Erik F. Rønnebech´s
ERINDRINGER
Jeg er født på Fredericia Sygehus, midt under 2. verdenskrig, medens Danmark var besat af tyskerne. Det skete natten mellem den 12. og 13. februar 1942.
I det år var der indført sommertid, hvilket betød, at urene var stillet en time frem. Fødselstidspunktet var kl. 0.20, så efter normaltid er jeg født den 12. februar, men har fødselsdag den 13. Det var en vanskelig fødsel, som jeg vel med nød og næppe overlevede. Jeg blev nemlig født baglæns med fødderne først. Mor blev indlagt 3 døgn før hun fødte. Jeg lå i pandestilling og måtte vendes medens mor var i fuld narkose.
Både mine forældre og min mors forældre (bedstefar og bedstemor) boede i samme hus. Huset, der ikke eksisterer mere, lå i udkanten af Hannerup skov, tæt ved banen til Kolding. Der gik en jordvej fra Teglværksvej ned omkring huset og videre til Hannerup Brovej. Stykket fra Teglværksvej ned mod huset, kaldte vi for Stenbakken, idet dette stykke var funderet med sten, så man kunne gå nogenlunde tørskoet. Fra huset og til Hannerup Brovej var vejen derimod pløret og leret i våde perioder. Huset ejedes af en lærer Hastrup, og kaldtes derfor i daglig tale for Hastrups Hus. Det var oprindeligt bygget til hans forældre, som, selv om moderen var af adelig familie, var meget fattige, og vist blev forsørget af hendes familie. Huset gik derfor også under betegnelsen "Herresædet" eller "Baroniet". Mine bedstefar lejede huset da han kom til Fredericia i 1926 for at arbejde ved opførelsen af den første lillebæltsbro og Fredericia nye banegård. Da mine forældre var blevet gift i Vordingborg, og flyttede tilbage til Fredericia, blev huset delt i 2 lejligheder.
Huset indeholdt ingen moderne bekvemmeligheder. Der var lokum udenfor i et træskur. Vand til madlavning og vask skulle trækkes op af en gammeldags vindebrønd, d.v.s. et tov bundet fast til en spand i den ene ende, og viklet op om en drejelig aksel med håndtag i den anden ende. Når man skulle hente vand, firede man spanden ned i brønden, og med et bestemt ryk i tovet fik man den til at synke, hvorpå man hejste vandet op og hældte det over i en anden spand. Vandet var stærkt forurenet, og måtte koges for at kunne bruges til drikkevand. I køkkenet stod et brændekomfur. Al vask skulle ligeledes foregå i køkkenet. Køkkenbordet bestod af træplanker hvori der i den ene ende var lavet et firkantet hul til vasken, der var en firkantet zinkkasse, fastgjort under bordpladen og med et afløb ført gennem muren, ud til en rendesten (jordrende), der løb langs med huset, tæt forbi brønden. hen til en grøft der førte ud til skoven. Når man skulle vaskes, tog man varmt vand fra vandgryden i komfuret og hældte op i et vaskefad, anbragt i zinkvasken.
I komfuret blev fyret med kvas og brænde. Kvas er de tyndeste grene og kviste på et træ. Far købte et læs bøgekvas i skoven, og det blev så hugget i passende stykker med en økse. Far gik også i skoven og tog stød (træstubbe) op. De blev så kløvet til brænde. Et meget hårdt arbejde, men der var stor mangel på brændsel under og efter krigen. Der blev også fyret med tørv, formbrændsel (presset brunkul), briketter (presset kulstøv) og koks, men sidstnævnte var en mangelvare og meget dyre. Koksene, tørv og briketter blev brugt i kakkelovnen. I komfuret og grubekedelen fyredes hovedsageligt med træ. Køkkenet var normalt det sted i huset der var varmest at opholde sig i når det var koldt. Husene var ikke isolerede, og vinduerne var utætte og havde kun et lag glas. Tæt på kakkelovnen var der meget varmt, og varmen aftog hurtigt jo længere man kom væk. Desuden var der meget fodkoldt.
Ruderne var normalt dækket af et tykt lag is, og for at isolere for kulden og beskytte potteplanterne i vindueskarmen, satte man aviser op i vinduerne. I soveværelset var der ikke opvarmet. Man kunne dog fjerne den værste kulde ved at lade døren stå åben til stuen inden man skulle i seng. Men ellers tog man dynerne ind til kakkelovnen. Kakkelovnen havde desuden et rum over fyrlågen, hvor man kunne anbringe en vandkedel. I rummet kunne også anbringes en sten eller mursten, der, når den var varm, blev pakket ind i avispapir eller et gammelt tæppe, og anbragt i sengen som varmedunk.
Huset ved skoven blev, som tidligere omtalt, nedrevet i 1980 érne da kommunens parkafdelingen købte grunden til materialeplads.
Da jeg og min familie boede i huset, ejedes det af daværende skolelærer Holger Hastrup. Det var oprindeligt bygget til hans forældre af hans mors familie, og kaldtes i folkemunde Baroniet eller herresædet fordi moderen var født baronesse, men vistnok familiens sorte får, som i stor udstrækning blev forsørget af familien.
Huset var oprindeligt bygget som enfamiliehus, men blev senere indrettet til at huse 2 familier. Mine bedsteforældre (morfar og mormor), lejede huset i slutningen af 1920 érne, da bedstefar var kommet til Fredericia for at arbejde ved anlæggelsen af den nye banegård, samt anlægget af banelinien til den gamle Lillebæltsbro. Senere, først i 1940´ erne flyttede mine forældre ind i den ene halvdel af huset, og boede her da jeg blev født i februar 1942.
Huset havde ingen moderne bekvemmeligheder bortset fra elektricitet. I køkkenet lavedes mad på et brændekomfur, og de øvrige rum opvarmedes med kakkelovn. Køkkenvasken var en trækasse foret med zink, nedsænket i et hul i køkkenbordet, og afløbet var et rør gennem muren. Udenfor løb det beskidte vand via en rendesten, hen til en grøft, der løb lige forbi vores brønd. Brønden var et hul gravet ned til grundvandet og foret med sten. Det var en vindebrønd d.v.s. en trisse (vinden) der drejedes rundt med et håndsving. Trissen var gjort fast i en trækarm uden om hullet. I begyndelsen var karmen åben foroven, så når det blæste, faldt der visne blade og andet skidt ned i brønden. Siden forsynede far karmen med et låg. En zinkspand var fastgjort i et tov på trissen, og når man skulle hente vand, firedes spanden ned i brønden til den nåede vandspejlet. Så skulle den have et ryk i tovet for at få den til at synke. Vandet var stærkt forurenet, og måtte koges før det kunne bruges til at drikke. Når der skulle vaskes storvask, var det mange spande vand der måtte hejses op fra brønden. På den tid var vindebrønden gået af mode de fleste steder og erstattet af en pumpe eller vand fra et vandværk.
