Note for Erich Erichsen


Ref.: Jens Okkels Hansen
Erich Erichsen var fæstegårdmand i gården Okkels, Rind sogn, Hammerum herred, under hovedgården Lundenæs.

Om gården og stednavnet Okkels:
I Lundenæs Ants Matrikel 1688 nævnes gården Slumstrup i Rind sogn med gammelt hartkorn 7 tdr. 1 skp. 1 fjdk. 1 alb, nyt hartkorn 7 tdr. 0 skp. 3 fjdk. 2 alb., og den hørte under hovedgården Herningholm eller Vig i Herning sogn. Fæsteren hed da Christen Christensen. I 1704 hed fæsteren i Slumstrup Poul Gjødesen og i 1735 Chresten Poulsen, sandsynligvis Poul Gjødesens søn.
Den 30. september 1731 blev Erik Nielsen gift med Zidsel Slumstrup, og han kaldtes fra den tid Erik Slumstrup, og han døde 1774 og blev begravet d. 23. januar og opgives at være 71 år gammel. Zidsel Slumstrup døde 1777, blev begravet d. 1. november og opgives at være 71 år gammel. Hun stammer antageligt fra gården "Slumstrup".
Gården "Okkels" nævnes ligeledes i Lundenæs Amts Matrikel 1688 som liggende i Rind Sogn, Hammerum Herred, med gammelt hartkorn 4 tdr. 4 skp., nyt hartkorn 3 tdr. 5 skp. 3 fjdk. 2 alb. og den hørte under hovedgården "Lundenæs" i Skjern Sogn.
Fæsteren i 1688 hed Peder Jepsen. - Hvornår den senere slægt, som kom til at bære navnet Okkels, er kommet til gårde, vides ikke. Begge omtalte gården "Slumstrup" og "Okkels" lå ved Fjederholt Å, og gården "Okkels" lå midtvejs mellem de 2 stationer, Kollund og Kølkær, østligst i Rind Sogn, men hvilken forbindelse der har været mellem de 2 nærliggende gårde er vanskeligt at udrede, da kirkebogen for Rind Sogn, Hammerum Herred, først begynder år 1723.
Gården "Okkels" hørte som omtalt under hovedgården "Lundenæs", indtil gården antagelig i 1770'erne blev købt til selveje af daværende fæster Peder Eriksen Okkels, søn af Erik Eriksen.
Da Erik Eriksen er født, før kirkebogen for Rind Sogn begynder, har man ikke kunnet konstatere, hvem der var hans forældre, og slægten kan derfor ikke føres længere Tilbage.


Uddrag af stadsarkivar Svend Aakjær's udledning af navnet Okkels:
"Stednavnet Okkels, der er navn på en gård i Rind Sogn, Hammerum Herred, hører ikke til de navne, er er overleveret i særlig gammel tid, og det er derfor vanskeligt at tolke det med fuld sikkerhed. I matrikelen af 1688 er Okulsgaard navn på en gård på 22,1 td. land med 3,58 td. hartkorn. I en jordebog 1660 og i et skøde af 17. april 1661 skrives det Ochols, i to breve fra kancelliets brevbøger skrives det 4. februar 1579 Aakal, 10. april 1617 Aakals. Udtalen er Aa'kels med stød på kort, åben vokal. Det manglende s i 1579 må vel skyldes en fejl. Der findes i nordiske stednavne et navneled ok "aag", der bruges om "Højdedrage, Aas" eller lignende. Når ordet Hals oftere forekommer i forbindelse med ok og aas, skyldes det vel, at en af dets betydninger er "lavere Højde mellem to højere, smal Højde, forbindende Højde mellem to højere, eller mellem to Dale". I Okkels kunde der foreligge et ældre Okhals, så at stednavnet Okkels får ovennævnte betydning, men man kan også udlede en anden betydning af navnet Okkels. Gården ligger lige ved, tidligere endda nærmere ved Fjederholt Å, og det kunne vel derfor tænkes, at første led var ordet Å. Professor Peter Skautrup har tænkt sig, at et mosedrag eller kær, der strækker sig tungeformet øst om gården nord på, kunne have været kaldt Kølsø eller Kølsig, og at sidste led af navnet Okkels kunne have været udledt heraf." Han kaldes i daglig tale Erich Ochels.


Kilde: Nik Okkels i Beder
De sikre oplysninger der findes om Erich, hans hustru og deres børn er fundet i Sindinggård Gods skifteprotokol G430-1 fol. 157b-160b. Skiftet er efter efter et af deres børnebørn, smedelærling Jørgen Lauritzen, der dør i 1764. Skiftet begynder 29. juni 1764 og lyder i uddrag:
Skifte efter Jørgen Lauritzen i Nyebye Anno 1764 d. 29. junnu son er 30de dagen efter afgangne Jørgen Lauritzen, som døde i Nyebye i Sinding sogn hos Hendrick Smed, indfandt sig skifteforvalteren Mads Lillelund til Sindinggård med 2de vurderingsmænd navnlig Mickel Mickelsen i Nyebye og Christen Christensen samme sted at vurdere den afdødes efterladenskaber samt skifte og deele mellem den afdødes arvinger og kreditorer. I overværelse af Peder Erichsen udi Nørum i gjellerup sogn, hvor da blev foretagne vurdering som følger - o.s.v.
Dend 20de july mødte i stervboen .... Peder Erichsen fra Ochels i Rind sogn på sine egne og sine 2de brødres vegne, navnlig Erich Erichsen og Søren Erichsen deres vegne, som var søskendebørn til den afdøde.
Anno 1765 d. 4de december mødte i stervboen --- skiftet at slutte og til ende at bringe.
Peder Erichsen fra Gjellerup bye på egne og hans afgangne søster Maren Erichsdatter hendes en næste arving en datter Maren Chrestensdatter, afgangne Erich Erichsen i Ochels i Rind sogn, som og var morbroder til den afdøde og efterladt sig 3 sønner navnlig Peder Erichsen boende i Ochels gården og sine 2de brødre deres vegne navnlig Søren Erichsen og Erich Erichsen.


Om Lundenæs:
Lundenæs var oprindelig et kongeligt slot, der af kong Frederik d. III i 1661 blev solgt til Uffelin og arvinger med 1835 tdr. hartkorn bøndergods. Senere kom Lundenæs til slægten von Bülow og fik 1710 stamhusrettighed. Da det kneb slægten at klare de økonomiske vanskeligheder, blev stamhuset ophævet 1771, og gård og gods blev solgt til friherre Lucas von Klippe fra Holsten. Han kunde heller ikke klare økonomien og gik konkurs 1779, og "Lundenæs" med daværende gods, hvoraf Lucan von Klippe havde solgt en del, blev solgt til ejeren af Lønborggård, N. Hansen, og tildels underlagt denne gård.
Grundet på den lange afstand fra Rind Sogn, hvor Lundenæs havde en del bøndergods, har der vel ikke været egentlig hoveri for gården Okkels udover, at de måske har kørt nogle læs træ fra østeregnens skove (skovene ved Silkeborg) til "Lundenæs".

© Erik F. Rønnebech - Landlystvej 5b, Erritsø - 7000 Fredericia - Tlf: 2099 3286