Gorm den Gamle (? - ca.940)

Konge af Danmark 930-40. Man ved ikke særlig meget om ham ud over, at hans kongsgård lå i Jelling. Ifølge krønniken var han meget stor af vækst, men hans sind svarede ikke til hans krop.
Gorm bekæmpede den fremtrængende kristendom, og fik jævnet flere nybyggede kirker med jorden.
Han omtales af den samtidige ærkebisp Unna af Hamburg-Bremen som en fanatisk hedning og er muligvis den samme som den Gorm Hardeknudsen, der omtales i Olav Tryggvassons saga, hvilket indicerer, at hans far kan have været Hardeknud.
Man mener at både Gorm og hans dronning Thyra først blevet begravet i nordhøjen, men da man ikke har fundet skeletrester i højen men kun en tom grav med nogle guldtråde man formoder har været vævet ind i kongens dragt, tror man, at sønnen Harald Blåtand har villet give ham en kristen begravelse og derfor har flyttet hans rester ind i kirken. Denne teori bestyrkes af, at man i 1978 fandt man skeletrester under kirkegulvet. Knoglerne er, efter undersøgelse og tidsbestemmelse på nationalmuseet, den 30/8-2000 blevet anbragt i et skrin lagt i et betonkammer under kirkegulvet. Dækstenen, der er skjult under gulvet, bære indskriften:" Kong Gorm højsat 959 og siden gravlagt her".

Thyra (Danebod)

Dronning af Danmark. Hun var datter af den engelske konge Edelred. Det fortælles at hun forlangte Danmark i morgengave for at indgå giftermålet. De fik sønnerne Harald og Knud. Knud dræbtes under et vikingetogt til Irland blev sønnen Knud snigmyrdet. Man knytter også hendes navn til et voldanlæg i Danevirke, men da det var opført 100 år tidligere, kan det være en skrøne. Da Thyra døde omkr. 935, rejste Gorm den lille runesten i Jelling over hende. På runestenen står følgende: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyra sin, Danmarks bod." Ud fra det sidste har man kaldt Thyra for Thyra Danebod, men det er ikke sikkert at ordene har noget med hendes navn at gøre.

Harald 1. Blåtand (? - ca. 985)

Konge af Danmark fra ca. 940 til ca. 985. Søn af Gorm den Gamle og Thyra. Han lod sig døbe og omvende til kristendommen omkr. 960 og rejste ca. 965 den store runesten i Jelling, kaldet Danmarks dåbsattest. På stenen står: "Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, fader sin, og efter Thyra, moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark og Norge, og Danerne gjorde kristne." Den sidste sætning står nedenunder det første kristusbillede i norden.
Omkring år 960 indsatte han sin fostersøn Harald Gråfeld som konge i Norge. Ca. 10 år senere, var han med til at få ham myrdet for selv at overtage landet. Den myrdedes søn var Haralds Jarl Håkon (Håkon Jarl). Ved faderens død forlod han Harald og tilføjede jomsvikingerne et nederlag i slaget i Hjørungavåg.
Det siges, at det var Harald der anlagde borgen Jomsborg til hans elitehær kaldet jomsvikingerne. Han forøgte at udvide landet og erobrede dele af Holsten, men kunne ikke standse kejser Otto 2. ved Danevirke i 974. Han siges også at have bygget Ravningbroen over Vejle Ådal i 985.
Han blev, ifølge Saxo, dræbt af Toke Palnesøn (Palnatoke) på Helgenæs, da han for tredje gang forsøgte at nedkæmpe sin søn Svend Tveskægs oprør. Palnatoke siges dog også, at have grundlagt Jomsborg. Harald blev ikke som måske ventet, gravsat i Jelling, men ført til sin nyopførte kirke i Roskilde og gravsat der.

Gyrite (Gunhild) (? - ?)

Gyrite, Harald Blåtands første kone. Med hende fik han ifgl. Saxo de 2 sønner Hakon og Svend.

Tove

Obotritfyrsten Mistivojs datter Tove var Harald Blåtands 2. kone. Et vidnesbyrd om dette kan læses på Sønder Vissing runestenen, som står i Sønder Vissing kirke nord for Silkeborg. Den er fra ca. 950-975 og indskriften lyder på nudansk: "Tove, Mistivojs datter, lod gøre dette dødeminde efter sin moder, Harald den Godes, Gorms søns kone".
Harald kaldes her "Harald den Gode" hvilket passer godt overens med, med at Adam af Bremen kalder ham den mildeste.

Svend 1. Tveskæg (ca. 960-1014)

Konge af Danmark ca. 985-1014, tillige af Sydnorge fra ca. 1000 og af England fra 1013. Søn af Harald Blåtand. Han drev tyskerne ud af Sydslesvig 983. Kort efter kom han i strid med sin far. Faderen havde underkastet sig indflydelse fra den tyske kejser og ærkebispen i Bremen. Den indflydelse ville Svend kæmpe imod og i stedet for tyske præster, hentede han sine præster i England, der ikke havde nogen politisk indflydelse. Som en slags hævn omtaltes han derfor ukorrekt hos Saxo og i andre dansk-tyske kirkelige kilder som en vild hedning, der bekæmpede kristendommen og var fadermorder.
Efter sin fars død havde Svend nogle brydninger med faderens elitehær Jomsvikingerne og siden med Erik Sejrsæl af Sverige, der en kort tid besatte Danmark, mens Svend var på vikingetogt. Omkring år 1000 delte Svend Norge med Olof af Sverige og Eirik Jarl efter Olav Tryggvassons fald ved Svold. I en årrække hjemsøgte Svend Tveskæg England for at plyndre eller modtage danegæld. Hans sidste angreb i 1013 var imidlertid et regulært erobringstogt. Svend var en betydelig feltherre, som skabte sig et imperie tværs over vesterhavet. Han blev fader til Harald 2. og Knud den Store, der blev konge over England, Danmark og Norge.
Han var gift med Gunhild.

Gunhild (? - ?)

Gift med Svend Tveskæg. Datter af hertug Miscio af Polen, der var enke efter kong Erik Sejersæl af Sverige.

Sigrid Storråde (? - ?)

Nogle kilder nævner at Svend derefter var gift med Sigrid Storråde, datter af svenskerhøvdingen Skogul-Toste

Harald 2. (?- 1018)

Konge af Danmark 1014-18. Han var en søn af Svend Tveskæg og bror til Knud den Store, der blev Englands konge. Han har ikke gjort sig særlig bemærket i historien.