I brændekomfuret blev fyret med kvas og tørv. Kvas var tynde grene og kviste der købtes i skoven om vinteren og ved hjælp af økse og huggeblok blev hugget i passende længde. I komfuret kunne også bruges tørv, men de var af svingende kvalitet og gav ikke megen varme men en masse aske. Ved siden af komfuret stod brændekassen og høkassen. Høkassen var en trækasse fyldt med hø eller halm. Når en gryde med f.eks. grød eller kartofler var kommet i kog på komfuret, blev den stillet ned i høkassen og dækket til. Så stod den her og kogte færdig.
I kakkelovnen blev fyret med brænde, brunkulsbriketter eller koks. Koks var det dyreste, men også det bedste brændsel. Varmt vand kunne fik man fra en vandgryde i komfuret, eller fra en kedel. Der fandtes nogle specielle kedler der kunne bruges i kakkelovnen. De kaldtes stikkedler, og kunne stikkes ind i fyringslågen. På nogle vandkedler kunne man anbringe en fløjte på tuden der fløjtede når vandet kogte. De kaldtes fløjtekedler.
Soveværelset var ikke opvarmet bortset fra en rist i muren ind til stuen. Når det var rigtig vinter, kunne det være en kold fornøjelse at komme op om morgenen, for kakkelovnen var forlængst brændt ud, så temperaturen kunne godt nærme sig frysepunktet inde i soveværelset, og vinduerne kunne være dækket fuldstændig af isblomster. For at skåne de potteplanter der stod i vindueskarmen mod kulden, satte man aviser op mellem planterne og vinduet.
Inden der kunne tændes op i kakkelovnen, skulle den renses for aske og slagger, og der skulle lægges papir og optændingspinde ind i fyrrummet. En kakkelovn havde tre låger. Den øverste var fyringslågen. Den midterste, der sommetider kunne være forsynet med marieglas så man kunne se ilden inde bag ved, brugtes når kakkelovnen var kold og man skulle rense slagger ud og tænde op. Slagger var urenheder i koksene, der brændte sammen i store klumper.
Bag den midterste låge var der en grov rist med skråtstillede lameller. Risten kunne tages ud så man kunne komme ind i brændkammeret, der far foret med ildfaste sten, men inden man tog risten ud, skulle den løse aske først rystes ned i askeskuffen. Askeskuffen var bag den nederste låge. Oven over den var der en rund rist (askeristen), der kunne drejes frem og tilbage ved hjælp af et aftageligt håndtag. Når man drejede risten hurtigt frem og tilbage, dryssede asken ovenover igennem risten og ned i askeskuffen.
Når asken var rystet ned i askeskuffen, askeskuffen var tømt, fyrkammeret var renset, og der var lagt en sammenkrøllet avis under et bundt optændingspinde eller kvas ind på askeristen og slaggeristen var lagt på, kunne der endelig tændes op. Så snart der var god ild i pindene, kunne man begynde at komme koks på, og snart kunne man fornemme at varmen begyndte at brede sig ud i rummet. Hvis skorstenen var blevet kold, sugede den ikke røgen så godt, og så kunne det godt ryge lidt i stuen.
For at få kakkelovnen til at brænde jævnt, var der ventiler på de nederste låger så man kunne regulere trækken, men det kunne være svært at få ovnen til at varme tilpas.
Det kunne også være en kold fornemmelse at komme i seng om aftenen, når man gik fra den varme stue og ind i det kolde soveværelse. Var det rigtig koldt, tog man, nogen tid før men gik i seng, en mursten og varmede op på kakkelovnen eller komfuret. Når den var godt varm, blev den pakket ind i en avis og lagt ind i sengen.
En fast bestanddel i soveværelset var natpotten og natspanden, der var en hvidemaljeret gulvspand med et specielt låg med udluftning- Toilettet befandt sig i et lille skur udenfor huset, og var et såkaldt "lokum" (en træplade med et hul i og en lokumsspand nedenunder), og det siger sig selv, at man ikke var glad for at benytte det om natten. Der var i øvrigt heller intet lys derude, så skulle man derud når det var mørkt, måtte man have en lommelygte med. Det var far der tømte lokumsspanden, der tit havde "top" på. Han tog en avis og fik fat i håndtaget. Så blev spanden båret op til køkkenhaven og indholdet hældt i et hul han gravede i jorden .
Al personlig hygiejne foregik ved køkkenvasken, med mindre man var så lille at man kunne bades i en zinkbalje. Metoden kaldtes etagevask. Større børn blev sat op på køkkenbordet med benene ned i et vaskefad i køkkenvasken. I forbindelse med den månedlige storvask, kunne de voksne få noget der mindede om et karbad i grubekedelen eller et stort trækar.
Storvasken var et helt kapitel for sig. Dagen før vaskedagen, blev tøjet lagt i blød i soda i store kar og baljer. Først skulle der naturligvis hejses en masse spande vand op af brønden. Næste morgen blev der tændt op i grubekedelen i vaskehuset eller bryggerset. Tøjet blev herefter kogt i kedelen, der var en stor indmuret jerngryde med et ildsted under. Der kunne være så meget tøj at der skulle koges 4-5 grydefulde eller mere. Fra grubekedelen kom tøjet op i vaskebaljen, der var anbragt på en taburet eller bænk for at være i arbejdshøjde. Her blev tøjet så gnubbet på et vaskebræt og evt. skrubbet med en skurebørste, til det var rent, og blev herefter lagt over i et kar med koldt skyllevand. Efter at være skyllet i flere holdt rent vand, hvor man kunne tilsætte "blånelse" til sidste skylning for at tøjet skulle syne mere hvidt. Blånelse var en stor tablet af et blåt farvestof, indpakket i en tøjpose. Man dyppede posen i vandet til det var tilstrækkeligt blåt, og kom så tøjet i. Så skulle vandet vrides af tøjet, enten med håndkraft, eller ved hjælp af en vridemaskine, som man spændte på kanten af skyllekarret. Så blev tøjet båret ud og hængt til tørre på lange snore, og efter en lang dag, var storvasken slut.
