Otto var nået dertil.
Otto har fået fred.
Men for jer der skal leve videre lidt endnu, er Ottos død ikke kun forbundet med fred. Som prædikeren sagde det: "Der er en tid til at græde og en tid til at le".
Ottos død efterlader jer der har elsket ham mit i et tomrum, med et stort savn.
Det er derfor på sin plads, at vi i dag minder hinanden om, at Otto ikke bare er forsvundet ud af jeres liv, men at Otto lever videre i jer. I generne - og i alle de historier som I kan huske om Otto.
Ved at være bevidst om den historie I har delt med Otto, kan I forvandle minderne til et stærkt aktiv i jeres liv.
Derfor: fortæl. Fortæl om de gode tider. Men fortæl også om de dårlige tider; Fortæl til jer selv eller til hinanden, og se hvordan Otto har været med til at forme jer og gøre jer til dem I er i dag. Fortæl om Otto... og for jeres egen skyld så gør det åbent og ærligt. Det er alt andet lige, den bedste måde I kan forvalte den del af jeres egen historie på.
Otto var et barn af sin tid med den beskedenhed, sparsommelighed og styrke, der har mærket den generation, der oplevede og overlevede Europas epidemier og krige.
Det er anderledes svært at sætte ord på den tidsånd, vi lever med nu. Men der er næppe tvivl om, at vi - I som er børnebørn og oldebørn til Otto - på en helt anden måde må leve med en massiv påvirkning fra medierne, der bombarderer os med løfter om et nemmere, bedre, rigere liv, hvis bare vi køber.
Det som man måske kan lære af Otto og hans generation, det er en overleveret viden om at Gud aldrig nogensinde har lovet os et let, nemt og bekvemt liv. Det ser i høj grad ud til at destruktion er en del af alt skabt natur.
Men det Gud har lovet os, det er, at vi i det liv vi har fået aldrig er alene.
Evangeliet er, kort fortalt, en fortælling om hvordan kærligheden, som vi kalder Gud, blev menneske og henrettet på et kors. Men evangeliet fortæller videre, at han genopstod, at døden ikke vandt over ham. At Guds kærlighed er stærkere end døden.
Vi kan ikke vide, hvad døden bringer med sig, for den der mister livet - det er kun Gud, der kender livets og dødens hemmelighed - men evangeliet er Guds løfte til os om at døden, heller ikke i vores liv, skal være den sidste, sejrende magt sådan som forstanden synes at mene. Det betyder, at der er et håb, når alt håb er ude. At der er en fremtid både for levende og døde.
I troen på, at Guds kærlighed rækker udover døden overlader vi da trygt Otto i hans hænder.
Guds fred være med Otto Guds fred være med os alle.
Amen.
Præst Ane Sofie Sørensen

© Erik F. Rønnebech - Landlystvej 5b, Erritsø - 7000 Fredericia - Tlf: 2099 3286