Knud 1. den Store (Omkr. 1000 - 1035)

Konge af Danmark 1018-35, af England 1014-35 og af Norge 1028-35. Søn af Svend Tveskæg. Da faderen døde blev han hyldet af vikingehæren i England, men englænderne havde valgt Edmond Jernside til konge så Knud måtte de første to år sammen med kong Olaf af Norge og dennes bror Harald og kæmpe mod konge Edmund indtil denne blev besejret og Knud blev konge i England. Han forførte kong Olafs frille Alvine og Olaf afbrød krigssamarbejdet. I 1017 giftede han sig med Ethelred den Rådvildes enke Emma, der var datter af normannerhertugen Robert og Knuds søster Estrid giftede sig med hertugens bror Richard. Da han ikke selv kunne styre det store rige, delte han England i 4 jarledømmer, oprettede hirden Tinglid og hjemsendte hæren. Kong Olav af Norge og broderen Harald truede Knud med krig og i 1026 besejrede han den svenske og den norske konge ved Helgeån i Østskåne. Han støttede kirken og tog i 1027 til Rom og besøgte paven. I 1028 besejrede han Olav den Hellige fra Norge som måtte drage i landflygtighed, og indsatte i stedet sin søn med frillen Alfifa, Svend Alfifasøn som sin underkonge. Da hans søster Estrid blev fordrevet af svogeren Richard, måtte han også flygte ud af landet.
Han betragtede sig selv mest som konge over England og opholdt sig sjældent i Danmark. Han ligger begravet i domkirken i Winchester.

1: Emma (? - 1052)

Engelsk-dansk dronning, datter af hertug Richard I af Normandiet. Hun giftede sig førte gang i 1002 med den engelske konge Ethelred den Rådvilde. I 1017 blev hun gift med Knud den Store, der derved knyttede blodsbånd til Nordmandiet som forstærkedes ved, at Roberts bror Richard blev gift med Knuds søster Estrid. Dermed behøvede Knud ikke at frygte angreb fra den kant. Hun blev mor til Edward Bekenderen, Hardeknud og Gunhild.

Alfifa (Ælgifu)

Knud den Stores elskerinde (frille), der var datter af den engelske stormand Ælfhelm af Deira. Hun fødte Knud sønnerne Harald Harefod og Svend.

Hardeknud (1018-42)

Konge af Danmark 1035-42 og af England 1040-42. Han var søn af Knud den Store og Emma. Da faderen døde løsrev Norge sig og indsatte Magnus den Gode, der havde levet i landflygtighed, som konge. Hardeknud ønskede ikke krig mod Norge og indgik det forlig med Magnus, at den længstlevende skulle være konge i Danmark og Norge. Knud døde 8. juni 1042 og Magnus overtager kongemagten i Danmark.
Det menes at Gorm den Gamles fader og forgænger på tronen også hed Hardeknud. Han døde ugift og er gravlagt i Winchester domkirke.

Magnus den Gode (1024-47)

Dansk konge 1042-47 og norsk konge fra 1035. Han var søn af den norske konge Olav den Hellige og hans frille Alfhild. Han var 1028-35 drevet i landflygtighed i Gardarige, men da Knud den Store døde, blev han hjemkaldt og kongehyldet af norske høvdinge, der havde fået nok af danskestyret under Alfifa og hendes søn med Knud den Store Svend Alfifasøn. De fordrev hende og sønnen Svend og forsonede sig på Sigvatr Skjalds råd med faderens banemænd. Ifølge en tradition afværgedes krig mellem Magnus og Hardeknud ved, at de aftalte, at den længstlevende skulle arve den andens rige. I hvert fald blev Magnus, efter Hardeknuds død 1042, hyldet i Danmark uden modstand, selv om Svend Estridssøn i hast var sejlet til Danmark for at overtage tronen. Året efter befæstede han sin stilling i Danmark ved at besejre venderne på Lyrskov Hede. Svend Estridsens stadige forsøg på at erobre tronen mislykkedes, men i Norge måtte Magnus 1046 anerkende farbroderen Harald Hårderåde som medkonge. Magnus døde under et forsøg på at forhindre Svend Estridsen i at nå til Sverige. Han faldt af hesten og døde, hvorefter hans lig førtes til Norge og begravedes i Trondheim, der tidligere hed Nidaros. Han døde ugift.

Svend 2. Estridsen (ca. 1020-74)

Dansk konge 1047-74, søn af Ulf Jarl og Estrid, datter af Svend 1. Da kongeslægtens mandslinje uddøde 1042 med Hardeknud, skal Svend Estridsen først have anerkendt Magnus, men snart efter have rejst sit arvekrav på riget. Medens Magnus den Gode regerede havde han ingen fremgang, og efter tronbestigelsen 1047 blev han i mange år svært trængt af Harald Hårderåde, ifølge en teori, var Svend i en årrække fordrevet til Sverige. Som feltherre var Svend Estridsen den evige taber. Bl.a. ved Niså i 1062. Som regent var han den skelsættende personlighed, der førte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Han styrkede rigsenheden på bekostning af de fire landsting og øgede kongens indflydelse på retsvæsenet, hvorved han også skaffede kronen større indtægter. Han organiserede den danske kirke og samarbejdede fortræffeligt med såvel kirken, ved bisp Vilhelm, som pavestolen, ved Gregor 7., for en stor del også med ærkesædet, selv om kongen forberedte den danske kirkes frigørelse fra Hamburg-Bremens overhøjhed. Svend Svendsen, kongesønner
Han var gift med Gunhild. Han havde bl.a. frillerne Gyda og Thora, der var datter af Torberg Arneson af Giske og enke efter Harald Hårderåde, med hvem hun havde sønnen Olaf Kyrre, der blev konge i Norge.
Krønnikeskriveren Adam af Bremen mener, at hun dræbte ham med gift.
Tre af Svend Estridsens mindst 16 sønner fik navnet Svend. Deriblandt den eneste legitime, der døde ung. Svend Korsfarer (død 1097) vandt internationalt ry for sin modige kamp mod tyrkerne i Lilleasien, hvor han faldt. Den tredje Svend, død 1104, huskes dels som fader til Henrik Skadelår, dels for sit endeligt. For ikke at miste sin chance ved kongevalget 1104 fortsatte han rejsen mod landstinget efter at være blevet syg. Det kostede ham livet.

Gunhild

Gunhild, datter af Svend Jarl Hakonson og Holmfrid Olufsdatter, blev gift med Svend Estridsøn, men skilt på grund af for nært slægtskab, efter krav fra ærkebispen i Bremen.

Harald 3. Hen (? - 1080)

Dansk konge 1074-80, søn af Svend Estridsen og en ukendt frille. Tilbagegav storskovene, der var krongods, til brug for alle mænd (almindinger), værgede ved sine love folkets ret mod overgreb fra stormændene og ordnede møntvæsenet. Harald døde 17. april 1080 og blev begravet i Dalby Kirke i Skåne. Tilnavnet betyder slibesten, dvs. "den bløde", og stammer nok fra hans magtgriske broder Knuds tilhængere.