Når det sidste tøj var kogt i grubekedelen, og medens der endnu var varme på ildstedet, kunne man så varme en portion vand til at bade i.
Når tøjet var tørt, var det krøllet og skulle det gøres klar til brug igen. Det der var huller i skulle lappes eller stoppes. Skjorter, kjoler, bluser m.m. skulle stryges, og noget skulle stives før det blev strøget. Duge og sengetøj blev tit sendt til rulning hos en rullekone.
Til vores lejlighed hørte en stor have med frugttræer og bærbuske. I haven blev avlet grøntsager og kartofler, så vi næsten var selvforsynende. I perioder havde vi høns, og far prøvede også engang med gæs, men det gik ikke så godt, for de døde alle sammen. Det skulle være fordi de havde spist af planten Sort Natskygge. Far havde også engang fået et skravl af en pattegris, som han håbede han kunne fede op, men skravlet gik også hen og døde i løbet af kort tid.
Ting som ikke tålte kogning som uldtøj, strømper og sokker, finere undertøj o.l. , blev vasket hen over måneden som klatvask. Man lagde dem i en snavsetøjskurv når de trængte til vask og 1-2 gange om ugen blev der vasket klatvask, der som regel foregik i et stort vaskevad i køkkenvasken. Når vasken var tør, blev den gået efter for huller, manglende knapper og hægter o.l.. Det der ikke trængte til reparation blev lagt på plads og det der skulle repareres blev lagt i en kurv. Aftentimerne blev så brugt af husmoderen til at stoppe strømper eller lappe skjorter o.l.
Om foråret, når solen begyndte at varme, skulle der gøres hovedrent i hele huset. I vinterens løb havde støvet fra kakkelovnog komfur sat sig overalt i gardiner og møbler, og i de uopvarmede soverum havde fugten sat sine spor og givet alt en muggen lugt.
Alle vinduer blev lukket op på vid gab. Gulvtæpper, der dengang var løse vendetæpper, der ikke dækkede hele gulvet, blev slæbt ud i haven sammen med polstermøblerne og alt fik en tur med tæppebanker og børste. Gardinerne blev taget ned og vasket. Madrasser der dengang var fyldt med krøluld eller træuld, blev båret ud og banket så støvet stod i skyer. Garderoben blev hængt ud og luftet så den mulede lugt kunne komme ud, og så blev der taget fat med vand og brun sæbe. Hele huset blev gjort rent helt ud i alle kroge og en frisk lugt af sæbe bredte sig overalt. Nogle af gulvene skulle måske også ferniseres, nu møblerne var ude. Til sidst blev det hele sat på plads igen og huset føltes næsten som nyt.
Jeg har aldrig helt kunne forlige mig med at spise fjerkræ, og grunden er sandsynligvis, at jeg ikke havde andre børn at lege med, medens vi boede i Hannerup, og derfor knyttede mig meget til de dyr vi havde. Når jeg fik at vide, at der skulle slagtes en høne, fik jeg det dårligt og holdt mig så langt væk som muligt. Jeg var også meget glad for vores kat og det var vist gensidig. Da jeg begyndte at gå i skole, fulgte katten mig på vej et bestemt stykke, og den hentede mig igen det samme sted når jeg kom fra skole. Den skulle så op og sidde på min skulder så jeg kunne bære den hjem. Desværre endte det sørgeligt med katten. Da vi flyttede til Skyttevej ville katten ikke med, men rendte tilbage til Hannerup så jeg måtte hente den flere gange. Da det endelig lykkedes at få den til at blive, havde vi også fået en lille gravhund "Palle", som var kommet tilrendende. De to trivedes ikke sammen og katten blev syg og far fik en mand til at komme og skyde den. Den dag den skulle skydes gik jeg så langt hjemmefra, at jeg ikke kunne høre noget, og jeg havde det dårligt lang tid efter. Hunden fik i øvrigt også en barsk skæbne, idet den ikke kunne lade være med at bide mælkemandens hest i koderne, så far besluttede, at den skulle aflives, og tog den med til en smed på Brovej, som aflivede den ved at knuse hovedet på den med en hammer.
Senere fik vi en schæferhund "Trold". Det var en flot hund, som havde haft en elendig tilværelse som lænkehund hos nogle mennesker der boede i byens nordlige udkant. Jeg var med far ude at hente hunden, der tydeligt var misrøgtet og meget nervøs. Far lavede en hundegård og et hundehus under terrassen, og vi begyndte at gå til træning med den i Fredericia Civile Hundeførerforening. Hver søndag cyklede vi fra Skyttevej ud på Fælleden til en times træning. Trold var meget lærenem, og fulgte mig som en skygge når vi var ude at gå tur. Trold var en tæve, og engang den var i løbetid, var det lykkedes for en collie at bryde ind i hundegården til den. Den fødte 12 hvalpe medens vi var på sommerferie, og Trold blev passet af en nabo; så vores overraskelse var stor da vi kom hjem. En af hvalpene beholdt vi selv, og den kom til at hedde Buster. Trold blev aflivet ikke så længe derefter, fordi den skulle være brudt ind i en hønsegård og have dræbt nogle kyllinger. Der var dog ingen beviser for, at det var Trold, man far fik den straks aflivet. Buster voksede op og blev også trænet. Selv om den var en bastard, blev den en af de bedste på holdet. Den var også meget glad for mig, og det blev dens skæbne. En dag vi lejede kaldte jeg på den, og den kom strygende i fuld fart omkring hushjørnet. Desværre stod der en murbalje, der far lavet af en gennemskåret olietønde, inde ved husmuren. Baljen havde en skarp spids på kanten, og idet hunden løb forbi, river spidsen et hul i hundens side. Hunden gav et hyl og begyndte at slikkede sig i såret. Jeg fik den med ned i kælderen, hvor den lagde sig ned medens den peb. Da far kom hjem, fik han fat i en dyrlæge, som kom ud og så på hunden. Jeg kunne ikke klare at være til stede, men jeg husker tydeligt, at far kom op og fortalte, at dyrlægen ikke mente det kunne betale sig at sy såret, og at Buster skulle aflives. Siden den dag har jeg ikke haft lyst til at have dyr.