Knud 2. den Hellige (omkr. 1040 - 1086)

Dansk konge 1080-86. Søn af Svend Estridsen og ukendt frille. Da broderen døde blev han kaldt til Danmark for at overtage kongemagten. Søgte at udvide kongemagten, og gjorde krav på almindinger, underhold og kørsel, retsbøder og ret til at udbyde leding. Han strammede op for at genoprette ro og orden i landet. Bønder og høvdinge gjorde oprør, og Knud søgte tilflugt i Sverige hvor Dronningen og sønnen Karl sluttede sig til ham. Vendelboerne var i hælene på kongen og kongens tro folk begyndte at falde fra og han fik sværere ved at hverve folk. Jyderne med vendelboerne i spidsen, havde alt at vinde og intet at tabe. De havde to gange brudt kongens lov og kunne ikke forvente nåde hvis kongen fik mulighed for at straffe dem. Knud søgte til Fyn hvor han mente sig i sikkerhed. Han forsømte aldrig den daglige messe, og en dag han var gået ind i Sct. Albani kirke for at bede. Da samledes oprørerne omkring kirken og de af kongens tro mænd der kunne, gik ind i kirken for at forsvare ham med deres liv. Blandt dem var kongens bror Benedikt. Den anden bror Erik (Ejegod) kunne ikke komme ind i kirken, men det lykkedes ham, ved sværdets hjælp, at slippe bort. Da oprørernes anfører Blakke så, at ingen vovede at trænge ind i kirken, gik han selv løs på kirkedøren og oprørerne fulgte ham. Blakke blev dræbt men oprørerne trængte ind i kirken. Knud fortsatte andagten uforstyrret medens kampen rasede. Han indså dog, at han skulle dø og tilkaldte præsten for at skrifte. Herefter lagde han sig ned udstrakt foran alteret og afventede sin skæbne. Kort tid efter såredes han dødeligt af et spyd og flere fulgte efter og gennemborede ham. Det var den 10. juli 1086.
Han helgenkåredes for sin støtte til kirken 1101. Helgendagen er drabsdagen den 10. juli. Hans delvis bevarede skelet kan ses i helgenskrinet i krypten under Skt. Knuds Kirke i Odense. Afbildes i kirkekunsten med kongekrone og sværd, scepter eller rigsæble.

Edel (? - 1115)

Dansk dronning. Datter af grev Robert 1. af Flandern. Ægtede 1080 Knud den Hellige. Flyttede efter hans død 1086 til Flandern med sønnen Karl. Gift 1092 med hertug Roger Bursa 1. af Sicilien.

Oluf I Hunger (ca. 1052-95)

Dansk konge 1086-95. Søn af Svend Estridsen og ukendt frille. Oprørerne der dræbte broderen Knud den Hellige ønskede ham indsat som konge fordi han var modstander af Knuds forsøg på centralisering af magten, men han sad fængslet i Flandern. Det lykkedes dog at få ham frigivet, fordi broderen Niels indtog hans plads som gidsel. Under Olufs regering ramtes landet af misvækst og hungersnød som udryddede store dele af befolkningen, hvilket opfattedes som Guds straf for mordet på Knud. Det vides ikke, hvor han er begravet.

Ingegerd (? - ?5)

Ingegerd, gift med Oluf I, Hunger. Hun var datter af Harald Hårderåde.

Erik 1. Ejegod (? - 1103)

Dansk konge 1095-1103. Søn af Svend Estridsen og ukendt frille. Var Jarl på Sjælland, og sammen med broderen Knud 10/7 1086, da denne myrdedes i Odense, og hvor han selv kæmpede sig fri og undslap som den eneste overlevende. Han flygtede herefter til Sverige, hvorfra stormændende hentede ham hjem for at blive konge.
Han genoptog som konge sin myrdede broder Knuds politik, der gik ud på at have en stærk kongemagt i forbund med kirken. Han blev meget folkekær (tilnavn egentlig egod, dvs. eviggod).
I starten af sin regeringstid var landet plaget af venderne, der tog på plyndringstogter til de sydlige kystområder. Det fik han sat en stopper for ved at erobre deres hovedbase Rügen, hvorpå han indsatte søstersønnen Henrik som landsfyrste.
Han ønskede at løsrive norden fra ærkebispedømmet i Bremen og fik i 1103 pavelig tilladelse til oprettelse af et bispedømme i Lund for hele norden. Det lykkedes ham tillige at få broderen Knud helgenkåret. Han døde på Cypern i 1103 under en pilgrimsfærd til Jerusalem, som korsriderne havde tilbagerobret fra muslimerne i 1099. Gravstedets beliggenhed kendes ikke.

Bodil (? - 1103)

Dansk dronning, gift med Erik 1. Ejegod og moder til Knud Lavard. Datter af Thrugot Ulvsøn og Thorgunna.
Hun fortsatte pilgrimsrejsen efter sin mands død på Cypern og døde af sygdom på Oliebjerget lige øst for Jerusalem.

Niels (ca. 1064-1134)

Dansk konge 1104-34. Frillesøn af Svend Estridsen. Valgtes til konge efter Erik Ejegods død. De første 25 år af hans regeringstid var fredelige, og faste rammer for samfundets opbygning blev lagt. Kongemagt og kirke fandt deres varige plads med anerkendte regler for deres indflydelse. Et tegn på udvikling af kongemagtens centralstyre ses i, at Niels indskrænkede antallet af sine hirdmænd. Hirden havde hidtil udelukkende fungeret som krigskarle eller livvagt for deres herre. Nu fik hirdmændene andre opgaver og bistod kongen som embedsmænd. Kammermesterembedet, der omfattede landets økonomi og pengevæsen, opstod i Nielses regeringsperiode, ligeledes de kongelige råder, der var civile embedsmænd, samt jarldømmet, der var en slags ombudsmandsembede. 1115 udnævntes Knud Lavard til jarl over de sydlige grænseområder. Han var opdraget ved Lothars tyske hof og tillagde sig den udenlandske titel hertug. Nielses søn Magnus (den Stærke) myrdede Knud Lavard i 1131, idet han frygtede denne som udfordrer til tronen og derefter brød den borgerkrig ud, der gjorde Nielses sidste regeringsår så blodige. Erik Emune startede den i Jylland, og snart efter støttedes han af Lothar, der netop var udråbt til Tysklands kejser. For at opnå fred måtte Magnus på Nielses vegne anerkende Lothar som Danmarks lensherre, og Erik Emune flygtede til Skåne, hvor han udråbtes til konge. 1134 led Niels nederlag i slaget ved Fotevig, hvor Magnus faldt, og på sin flugt, antagelig til Lothar, blev Niels myrdet i Slesvig, hvor Knud Lavard havde været uhyre afholdt. Nielses grav kendes ikke.

Margrete Fredkulla (? - ca. 1127)

Dansk og norsk dronning. Datter af kong Inge Stenkilson af Sverige og Christina. 1101 gift med Magnus 3. Barfod af Norge, efter freden mellem Sverige og Norge fik hun tilnavnet Fredkulla=fredspigen. I 1104 giftede hun sig med kong Niels af Danmark. Hun søgte gennem ægteskabspolitik at undgå stridigheder mellem Svend Estridsens mange efterkommere. Hun døde før 1130.

Ulvhild (? - ?)

Datter af Hakon Finsson. Gift med kong Niels. Menes at have været gift med kong Inge Halstenson. Skilt fra Niels og gift med kong Sverker af Sverige.

Erik 2. Emune (? - 1137)

Dansk konge 1134-37. Frillesøn af Erik Ejegod. Rejste 1131 oprør efter sin halvbroder Knud Lavards mord og slog efter megen modgang kong Niels og dennes søn Magnus ved Fodevig 1134. Gjorde blodigt op med halvbroderen Harald Kesja og dennes sønner. Felttog til Rügen og Norge. Kom i strid med biskop Eskil af Roskilde og stormanden Peder Bodelsen. Dræbtes af herremanden Sorteplov under et tingmøde på Urnehoved ting. Emune=den evigt huskede. Han gravlagdes i Ribe domkirke. Graven kendes ikke.

Malmfred (? - ?)

Datter af storfyrst Mstislav (Harald af Rusland). Gift med Erik omkr. 1130, da hendes første mand, den norske konge Sigurd Jorsalfarer døde.

Erik 3. Lam (den Spage) (? - 1146):

Dansk konge 1137-46. Søn af den jyske stormand Hakon og Ragnhild, der var datter af Erik Ejegod og dermed dattersøn af Erik 1. Han måtte bekæmpe mod kongen Oluf 2. Haraldsen indtil 1143. Han beskrives somt tapper, men uvirksom og overlod initiativet til ærkebiskop Eskil da han i 1146 gik i Odense kloster hvor han muligvis ligger begravet. Han giftede sig 1144 med Lutgard.

Lutgard (? - ?)

Datter af Rudolf, markgreve af Soltwedel og greve af Stade. Gift med Erik Lam 1144 og efter hans død med grev Hermann af Winzenburg.

Knud 3. (? - 1157)

Dansk konge 1146-57. Søn af kong Nielses søn Magnus. Konge i Jylland 1146-51, men blev fordrevet af Svend 3. Grathe, der var valgt til konge i Sjælland og Skåne. Atter konge 1154 ved kejser Friedrich 1. Barbarossas hjælp. Vandt i forbund med Valdemar 1. den Store over Svend 3. Grathe 1155-57. Fik ved forliget 1157 om kongemagtens tredeling Sjælland, men myrdedes kort efter af Svend under et gæstebud i Roskilde.

Svend 3. Grathe (ca. 1127-57)

Dansk med konge (Svend Knud og Valdemar) 1146-57. Søn af Erik 2. Han valgtes til konge i Sjælland og Skåne, mens jyderne foretrak Knud 3. Magnussøn. Det kom straks til krig, Svend fik overtaget og kunne en tid fordrive Knud fra landet. 1152 bekræftede Friedrich Barbarossa som Danmarks lensherre Svends eneherredømme. 1154 rejste Knud sig på ny, nu sammen med Valdemar 1., der hidtil havde støttet Svend. Denne blev fordrevet, men vendte 1157 tilbage og opnåede en tredeling af riget. Straks efter brød han selv forliget ved "blodgildet" i Roskilde, hvor Knud blev myrdet. den sårede Valdemar undslap og sejrede samme år på Grathe Hede, hvor Svend faldt.

Valdemar 1. den Store (1131-82)

Dansk medkonge fra 1154 og enekonge 1157-82; søn af Knud Lavard og Ingeborg. Født 8 dage efter mordet på faderen. Han fik sin opdragelse hos Asser Rig sammen med Absalon og Esbern Snare og sluttede sig under tronstridighederne til Svend 3. Grathe, som udnævnet ham til hertug af Slesvig i 1147. Han besejrede kong Knuds lensmand og hjalp med at fordrive Knud. Af dunkle grunde gik Valdemar 1154 efter trolovelse med Knud 3.s halvsøster Sophie over til Knud og tog kongenavn. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år efter Svends drab på Knud ved blodgildet i Roskilde, hvorfra Valdemar undslap med et sår, og Svends led senere nederlag og fald på Grathe Hede. Han opbyggede en stærk kongemagt og besejrede venderne i samarbejde med Hvideslægten, især Absalon. Vendertogterne kulminerede med Rügens erobring i 1169. Valdemars allierede, hertug Heinrich af Sachsen, sikrede sig dog størsteparten af de fælles erobringer, og Valdemar så sig nødsaget til at sikre riget mod syd, dels ved at tilføje Valdemarsmuren til Dannevirke, dels ved borganlæg i Åhus, Havn, Vordingborg, Kalundborg, Sprogø og Nyborg. Den europæiske magtkamp mellem pave og kejser fik sin danske udløber i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, gik ærkebiskop Eskil i landflygtighed. Den danske krone og kirke reddede sig dog i tide over i den rigtige lejr. Forsoningen med Eskil markeredes, da Valdemars fader Knud Lavard, helgen 1169, altersattes i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, og sønnen Knud 4. (6.) kronedes som arvekonge. Landstingets kongevalg blev herefter blot en formalitet. Valdemar anerkendte i 1162 den tyske kejser som lensherre, men ved sin død 20 år, efter havde han sammen med Absalon skabt grundlaget for Danmarks magtudfoldelse under sønnerne Knud 4. og Valdemar 2.
Hans grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted undersøgtes i sin tid af Fr. VII.

Sophia (? - ?)

Datter af fyrst Vladimir af Novgorod og hustruen Richiza af Polen. Moderen Richiza var først gift med Magnus Nielssøn af Danmark, derefter Vladimir og til sidst kong Sverker den første af Sverige.

Knud 4. (6) (1163-1202)

Dansk konge 1182-1202. Søn af Valdemar 1. den Store og Sophie af Novgorod. Han nægtede at aflægge lensed til den tyske kejser Friedrich 1. Barbarossa . Erobrede Pommern ca. 1185 og foretog et korstog til Estland i 1197. Han stod dog i skygge af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar 2. Sejr. Vederloven for kongens væbnede hird og den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt i Knud 4.s tid. Han kaldes ofte Knud 6., idet to konger med navnet Hardeknud indgik i ældre kongerækker under navnet Knud. Den første Hardeknud var ifølge Adam af Bremen far til Gorm den Gamle.
Gravlagt i Sct. Bendts kirke i Ringsted.

Gertrud (ca. 1153-97)

Dansk dronning. Datter af hertug Heinrich der Löwe af Sachsen og Bayern og Clementina von Zähringen. Hun var først gift med hertug Frederik af Schwaben. I 1177 blev hun gift med Knud 4. (6.).

Valdemar 2. Sejr (1170-1241)

Dansk konge fra 1202. Yngre søn af Valdemar 1. Sejr og Sophie af Novgorod. Hertug af Slesvig 1188-1202. Han erobrede 1201-08 Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamburg. 1214 stadfæstede kejser Friedrich 2. Danmarks besiddelse af disse lande samt af hele Venden, hvormed Tyske Rige blev lukket ude fra Østersøen. I 1219 fuldførte Valdemar den mangeårige danske estlandspolitik ved at erobre landet hvorunder Dannebrog dalede ned fra himlen. Blev bortført sammen med sønnen Valdemar under en jagt på Lyø af deres gæst Heinrich 1. der Schwarze af Schwerin 1223 og løskøbtes 1225 mod afståelse af alle erobrede områder i Nordtyskland. Alt håb om generobring brast efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorpå Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Han lod Kong Valdemars Jordebog udfærdige og stadfæstede kort før sin død Jyske Lov.
Han er gravsat i Sct. Bendts kirke i Ringsted.

Dagmar (? - 1212)

Dansk dronning. Datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet) og Edel af Meissen og gift med Valdemar Sejr 1205. Fik 1206 biskop Valdemar løsladt. Folkevisen giver hende et smukt eftermæle. Hun er gravsat i Sct. Bendts kirke Ringsted.