Fra jeg blev født boede vi dør om dør med bedstefar og bedstemor. Mine erindringer om bedstefar er meget vage, idet han døde 28 oktober 1944 da jeg kun var 2 år og 8 mdr. gammel. Bedstefar skulle dog have været meget glad for mig, og leget mere med mig end nogen af hans andre børnebørn. Jeg sad på hans skød og spiste grød, og sad på hans mave og rykkede i hans overskæg medens jeg forsøgte at sige: Riv Rasmus, ellers drovner ´æ kat. Bedstefar var musikalsk og spillede violin, harmonika og klaver, og spillede til bal i sine unge dage. Jeg havde fået en lille legetøjsviolin og spillede sammen med bedstefar. En af dem jeg kendte var fingerpolka (Med hænderne si´r vi klap klap klap ...). Når bedstefar spurgte mig "hvad skal vi så spille" stammede jeg ivrigt: "Ddd--u sss--ka la pigerne gå bedstefar", hvorpå den gamle lo så tårerne trillede ham ned ad kinderne.
Bedstefar døde tre dage før han ville være fyldt 73 år. Han fik ondt i maven og gik til sengs, og kort tid efter døde han. Dagen han døde lå han livløs i sin seng og man forsøgte at vække ham. Da det ikke lykkedes, hentede man mig fordi man mente, at hvis han hørte min stemme ville han nok reagere, så jeg stod og ved ham og kaldte "Bedstefar", men bedstefar reagerede ikke, han var død.
Min bedstemor fik jeg et meget tæt forhold til. Hun var allerede en gammel kone da jeg blev født, (72 år). Jeg elskede når bedste bar mig rundt i haven når det regnede under en stor paraply. Bedste lærte mig at spille ærpind og "Bedstemor med slag i" og vi sang næsten altid når jeg var inde hos hende i hendes hyggelige stue. Sangbogen vi sang i, har jeg stadig. Om vinteren blev der lagt en mursten tilvarme i kakkelovnen inden vi skille i seng i det kolde soveværelse. Når stenen var varm, blev den pakket ind i en avis og lagt ind i sengen. Sø var den dejlig varm at kravle ned i. Vi stegte også sommetider æbler på kakkelovnen.
Bedstefar havde købt et gammelt taffelformet klaver som han havde sat i stand. Dette klaver lærte jeg mig selv at spille melodier på da jeg var fire år. En af de første melodier jeg lærte mig var "Nu dages det brødre, det lysner i øst", som jeg havde hørt et hornorkester spille da jeg var med far og mor til 1. maj demonstration. Det næste nummer jeg lærte mig var: "Se nu danser bedstefar".
Bedste blev boende i Hannerup efter at vi var flyttet på skyttevej, og jeg husker tydeligt, når jeg ved vintertid, hvor det tidligt blev mørkt, cyklede ned til hende for at overnatte. Det kunne godt gyse lidt i mig når jeg kørte ned ad "Stenbakken" og forbi en mørk granskov op til huset.
Engang sprang en hare ud foran cyklen, så jeg fik et mindre chok. Jeg skyndte mig forpustet op til huset og ind af døren, og var først rolig da jeg stod i bedstes varme stue.
Bedste har også reddet mig for mangen en endefuld. Når mor var efter mig, skyndte jeg mig hen til hendes dør og råbte: "Bedste Bedste! mor er ræd (vred) på mig", og nåede hun ud, søgte jeg ly i hendes skørter, og så måtte mor lade mig gå.
Da bedste senere flyttede i en lille lejlighed oven på den daværende købmandsbutik på hjørnet af Prangervej og Jagtvej, sov jeg også af og til hos hende, men besøgene ebbede dog lidt ud. Bedste kom til sidst på alderdomshjem, hvor hun fik en lille bitte stue, hvor der kun var plads til seng, bord og stol. Det må have været frygtelig trist for hende, for hun brød sig ikke meget om omgang med fremmede mennesker. Jeg var nu konfirmeret, og havde mange ting at gøre. Jeg besøgte stadig bedste og gik en tur med hende i haven, men der kunne godt gå 14 dage imellem mine besøg.
Bedste blev 92 år inden hun døde. Forinden havde hun haft et par hjerneblødninger og var blevet senil. Det var slemt at besøge hende. Hun var flyttet til sygeafdelingen, og jeg husker stadig stanken der var på den tomandsstue hun lå på. Der var intet toilet på stuen, men en toiletstol med en spand under, der til tider var overfyldt. Bedste fik mareridt og så syner, og det var ikke rart at se og høre på. Jeg var 20 år og opholdt mig i København da hun døde, og kom ikke med til hendes begravelse.
Før det var almindeligt at have bil, brugte man ofte sommerferien til at besøge familie.
Bedstemor i Hannerup var et naturligt samlingssted for mors familie. Hver sommer kom der besøg. Onkel Viggo i Fakse og onkel Hans i Årre kom i bil. Resten af de udenbys kom med toget.
Det var altid spændende at få besøg, og jeg har mange gange været med bedste nede ved banen og vinke når familien kom eller rejste.
De første steder jeg kom på ferie var i Holsted og Årre.
Moster Ellen og onkel Peder havde ikke selv børn, og boede på et lille landbrug i Gørklint ved Holsted. Selv om jeg boede på landet, havde jeg ikke stiftet bekendtskab med landbruget før. Her var det også en helt ny verden med mange spændende indtryk, og specielt lugte, der åbenbaredes for mig. Jeg husker stadig lugten af stald og nyraspede roer. Et år må jeg have været der om efteråret, for jeg husker jeg var med i marken og hjælpe med at trække roer op. Det foregik ved håndkraft. Redskaberne var dels en bredbladet kniv med en krog i enden som man brugte til at trække roen op med. Med kniven huggede man roetoppen af, og lagde roerne i en række og toppene i en anden. Senere kørte man op langs rækkerne med hestevogn og læssede roerne på ned en greb. Man brugte også en slags skuffejern med skaft på til at tage roer op med, så skulle man ikke bukke sig så meget. Man "skuffede" først toppen af, og på bagsiden af jernet var der en pig som man trak roen op med.