Berengaria (Bengerd) (? - 1221)

Dansk dronning. Datter af kong Sancho 1. af Portugal og hustruen Dulce. Ægtede Valdemar 2. Sejr i 1214 og blev moder til Erik, Abel og Christoffer. Folkevisen, der kalder hende Bengerd, stiller hende op som en modsætning til den gode og blide dronning Dagmar.

Erik 4. Plovpenning (1216-50)

Dansk konge 1241-50. Søn af Valdemar Sejr og Berengaria. Medkonge fra 1232. Ved at give grænselen til Eriks fire brødre havde Valdemar lagt grunden til de broderkrige, der hærgede landet i Eriks tid. Særlig farlig var Abel af Sønderjylland, der støttede sig til sine holstenske svogre. Erik udskrev til kampene en plovskat, der gav ham tilnavnet Plovpenning. Han erobrede Slesvig fra Abel, men blev under et besøg hos denne myrdet på Slien. Han begravedes først i dominikanerklosterets kirke i Slesvig, men senere førtes hans knogler til Sct. Bendts kirke i Ringsted, hvor de dyrkedes som hellige relikvier og han æredes som helgen. Senere lod roskildebispen knoglerne indmure i en af korets piller. Gift 1239 med Jutta.

Jutta (? - ?)

Datter af hertug Albrecht af Sachsen og Agnes af Østrig. Gift med Erik 1239. Da Erik døde giftede hun sig med grev Burchard af Rosenburg, borggreve af Magdeburg.

Abel (ca. 1218-52)

Dansk konge 1250-52. Søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria. I 1232 blev han hertug af Slesvig. Fra 1241 var han i stadig strid med sin broder Erik 4. Plovpenning, som dræbtes under besøg hos ham. Han svor dobbelt tylvtered for at rense sig for mistanke for brodermord, og derfor ikke dømt, og så kunne han kongehyldes i Lund 1. nov. 1250, men mistanken slap ham aldrig.
Selv faldt han i Ejdersted på togt mod friserne. Hans og Mechtildes efterslægt var hertuger af Sønderjylland til slægten uddøde i 1375. Han var ofte i bitter strid med den regerende (yngre) linje i Danmark.
Først gravlagt i Slesvig domkirke. Senere blev liget taget op, fordi han spøgede i kirken om natten, og pælet ned i et mosehul ved Gottorp slot, hvor der i dag findes et kong Abels hul.

Mechtilde (? - 1288)

Dansk dronning. Datter af grev Adolf 4. af Holsten (død 1261) og helvig af Lippe. Gift 1. gang 1237 med den senere kong Abel af Danmark. 2. gang i 1261 med Birger Jarl af Sverige. På grund af sin holstenske afstamning bidrog hun til at drage Abel-slægtens sønderjyske hertugdømme ind under holstensk indflydelse.

Christoffer 1. (1219-59)

Dansk konge 1252-59. Søn af Valdemar 2 Sejr og Berengaria. Han lå i strid med Abels søn Valdemar, til hvem han måtte overlade Slesvig i 1253-57. Han lå ligeledes i strid med kirken, der af Jakob Erlandsen krævedes at være uafhængig af kongemagten. Da kongen lod denne fængsle 1259, blev landet lyst i interdikt. I 1256 gjorde bønderne oprør mod ham. Christoffer døde pludseligt i Ribe, og er gravlagt i Ribe domkirke.

Margrete Sambiria (Sprænghest) (? - 1282)

Dansk dronning. Datter af fyrst Sambor af Pommern. Hun giftede sig i 1248 med Christoffer 1. I årene 1259-64 var hun formynder for sin søn Erik 5. Glipping. Hun lå i strid med Jakob Erlandsen, Erik Abelsøn og holstenerne. Da hun led nederlag på Lohede i 1261 blev hun fanget sammen med sønnen, men kom fri og genvandt initiativet. Det antages, at hun bevarede del i styret, efter at sønnen blev myndig. Margretes egenrådige politik skaffede hende mange fjender inden for adelen. Fik tilnavnet Sprænghest som hentydning til hendes energi.

Erik 5. Klipping (ca. 1249-86)

Dansk konge 1259-86. Søn af Christoffer 1. og Margrete Sambiria. Moderen tog styret og bevarede det trods nederlaget på Lohede 1261, hvor hun og barnekongen faldt i fangenskab. Også efter Eriks hjemkomst 1264 synes Margrete at have deltaget i regeringen. Den lange strid med ærkebispen Jakob Erlandsen sluttede med forlig 1272, men han blev myrdet, før han kunne genindtage ærkesædet. 1272 fik Erik tillige inddraget hertugdømmet Sønderjylland og kunne på højden af sin magt gribe afgørende ind i den svenske tronkamp. Fra 1276, da Marsk Stig nægtede at anerkende sønnen Erik (6.) som tronfølger, var der kraftig stormandsopposition, og ledet af Stig Andersen tvang stormændene 1282 Erik til at underskrive Danmarks første håndfæstning, der gjorde Danehoffet til politisk midtpunkt og standsede vilkårlig fængsling. Stig Andersen blev som marsk landets førende mand. I 1286 blev Erik myrdet i Finnerup lade, og Danehoffet dømte marsken og 8 andre fredløse 1287. Det forekommer mildt sagt usandsynligt, at netop den kreds, der havde magten over kongen, skulle snigmyrde ham. Valdemar af Sønderjylland og Jakob Erlandsens venner havde bedre grunde dertil. Tilnavnet Klipping eller Glipping er udlagt som "klippet fåreskind", som en besklippet, dvs. værdiforringet, mønt og som et stednavn.
Han gravlagdes i Viborg domkirke.

Agnes (? - 1304)

Dansk dronning. Gift i 1273 med Erik 5. Glipping. Datter af markgreven Johan den I. af Brandenburg og Jutta af Sachsen. Regent fra 1286 for sin umyndige søn Erik 6. Menved. Hun ægtede i 1293 grev Gerhard 2. af Holsten.

Erik 6. Menved (1274-1319)

Dansk konge 1286-1319. Søn af Erik Klipping og Agnes af Brandenburg. Han regerede først under formynderskab af dronning Agnes og i kamp med de fredløse, der var dømt for mordet på hans fader fik han hjælp fra Norge. Fra 1293 lå han i bitter strid med ærkebiskop Jens Grand, der fængsledes, men undslap til Rom, hvorfra han førte en proces, der endte med bøde og et interdikt, der først hævedes 1303 ved Eriks underkastelse under paven, der dog forflyttede Jens Grand. Erik genoptog Valdemarernes stormagtspolitik, blandede sig i svenske tronkampe og krævede overhøjhed over nordtyske fyrster. En tid så det ud til at lykkes, men så kom tilbageslaget. Landet blev forarmet, der var opstande, hvori bl.a. broderen Christoffer (2.) og ærkebiskop Esger Juul deltog. For at betale sine tyske lejeriddere måtte Erik pantsætte store dele af Danmark til tyske fyrster. Alle Eriks 14 børn døde som små. Hans bror Christoffer overtog fallitboet. Tilnavnet kommer af mundheldet "mænd ved", dvs. ved hellige mænd.
Gravlagt i Sct. Bendts kirke i Ringsted i dobbelgrav med sin dronning Ingeborg.

Ingeborg (? - 1319)

Dansk dronning 1296 ved ægteskab med Erik 6. Menved. Hun var datter af Magnus Ladulås af Sverige og Helvig af Holsten. Alle Ingeborgs 14 børn døde som spæde. Da det sidste omkom ved en ulykke, hvori hun måske selv var skyld (det faldt ud af en vogn), gik hun i kloster.

Christoffer 2. (1276-1332)

Dansk konge 1320-26 og 1330-32. Søn af Erik 5. Kllipping og Agnes af Brandenburg.
Han måtte underskrive en streng håndfæstning i 1320, dog uden at holde den. Fængslede som prins ærkebiskop Jens Grand, men fik som konge forlig med ham. Blev 1326 forjaget af grev Gert (Gerhard) af Holsten, men kom 1330 tilbage ved sin halvbroder, den holstenske grev Johans hjælp og mod afståelse af det halve rige. Han blev besejret af grev Gert i 1331 og pantsatte derefter resten af riget. Gravlagt i Sorø klosterkirke sammen med dronning Eufemia. Han var gift med Eufemia.

Eufemia (? - ?)

Datter af hertug Bratislav den fjerde af Pommern.

Valdemar 3. (ca. 1314-64)

Dansk konge 1326-29. Søn af hertug Erik 2. af Slesvig og selv slesvigsk hertug 1325-26 og 1329-64. Han indsattes som dansk barnekonge med sin onkel, pantherren grev Gerhard 3. af Holsten, som formynder. Denne lod ham udstede Constitutio Valdemariana, som for evigt skulle adskille Sønderjylland fra Danmark.

Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75)

Dansk konge fra 1340. Yngre søn af Christoffer 2. og Euphemia. Han overtog kravet på tronen, da broderen Otto gav op og indsattes efter aftale med de holstenske panthavere, som det lykkedes Valdemar at befri Danmark for inden 1360 da han indgik ægteskab med Helvig. sHan solgte Estland i 1346 og erobrede hansestædernes handelscentrum i Visby på Gotland i 1361, men den påfølgende krig mellem Hansaen og Danmark endte med dansk nederlag i 1370. Valdemar øvede stordåd ved at gensamle og genrejse det splittede og ødelagte rige. Han var ikke sart i sine metoder og blev først kaldt Valdemar den Onde.
Han døde på Gurre og gravsattes først i Vordingborg, men blev siden overført til Sorø klosterkirke.

Helvig (? - 1374)

Dansk dronning. Datter af hertug Erik 2. Valdemarsøn af Sønderjylland og Adelheid af Holsten. Ægtede 1340 Valdemar 4. Atterdag og bragte i medgift en fjerdedel af Nørrejylland. Moder til dronning Margrete (1.).

Oluf 3. (? - 1387)

Konge i danmark 1376-87 og i Norge 1380-87 .
Håkon VI og Margrethe I's søn, i Norge kaldet Olav 4. Håkonsson. Fra han var 6 år gammel til han døde som 17 årig var han konge af Danmark, men da han var umyndig, regerede hans mor Margrethe I Valdemarsdatter for ham.

Margrethe I (1353-1412)

Dansk rigsforstander. Datter af Valdemar Atterdag og Helvig af Søndrjylland.
Hun blev i 1363 gift med kong Håkon VI af Norge og Sverige. Hun regerede fra 1376 Danmark og fra 1380 Norge, for sin umyndige søn Olav 4. Håkonsson, til han døde i 1387. Herefter valgtes hun til rigsforstander. Hun besejrede, støttet af svenske adelsmænd, Albrecht af Mecklenburg og i 1387 fik hun arrangeret, at søsterdattersønnen Erik VII af Pommeren blev kronet til konge af Danmark Norge og Sverige, og samlede således norden under traktaten kaldet Kalmarunionen. Hun fik i 1385 Hansaerne til at frigive de skånske slotte og sluttede 1386 forlig med Holstenerne. Selv om Erik af Pommeren var den officielle konge, var han kun en slags stråmand for den virkelige hersker, Margrethe I, som ikke gav sin magt af hænde.
Hun er gravlagt i Roskilde domkirke.

Håkon den 6 (1340 - 1380)

Håkon 6. Magnusson (1340 - 1380)
Konge i Norge 1355-1380 og konge i Sverige 1362-1364.
Han var søn af den norsk-svenske konge Magnus Eriksson Smek og Blanka af Namur. Hyldet som norsk konge i 1343-44. Storebroderen Erik var udset til konge af Sverige når faderen døde.
Håkon blev konge i Norge 1355 dog beholdt faderen en del af landet under sit styre, dbl.a. landet på begge sider af Oslofjorden.
I Sverige gjorde Erik oprør mod faderen Magnus i 1356 og landet blev delt mellem far og søn i 1357. Erik døde allerede i 1359, og i 1362 blev Håkon også valgt til svensk konge. Etter en kort strid valgte faderen og Håkon at regere Sverige i fællesskab ligesom de allerede gjorde i Norge. De afsattes dog begge i 1364 og en fætter til Magnus, Albrecht af Mecklenburg, blev svensk konge. En del af adelen ønskede dog stadig Magnus og Håkon tilbage på den svenske trone og far og søn opgav aldrig håbet om at vende tilbage og forsøgte flere gange at generobre landet. Under et sådant forsøg blev Magnus fanget, og sad fængslet i Stockholm fra 1365-71, hvor det lykkedes Håkon at nå helt frem til Stockholm med en hær og befri faderen.
Håkon 6. Magnusson var gift Margrete I, der var datter af Valdemar Atterdag. De fik kun sønnen Olav, der blev valgt til dansk konge i 1376 og arvede Norge efter faderen i 1380.
Da Olav blev konge af Danmark-Norge, startede en epoke på 434 år, hvor Danmark og Norge var i union.

Erik 7. af Pommern (1382-1456)

Konge af Danmark 1396-1439, af Norge 1389-1442, af Sverige 1396-1439, hertug af Pommern-Stolp 1394-1459. Søn af Vartislav 7. af Pommern og Maria af Mecklemburg, der var datterdatter af Valdemar Atterdag. Adopteret af grandtanten Margrete (1.) af Danmark og Norge 1387. Han blev kronet i Kalmar i 1397 til konge over Danmark Norge og Sverige, men overtog først regeringen efter Margretes død i 1412. Han fik i 1413 Sønderjylland erklæret for hjemfaldent len, men skønt kejseren siden bekræftede hans ret, magtede han ikke at fordrive holstenerne gennem over tyve års krig (indtil 1435). Hansestæderne, der først var venligsindede, sluttede sig til Holsten i 1426 på grund af Eriks energiske og på lang sigt vellykkede forsøg på at fremme næringslivet i de danske købstæder, navnlig ved Øresund. Han grundlagde Landskrona i 1413, overtog 1416 København fra Roskildebispen og gav den nye privilegier, byggede Malmöhus og Krogen (Kronborgs forgænger) og opkrævede sundtold fra 1429. De kostbare krige førte til uro i alle tre riger. I Sverige udløste danske embedsmænds overgreb Engelbrekts oprør 1434, og to år efter måtte Erik acceptere en kraftig beskæring af sin myndighed. Han slog sig ned på Visborg, Gotland, som forberedelse til at vende tilbage, men tilhængere faldt fra, kongen blev afsat og ernærede sig herefter som sørøver på Visborg, indtil et svensk angreb 1449 fik ham til at overgive borgen til Christian 1. og vende hjem til Pommern, hvor han døde og ligger begravet.