Onkel Hans og moster Edel i Årre havde heller ingen børn selv, men i skolernes sommerferie var huset fyldt op med mosters søskendebørn. Onkel Hans var smedemester, og det var spændende at følge med i, hvad der foregik i smedjen, hvor de tre smedesvende arbejdede. Det var også spændende at se, når onkel Hans skoede heste. Jeg var også med Onkel Hans når han var rundt ved bønderne og reparere deres landbrugsmaskiner. Så kørte vi i Forden, og jeg måtte tit side længe og vente for onkel Hans snakkede meget og længe, men det hjalp dog noget, at jeg fik lov at starte bilen når vi skulle videre. Jeg husker også de drabelige vandkampe vi havde rundt om huset, hvori smedesvendene også gerne deltog. Moster havde smedesvendene på kost, så der kunne være en ordentlig bordfuld når det var fodringstid. Vi sov i et værelse oppe på loftet, og vi var tit mange sammen i værelset.
Farfar og farmor så jeg ikke så meget til. Vi besøgte den naturligvis en gang imellem i Bjergegade 6C, hvor de boede på første sal. Når vi besøgte dem var det som at komme til et fremmed land. Så snart man åbnede gadedøren lugtede man cigarrøgen fra deres lejlighed, og lugten blev gennemtrængende når man kom ind i lejligheden. Det føltes ikke ubehagelig, tværtimod. Der var mange andre lugte i huset som jeg ikke kendte hjemmefra. Bl.a. lugten fra bygassen, som brugtes i køkkenet, hvor maden blev lavet på gasapparater, og bagværket bagt i en gasovn. En anden spændende ting var køkkenvasken med en vandhane ovenover. Vandhanen var en såkaldt sparehane, hvor man skulle trykke på en stang når man skulle bruge vand, og når man slap stangen, lukkede vandet. På vandhanen sad en hvid gummislange. Vasken var en emaljeretret vask, og farmor havde en speciel lille skovl med huller i til at fjerne affald fra vasken med. Gasmåleren var også spændende med tre visere der drejede rundt. Gasmåleren i kælderen, der brugtes til gasgrubekedelen, skulle fodres med gasmønter som en automat. Alle de ting kendte jeg ikke hjemmefra. Der var også træk og slip i et lille rum i kælderen. Vinduet ud til gården var beklædt med noget specielt farvet papir så man ikke kunne kikke ind.
Vi var som regel inviteret til at spise. Når middagen var overstået, spillede de voksne som regel kort og jeg var overladt til mig selv. Jeg gik rundt om bordet og kikkede på spillet, der hed idiot seksogtres med piber og trommer. Spisestuestolene havde øverst i ryggen en drejet tværpind, som jeg fandt ud af kunne drejes rundt, og når jeg gjorde det, kom der en speciel pibende lyd. Så kunne farfar godt blive bøs og skælde ud. De voksne snakkede i det hele taget ikke meget med børn. Når de voksne talte sammen skulle børnene tie stille og kun svare, hvis de blev spurgt.
Da jeg blev lidt ældre, fik jeg lov at løbe op på legepladsen for enden af Bjergegade. En legeplads var også ukendt land for mig.
Farfar var kendt af gadens drenge. Hvis de lavede noget han ikke syntes om, råbte han efter dem og skældte ud.
Farfar og farmor besøgte mig altid til min fødselsdag. Det var farmor der købte gave til mig. Nogle år fik jeg skinner til et optrækstog jeg engang fik af far og mor i julegave. Når farmor var på besøg, skulle jeg næsten altid spille for hende på klaveret. Det var ikke altid jeg havde lyst. så blev jeg som regel lokket med en 25 øre, og til sidst lykkedes det dem som regel at få mig overtalt. Hendes yndlingsmelodi var Rokokkominuetten, som hun forærede mig noderne til. Var der lidt stemning, kunne det lykkedes os at få farfar til at synge "Tre trallande jäntor" der begynder således:
de svängde de svepte med kjolen, de trallade alla de tre."
Kan du li´ røget sild, kan du li´ røget sild,
kan du li´ røget sild med chokoladeovertræk.
Det smager vældig godt, det smager vældig godt,
det smager vældig godt med chokoladeovertræk."
Omkvædet er ellers tra-la-la-la.
Og gik det højt sang han også gerne:" En jæger gik at jage". Farfar havde tidligere sunget i cigarmagersangkoret.
Farmor døde i 1959, medens jeg opholdt mig på Ærø. Omkring et år tidligere havde hun fået konstateret lungekræft og fik fjernet den ene lunge. Hun fik det bedre en tid, men så fik sygdommen igen overtaget. Efter hendes ønske skulle kun børn og svigerbørn med til begravelsen. De var da flyttet til en pensionistbolig på Friggsvej. Da farmor var død, flyttede farfar til en mindre lejlighed i nærheden. Så længe han kunne gå, var han sine faste ture på torvet onsdag og lørdag, og han fulgte nøje med i varepriserne. Han var også på havnen, hvor han afsatte sine aviser til Søren, der havde et fiskeudsalg i den daværende fiskerihavn, hvor de friske fisk blev hentet i hyttefade der lå i havnebassinet. Da han ikke mere kunne gå så langt, sad hav mest ved vinduet i stuen og kikkede ud. Han holdt selv pinlig orden i lejligheden og støvede af. Hans tøj blev børstet og hængt på bøjle inden det kom i klædeskabet.
Farfar døde i 1974. Han var faldet og havde brækket benet. Da han kom på sygehuset, fik han vand i lungerne og døde.
Onkel Niels og tante Irma boede på Egeskovvej 24, lige ned til volden. Niels var lystfisker eller sportsfisker, som det kom til at hedde, da der blev lavet foreninger. Niels og Irma havde ingen børn selv, men tog sig meget af søskendebørn. Niels lærte mig alt om voldgravsfiskeri. Jeg lånte en stang med fastspolehjul af ham, og startede med at øve kast med et lod som "krog" nede på volden. Når jeg skulle med Niels ud at fiske, skulle jeg tidligt op. Ved 3-tiden ringede vækkeuret, og jeg husker tydeligt stemningen, når jeg cyklede fra Skyttevej ind op Egeskovvej lige i morgengryet. Niels var gerne i gang med at gøre grejet klar når jeg kom, og så gik turen ned til voldgraven, som blev travet igennem. I starten fangede jeg ingen ting, hvorimod Niels tit fik en gedde på krogen. Fangsten kom i et net, der lå i vandet. Senere kom gedderne hjem til afmudring i skyllekarret i kælderen. Her skulle de gå nogle dage tilde skulle slagtes og laves til fiskefrikadeller. Vi fiskede også med levende agn. Så havde vi dagen i forvejen været på skallefiskeri. Skallerne blev sat på en særlig krog, så de ikke døde, men svømmede omkring med proppen. Når gedden slugte skallen og proppen begyndte at dykke, var det med at have is i maven og ikke hugge for tidligt, for så røg skallen bare ud af munden på gedden.
Man skulle have fisketegn for at fiske i voldgraven. Det kostede 2 kr. for et år. I starten havde jeg ikke mit eget, men lånte onkel Nielses når jeg selv var på fiskeri.
Vi fangede også krebs i voldgraven. Vi havde ca. 25 korte hasselkæppe, hver med en kort snor med korkprop og krog. Agnen, der kunne være dammusling, ituskårne skaller eller fiskehoveder vi hentede på torvet, blev sat på krogene og snøren lagt udi vandet. Kæppene blev sat fast i brinken med ca. 1 m. mellemrum. Så ventede man bare på at krebsene skulle bide på maddingen.
Når en krebs bed på, trak den baglæns med maddingen, ud mod midten af voldgraven, så proppen blev trukket under vand. Så kom det vanskelige at løfte madding med krebs så højt op i vandet, at man kunne liste en ketcher ind under og fange krebsen. Det var langt fra hver gang det lykkedes. Man skulle også liste sig rundt på bredden for ikke at skræmme krebsene væk.
Når der rigtigt var gang i den, kunne der være bid 2-3 steder på samme tid. Onkel Niels kogte af og til en grydefuld krebs. Ellers kunne de sælges til køkkenchefen på hotel Landsoldaten for 10 øre stykket.
Når vi var på familiebesøg hos Niels og Irma, var det som regel Niels der stod for madlavningen. I den henseende, var han meget forskellig fra far. De lignede i øvrigt ikke hinanden særlig meget undtagen af udseende, og blev ofte forvekslet med hinanden, selv om Niels var mindre og betydeligt kraftigere end far.
Niels tog mig også med på ture med sportsfiskerforeningen til åer, hvor vi fiskede ørreder.
Niels havde en meget smertefuld sygdom i ansigtsnerven, der krævede stærk medicin. Han blev kun 52 år gammel, og døde pludselig af en blodprop.
Faster Ragnhild boede i en lejlighed på Glentevej. Hun havde 7 børn og var tidligt blevet enke, da hendes mand omkom ved en ulykke. Min fætter Jens, var den yngste af hendes 2 drenge og ½ år ældre end mig, så vi kunne godt lege sammen. Miljøet de boede i var også helt forskelligt fra, hvad jeg kendte. Lejligheden på Glentevej lå i en stor boligkarré omkring en stor gård med skraldespande, tørrestativer og legeplads. Gården vrimlede med legende børn i alle aldre. De fleste koner gik dengang ikke på arbejde, og kunne holde øje med børnene ud af køkkenvinduerne, og ved spisetid, genlød gården af råb fra mødre, der kaldte deres unger op til spisning. Jens og hans storebror Poul, havde et stort tekno byggesæt som jeg var meget misundelig på. Jeg kan huske de havde bygget en stor kran med elektromotor.
Faster Ragnhild tog tit på cykelture med sine børn. Jeg husker 2 gange jeg var med. Den ene gang gik turen til Østerstrand, som jeg oplevede for første gang. Jeg kan huske jeg var imponeret af bølgerne. Det var noget andet en stranden ved Sanddal. Anden gang gik turen til Skyttehuset i Fuglsang skov, hvor vi spiste vor medbragte mad. Faster Ragnhild døde som 60 årig af lungekræft.
Faster Zenia boede i Odense og var gift med onkel Svend, der var møbelsnedker og havde egen forretning. De havde 2 børn, Lone og Claus. Jeg ved vi har været på besøg hos dem, da jeg var lille, men jeg husker det ikke. Derimod husker jeg engang de var på besøg hos os i Hannerup, hvor fætter Claus, der er 5 år yngre end mig, knaldede en legeskovl oven i hovedet på mig.
Da onkel Niels blev bisat i kapellet på Kolding krematorium, havde vi onkel Svend med i bilen.
Han spøgte og brugte megen galgenhumor, og var ikke helt sig selv. En måned efter ramtes han selv af en blodprop og døde. Han blev 69 år.
Faster Ninna boede i Pindstrup og var gift med Hans der var mekaniker. De havde 4 piger, hvor den ældste var et år yngre end mig. Faster var til skæg og ballade, og det var pigerne også.
Da vi fik motorcykel, kunne vi besøge dem. Ellers har jeg ikke set dem ret tit.
Faster Anna boede i Middelfart og var gift med Børge, der var møbelpolstrer, og havde egen forretning, hvor de også solgte møbler. De havde 3 børn. Den ældste Hans Jørgen, var lidt yngre end mig, og kom tit over til onkel Niels, hvor vi fiskede sammen, så ham har jeg haft en del kontakt med. Kusine Merethe, kaldet "Busser" og fætter Niels kaldet "Niller" var for små til at interessere mig. Onkel Børge havde en helt speciel stemme, som Hans Jørgen har overtaget fuldstændig. Han døde pludselig medens han holdt i sin bil i Fredericia, kun 60 år gammel. Faster Annas lidenskab var bankospil. Onkel Børge opholdt sig helst på havnen i Middelfart.
Om sommeren tog vi til stranden ved Sanddal. På vandside af strandvejen, hvor der nu er havn var der en bred forstrand med græs og masser af "gryder" man kunne ligge i og buskadser af hybenroser der kunne give læ. Selve badevandet ville ikke blive godkendt tilbadning i dag, så forurenet var det. Det var dog ikke altid lige slemt, men når strømmen var sydgående, kunne vandet være en slem suppe af kloakvand. Ullerup Bæk fungerede dengang som afløb for kloakker og løb lige ud i stranden. Helt inde ved strandkanten var der noget stenet, men en badebro førte ud til sandbunden. Stranden var temmelig fladvandet, så man skulle noget ud for at komme på svømmedybde. Kommunen gravede på et tidspunkt et stort hul som skulle være for de mindre børn, men da vandet i hullet var stillestående, blev det hurtigt uappetitlig.
Var vandet i Ullerup bæk forurenet, så var vandet i Møllebækken til gengæld så rent, at der levede fisk i bækken og vi fangede tit glasål i bækkens udløb. Det var før lystbådehavnen blev anlagt.
Jeg lærte mig selv at svømme, ved hjælp af en oppustet bilslange fra onkel Hanses Ford. Jeg brugte slangen som badering, og lærte så at svømme ved at se, hvordan de andre bar sig ad.