Philippa (? - ?)

Gift 1406 med Erik af Pommern. Datter af Henry Bolingbroke, hertug af Lancaster, den senere Henry 4. af England og Mary Bohun. Hun er gravlagt i klosterkirken i Vadstena

Christoffer 3. (1418-48)

Dansk konge 1440-48, Svensk konge 1441-48, Norsk konge 1442-48. Søn af pfalzgreve Johan den 1. af Neumarkt og Erik 7. af Pommerns søster Catharina. Han havde held til at holde kalmarunionen sammen, bl.a. fordi han styrede Sverige ved svenskere. Han gav København ny stadsret 1443 og indviede den som residensstad ved sit bryllup i 1445 med Dorothea af Brandenburg. En bonderejsning i 1441 blev knust ved Skt. Jørgensbjerg .
Han gravlagdes i Roskilde domkirke. Graven kendes ikke. Efter Christoffer følger Christian den første.

Dorothea (1430-95)

Dansk dronning. Datter af markgreve Johann af Brandenburg og Barbara af Sachsen. Hun ægtede i 1445 Christoffer 3. af Bayern og i 1449 Christian I. Hun var en stor finansiel begavelse, og havde hertugdømmerne og mange slotte i pant.

Friedrich 1. Barbarossa

Friedrich 1. Barbarossa (1123-90) blev tysk konge 1152 og kejserkronet i Rom 1155. Han tilhørte Hohenstauferslægten. På 5 hærtog bekæmpede han de norditalienske byer der støttedes af paven, men led til slut nederlag i 1176 ved Legnano. Han indsatte flere modpaver for at demonstrere, at kejsermagten rangerede højere end pavestolen og ønskede en stærk tysk centralmagt. I 1180 besejrede han Heinrich der Löwe og sikrede sin slægt herredømmet over Italien-Sicilien ved sin søns ægteskab. Han modtog lensed af Svend Grathe og Valdemar den Store. På sit tredje korstog druknede han i en flod i Lilleasien.

Knud Lavard

Lavard betyder brødvogteren, dvs. den gode herre. Han var dansk hertug og fra 1115 grænsejarl i Sønderjylland. Han var søn af Erik Ejegod og dronning Bodil. Han giftede sig med den russiske fyrst Mistislavs datter Ingeborg, der efter hans død fødte ham sønnen Valdemar den senere Valdemar den Store. Han tvang venderfyrsten Heinrich til fred og arvede efter hans død hans land, og anerkendtes 1129 af den tyske konge Lothar som vendernes konge. Han dræbtes 7. januar 1131 i Haraldsted Skov af kong Nielses søn Magnus, der betragtede ham som en farlig rival. Knud blev helgenkåret i 1169 og hans helgendag er 7. januar. Han afbildes med blomsterkrans eller en hertugkrone. Da han var obotritternes konge, afbildes han undertiden med kongekrone og kan da forveksles med farbroderen Knud den Hellige.

Obotrit

Jarl

Skjalm Hvide (? - 1113)

Hvideslægten

Bisp Absalon, Esbern Snare var sønner af Skjalm Hvide, der var stamfar til slægten.
Sune Ebbesen, død 1186, tilhørte en anden gren. Han var sønnesøn af Skjalm Hvide og fulgte en tid Svend Grathe, men sluttede sig derefter til Valdemar 1. den Store og deltog i flere år i vendertogterne. Han var far til de 7 Sunesønner.
Ærkebisperne Jakob Erlandsen og Jens Grand var, på mødrene side, også af Hvidernes æt. De to jyske stormænd, der begge hed (marsk) Stig Andersen, benævnes sædvanligvis Hvide, skønt de ikke selv førte navnet. Stig Andersen Hvide den Ældre (død 1293) var storgodsejer i Østjylland og blev senest 1275 rigets marsk. Året efter var han blandt de stormænd, der nægtede at hylde kongesønnen Erik Menved som tronfølger. Formodentlig var han også blandt dem, der i 1282 aftvang Erik Glipping den første håndfæstning. I hvert fald synes han at have fremmet arvestridighederne i kongeslægten, hvilket var i det da opdukkende adelsvældes interesse. Efter kongemordet 1286 blev han med tvivlsom ret dømt fredløs 1287 som medskyldig. Derefter hærgede han de danske kyster med base først i Norge, fra 1290 på Hjelm. Den store marsks sønnesøn, Stig Andersen Hvide den Yngre (død 1369), var herre til Bjørnholm, nuværende Høgholm. Han var grev Gerhards marsk 1331, men sluttede sig til Valdemar Atterdag efter 1340 og blev kongens marsk. Solgte som statholder Estland til Tyske Orden. Leder af oppositionen mod kongens hårde fremfærd; udsonede sig med ham 1360.
Sunesønnerne, de 7 sønner af den sjællandske stormand Sune Ebbesen (Hvide), spillede en fremtrædende rolle i dansk og nordeuropæisk historie omkring 1200 og førte 1207-08 en privat krig mod Sverige for at genindsætte Sverker 2., der var svigersøn til Ebbe Sunesen, men blev slået ved Lena i 1208, hvor Ebbe og Lars Sunesen faldt. Skønt felttoget eller måske snarere nederlaget kom ubelejligt for Valdemar 2. Sejrs svenske politik, bevarede Sunesønnerne dog slægtens traditionelle nære samarbejde med Valdemarerne i kongens levetid. Jakob Sunesen af Møn (død 1246) var rigets mægtigste mand næst efter kongen, indtil Erik 4.s strid med kirken og Hviderne. Anders (ca. 1160-1228) var, efter omfattende studier i udlandet, en af tidens betydeligste lærde, især som lovkyndig. Som kongens kansler ca. 1190-1201 opbyggede han en ny administration, oversatte Skånske Lov til latin og kommenterede den med kirkeretligt sigte. Som ærkebiskop 1201-23 virkede han for en bedre uddannelse af gejstligheden og skrev hymner samt Hexaëmeron, et vældigt latinsk læredigt på 8040 heksametre over tidens dogmatik. Virkede fra 1206 for Estlands kristning og for landets erobring og inddragelse under Lund ærkesæde, før de konkurrerende tyskere nåede frem. 1219 deltog Anders i Valdemars togt og i slaget ved Lyndanis. Sine sidste år tilbragte han i ensomhed p.gr. af sin spedalskhed. Peder (1161-1214) efterfulgte 1191 Absalon på Roskilde bispestol. I 1201 overtog han tillige broderens kanslerembede. Han anførte et mislykket felttog mod Brandenburg 1198 og deltog i Valdemar Sejrs tyske krige. Roskilde Domkirke skyldes i det væsentlige ham. Den bærer præg af hans Frankrigsrejser, især Tournai.