Da jeg senere kom i mellemskolen på Købmagergades skole, var der obligatorisk badning på badeanstalten ved Østerstrand.
Badeanstalten var en lang træbygning, hvor herrer og damer var adskilt. Det inderste af broerne var afskærmet med plankeværk, så man ikke kunne kikke ind til hinanden. Kun enden af badebroen med vipperne var uafskærmet. Så snart vandet i Lillebælt var over 15 grader, skulle vi en gang om ugen ned at bade, og alle skulle i. Der var ingen pardon. Jeg havde heldigvis både fået lært at svømme og at springe på hovedet. Da Fredericia Halmcellulosefabrik blev bygget, fik den lov at udlede urenset spildevand i Lillebælt. Det betød at hele Østerstrand blev forurenet og det blev forbudt at bade. Vandet var til tider helt carrygult og fyldt med halmstumper. En suppe der stank forfærdeligt. Det blev også badeanstaltens endeligt, idet den blev nedrevet. Da det nogle år efter atter blev tilladt at bade ved Østerstrand, byggede kommunen de 2 cementmoler som erstatning for badeanstalten.
Da jeg var lille syntes jeg altid der var meget sne om vinteren. Jeg kan huske, at jeg gik bagefter far medens han skovlede en sti op til Teglværksvej. Jeg kunne dårligt se over sneen. Jeg husker også når jeg lå på maven på kælken også ned i sneen medens far trak mig over til kælkebakken i skoven.
Når jeg gik til skole kan jeg huske snekasterne, der skovlede sig gennem snedriverne med håndkraft ud af Prangervej. Jeg syntes driverne var næsten lige så høje som huse.
I frikvarterene fik vi som regel lov at lege i sneen. På marken lige overfor skolen stod altid et snehegn, hvor der lå en snedrive så stor, at vi næsten sank i til halsen når vi gik på den.
Imedens gik lærerne frem og tilbage ude på vejen og talte sammen. Lærerne gik altid med hænderne på ryggen. Når frikvarteret var forbi, klappede Jensen i hænderne, hvorpå vi stillede op klassevis foran indgangen. Så gik vi ind med de små klasser først. Udenfor klasseværelserne stod reoler til vinterfodtøj.
Da vi flyttede på Skyttevej, havde vi en mægtig kælkebakke lige for enden af vores have i slugten på Dyrehavegårds mark.
Jeg løb også på skøjter om vinteren. Skøjterne var til at spænde på støvlerne, der helst skulle være skistøvler, for at de kunne sidde fast. I starten havde jeg kun gummistøvler at spænde skøjterne på, og det betød, at de ustandseligt faldt af. Jeg løb på skøjter forskellige steder. Bl.a. på anlægget nedenfor Hannerup Badehotel og på mergelgravene ved Hannerupgård, hvoraf den ene stadig eksisterer ved plejehjemmet Hanneruphus. Da jeg begyndte at gå i Købmagergades skole, løb jeg på voldgraven. Her var altid sort af børn som legede tik og columbus. Ved tik skiftes man til at være fanger når man bliver taget. Ved columbus tager man fangeren i hånden og danner kæde efterhånden som man bliver fanget. Om aftenen var der lys på voldgraven ved Ishusstien, og det var en helt speciel stemning at løbe om aftenen.
Jeg fik sparet sammen af mine avispenge, så jeg kunne købe et par brugte finske asketræsski hos en marskandiser (En marskandiser handlede udelukkende med brugte ting). Jeg tror de kostede omkring 30 kroner, hvilket svarede til en månedsløn. De var meget tunge, men også meget solide. Jeg tog på lange ture med dem, f.eks. ud til Fuglsang skov. Her var der en skihopbakke, hvor nogle modige hoppede, men jeg skulle ikke nyde noget. Ellers stod jeg på ski på volden. Tit lodret ned af de store skråninger og ud over isen. Det var tit ret hasarderet, men jeg slap fra det uden brækkede lemmer.
Jeg startede med at tjene penge som avisdreng på Fredericia Dagblad. Der var rift om pladserne, så man kunne ikke forvente at få en fast rute med det samme. Først fik jeg nogle ture som afløser. Man fik udleveret en avistaske og en lille bog med abonnenternes navne og adresser på kontoret, og så gik man gennem sætteriet, hvor typograferne støbte blytyperne, og forbi sættekasserne, hvor andre typografer satte overskrifter, og lavede avissiderne færdige til trykning, og kom til sidst ud i rummet, hvor den store trykkemaskine stod. Det var fars fætter Åge Antonsen der stod for optælling og udlevering af aviserne til budene. Når man havde fået sine godt 100 aviser udleveret og stoppet dem i tasken, var det ud på ruten. Det var med at huske alle abonnenterne, og havde man flere aviser i overskud, når man var færdig, havde man et problem. Så lå der en "glemmer" sammen med gårsdagens avis, når man kom næste dag. Havde man for mange "glemmere", kunne man trækkes i lønnen, der var på 30 kr. om måneden, eller ca. 1 kr. om dagen. Senere fik jeg min faste rute i Vendersgade og en den vestlige del af Fyensgade. Det tog 1-1½ time at aflevere de 104 aviser. Jeg havde heldigvis ikke så mange steder med trapper.
December var den mest spændende måned. Dengang lavede alle byens forretninger juleudstilling med mekaniske figurer, landskaber, små tog der kørte rundt i vinduet o.s.v. Medens udstillingerne blev lavet, blev der sat brunt papir for vinduerne. Det var utroligt spændende at gå og vente på, hvad der nu var i udstillingerne i år. Tæppelageret, der lå på hjørnet af Danmarksgade og Vendersgade, havde gerne den største udstilling. Man fornemmede rigtigt julestemningen. Samtidig fulgte man med i at juleudsmykningen blev sat op i gaderne. Juleaftensdag var den største dag i året for avisbude. Da var det almindeligt at man ringede på når man afleverede avisen og ønskede glædelig jul. Så gav det som regel en 25 øre og måske et par småkager eller en appelsin, så den dag kunne man næsten tjene ½ månedsløn ekstra. Jeg havde et sted, der var specielt godt. En ældre dame, jeg tror hun hed fru Fournais, gav mig hvert år 2 kr. Der var mange flere små forretninger i gaden den gang, og alle lugtede forskelligt. Specielt husker jeg lugten fra en bundtmagerbutik i gaden.