Asser Rig (? - ca. 1140):

Absalon (1128 - 1201):

Esbern Snare (ca. 1127-1204):

Jomsvikingerne

Jomsborg lå på en ø der nu hedder Wollin, men før hed Jom. Wolin ligger i udmundingen af floden Oder i Østersøen, øst for byen Swinoujscie (Swinemünde). Den er på 248 km², og har fra 1945 tilhørt Polen. Venderne erobrede den under kong Knud den Store, men i 1170erne blev den ødelagt den af kong Valdemar den Store.
Mændene på Jomsborg kaldtes for jomsvikinger. Jomsvikingerne var frygtede elitekrigere, og deres mandstugt (disciplin) var meget hård. På borgen måtte der kun være mænd. Kvinder havde ingen adgang. Jomsvikingernes berømteste kamp er nederlaget i Hjørungavåg i året 986.
I striden mellem Harald Blåtand og dennes søn Svend Tveskæg, støttede jomsvikingerne kong Harald, og efter hans død (hvor han skulle være blevet dræbt af Palnatoke), kidnappede de kong Svend.
I Jomsvikinga-saga skrevet ca. år 1200 kan man læse om jomsvikingerne, men mange af sagaernes fortællinger er mere eventyr end historiske kendsgerninger.
Borgen menes at være anlagt af Harald Blåtand til hans hird, men også Toke Palnesøn, kaldet Palnatoke, siges at have grundlagt den.

PALNATOKE

Toke Palnesøn kaldet Palnatoke tjente hos kong Harald Blåtands kongsgård i Jelling. Han var flittig og dygtig og mange var derfor lidt misundelige på ham. Toke kunne godt lide at prale af, hvad kan kunne. Han var en dygtig bueskytte og en gang i et drikkelag sad han og pralede af, at han på lang afstand og i første forsøg, kunne skyde et lille æble af en pind. Dette fik kongen fortalt af nogle af Tokes fjender, og kongen besluttede en gang for alle, at få Toke til at holde op med sit praleri, og forlangte, at pælen skulle udskiftes med Tokes kæreste søn, og hvis Toke traf sønnen, havde han forbrudt sit liv som straf for praleriet. Der var ikke andet for Toke at gøre, end at hente sønnen. Han formanede sønnen at stå helt stille med hovedet højt. Han vendte ham derpå med ryggen til og lagde æblet på hans hoved. Toke tog derpå tre pile op af sit pilekogger, lagde den ene på buen, tog sigte og skød æblet af drengens hoved. Kongen spurgte ham da, hvorfor han havde taget tre pile frem, når han kun måtte benytte den ene og Toke svarede, at hvis han havde ramt sønnen, var de to øvrige beregnet på kongen.
Toke holdt dog ikke op med at prale af den grund, og en anden gang pralede han over, at han var bedre til at stå på ski end kongen, også selv om han aldrig havde prøvet det. Kongen forlangte da at Toke skulle bevise sin påstand ved at løbe på ski ned af klippen Kullen og der var ikke andet for Toke at gøre, end at udføre hvad kongen forlangte. Han kravlede derfor op på klippetoppen, spændte skiene på og begyndte nedturen. I starten gik det godt og han undgik heldigt mange store sten og klippestykker, men til sidst styrtede han. Han var dog så heldig, at skiene brækkede og kilede sig fast så han ikke styrtede i havet. Kongen troede han var død, hvilket bekræftedes ved, at resterne af hans ski blev fundet i havet,. men han overlevede og blev taget op af et skib. Han hadede nu kong Harald af et godt hjerte, og gik i stedet tjeneste hos kongens søn Svend Tveskæg, som stadig var hedning og kæmpede mod sin far mod kristendommen.
Harald forsøgte flere gange at bekæmpe sin oprørske søn. Tredje gang han forsøgte, angreb han ham med en hær af danskere og vendere ved halvøen Helgenæs. Kampen bølgede frem og tilbage hele dagen uden at det kom til en afgørelse. Da begge hære var udmattede, enedes man om at holde inde og næste dag holde et fredsmøde. Harald mente derfor, at der ingen risiko var ved at gå ind i skoven og forrette sin nødtørft. Her blev han opdaget af Toke, der nu fik lejlighed til at få udløb for sit indædte had til Kongen. Han lagde derfor en pil på buen og skød kong Harald. Kongen døde ikke straks og blev bragt tilbage af sine mænd, men udåndede kort tid efter.

Saxo Grammaticus (? - ca. 1220)

Dansk historieskriver af hirdmandsslægt. Som klerk var han i tjeneste hos biskop Absalon, der ca. 1185 opfordrede ham til at skrive en danmarkshistorie. Værket, Gesta Danorum, blev på 16 bøger, der strækker sig fra sagnkongen Dans tid til Knud 4. (6) og afsluttes i den 16. bog med vendernes undertvingelse i 1185. De første 9 bøger omhandler sagntiden og beretter om ca. 60 oldtidskonger. Disse bøger er formentlig hovedsagelig baseret på mundtlige overleveringer af danske sagn og gamle kvad samt oldnordiske sagaer. I slutningen af den 8. bog kan Saxo støtte sig til skriftlige kilder som f.eks. Adam af Bremen, Roskildekrøniken samt Svend Aggesens danmarkshistorie. 10.-13. bog omhandler tiden fra Harald Blåtand op til midten af det 11 hundredetallet, hvorefter den lange 14. og den korte 15. bog beskriver borgerkrigenes tid og Valdemar den Stores regeringsperiode. Værket er affattet på et lærd og ordrigt, men velskrevet latin. Som sprogkilde og forbillede har Saxo haft de romerske forfattere Quintus Curtius, Valerius Maximus samt Justinus og Martianus Capella, og han har kendt Vergil, Horats og Ovid. Af middelalderhistorikere har Saxo kendt Beda, Paulus Diaconus, Johannes af Salisbury og Dudo, men hans Gesta Danorum minder først og fremmest om Geoffrey of Monmouths Britanniens historie. Spørgsmålet om Saxos kilder har i øvrigt været genstand for stor diskussion. Den historiske værdi af værkets ældre dele er tvivlsom, men ikke den litterære, og billedet af hirdmændenes tankegang og af stormænds moral og idealer omkring 1200 er af umådelig værdi. Værkets tendens er pædagogisk. Fortidens idealer stilles i kontrast til datidens blødsødenhed, og den gamle nordiske folkeånd søges genoplivet. En række af vore nationale digtere har hentet stof i det oldhistoriske afsnits myter og sagn, som navnlig fik betydning for romantikken, og Grundtvig udsendte sin egen originale gendigtning. Af originalmanuskriptet er fire blade bevaret, nemlig det berømte Angersfragment, nu på Det kgl. Bibliotek. Endvidere eksisterer 3-4 andre middelalderlige håndskriftblade. Nutidens kendskab til værket skyldes Christiern Pedersens udgave, udkommet i Paris i 1514, hvori tilnavnet Grammaticus, hvilket betyder den sprogkyndige, vandt hævd. Denne udgave blev fordansket af Anders Sørensen Vedel i 1575.

Obotritter

Hirdmand

Klerk