Da jeg var dreng, var det ikke almindeligt at have bil, og når byens fruer var ude og handle, kunne de ikke selv slæbe på deres varer, så det sidste ekspedienten spurgte om var:" Skal det bringes?", og det skulle det som regel. Det var heller ikke almindeligt at kvinder gik på arbejde, så alle indkøb blev normalt foretaget i dagtimerne.
Alle forretninger havde bydrenge ansat. Varerne blev bragt ud på ladcykler, hvoraf der var 2 typer. En almindelig budcykel havde kraftige dæk, et normalt baghjul og et lille forhjul, hvorover der sad en kraftig bagagebærer. Og så var der Long-John én, en lang cykel med et meget lille forhjul og bagagebæreren anbragt mellem styret og forhjulet. Den største budcykel var en trehjulet ladcykel, hvor man styrede med en bøjle. Ladet var ofte en stor kasse med låg. Der var ingen gear på cyklerne, så de var drøje at træde med fuldt læs.
Jeg havde i en periode plads hos papirhandler Lind i Købmagergade, lige overfor skolen. Her havde mor gjort rent om fredagen i mange år. Dengang solgtes varer i løs vægt og blev pakket ind i butikkerne, d.v.s. der skulle bruges en masse papirsposer og indpakningspapir. Jeg havde min faste rute til grønthandlere bagere og købmænd et par gange om ugen. Først var jeg rundt og spørge hvad de manglede og bagefter hjem på lageret og pakke budcyklen og ud med varerne. Lind gik selv på torvet når der var torvedag og tog mod ordre fra de handlende.
Jeg havde også to ugentlige ture med ugeblade. Først skulle jeg ud på banegården efter bladene på ladcyklen, og så hjem og lægge dem i ruter, inden jeg kunne bringe dem ud. Når der ikke var noget at køre med, blev jeg sat til at feje gården eller rydde op på lageret.
Jeg startede lige efter skolen og var færdig omkring 17.30. Om fredagen dog først efter kl. 20, og desuden også om lørdagen, hvor jeg kun skulle køre ud med de pakker der var, og så kunne holde fri.
Jeg har også afløst nogle af mine skolekammerater, når de skulle på ferie. Bl.a. hos isenkræmmer Haubro, hvor en af mine pligter var at fyre i kakkelovnen i butikken, og i Londonmagasinet.
Jeg husker ikke helt, hvad jeg fik i løn, men det var omkring 15kr. om ugen.
En af mine skolekammerater spillede i FDF´s orkester, og fik mig og en kammerat mere overtalt til at blive meldt ind. Først skulle vi have et horn at øve på, og var nede at finde et i "Krogen", FDF´s tilholdssted der lå i gården bag KFUM. Oppe på loftet havde orkesteret instrumenter liggende. Det var spændende at få udleveret en trompet og komme hjem og prøve at få toner ud af den. Vi øvede en gang om ugen i gymnastiksalen til Slesviggades skole. I starten, medens vi lærte at spille, blev vi hørt af dirigenten i omklædningsrummet, inden orkesteret øvede, og da vi var blevet dygtige nok, fik vi lov at spille i orkesteret. I starten deltog jeg også i det almindelige patruljearbejde, og var med på et par lejre, men ellers var det i orkesteret jeg brugte mine kræfter. Vi var tit ude og spille, både sommer og vinter. Især om vinteren kunne det være en kold fornøjelse.
Hvert år gik vi foran kredsen til Gårslev, hvor vi spillede håndbold mod præstens hold. Bagefter var vi oppe på præstegårdsloftet og få kage. Så gik vi videre til Børkop station og tog toget hjem.
Vi havde også en fast tur til præstegårdshaven i Pjedsted, hvor der var sommerfest med dilettant. Her var det fast tradition at vi fik serveret rødgrød med fløde.
Vi spillede også til møder i Hvanlund, der dengang var sommerrestaurant, til grundlovsmøder i Snoghøjparken, og når der ellers var fest i byen. Vi havde også koncerter på det dengang helt nye Teater, og spillede i nissetøj i gaderne før jul, og til fastelavn marcherede vi foran kredsen ud i Hannerup skov, hvor vi slog katten af tønden. Til Sct. Hans gik vi også rundt i byen og trak folk med ned til festen på Østerstrand, hvor der foruden musik var forskellig underholdning. Der var gerne sort af mennesker der sad op ad voldskråningen.
Vi deltog også i årsmøderne i Sydslesvig. Vi kørte derned i bus, og blev privat indkvarteret på gårdene ude i landsbyerne. Om aftenen spillede vi ved de lokale møder, og dagen efter var vi samlet med de øvrige orkester til det store møde i Flensborg. Vi havde mange sjove oplevelser på de ture.
Jeg fik også min egen trompet som far købte af en kollega. Den var med drejeventiler og ikke helt moderne, og så snart jeg fik sparet sammen, købte jeg en brugt ved en marskandiser.
Når vi skulle ud at spille skulle instrumenterne være skinnende blanke, så jeg har brugt nogle dåser "Brasso". Jeg spillede 3 stemmer i de 4 år jeg var i orkesteret. Det var andenkornet, førstekornet og piccolotrompet.
En af de store festdage i byen foruden 5. og 6. juli, var børnehjælpsdagen. Lastbiler og hestevogne blev pyntet efter alle kunstens regler, med tabloer af forskellig art. Forskellige firmaer, håndværksgrupper, foreninger m.m. havde pyntet en vogn. På nogle vogne sad folk og arbejdede, på nogle stod sportsfolk og demonstrerede deres sport. De gange jeg var med, startede vi fra baneterrænet ved gl. banegård. Så bevægede vogntoget sig rundt i byen med forskellige orkestre med passende mellemrum. Ved siden af gik folk med raslebøsser og samlede ind, og på vognene stod indsamlere med raslebøsser sat fast på kosteskafter. Efterhånden som velstanden i samfundet voksede, holdt børnehjælpsdagene op.
Der blev også en gang imellem holdt "Fagenes fest" hvor de forskellige håndværkergrupper dystede mod hinanden. Det startede gerne med et optog som gik til stadion, hvor der dystedes i pudekamp på bjælke over vandbassin eller duel på brandsprøjter og mange andre dicipliner.
Jeg startede i Fredericia Søndermarkskole i 1948, det år jeg fyldte 6 år. Jeg kan svagt huske den dag jeg var med mor for at blive skrevet ind. Vi fulgtes med moster Matte og min kusine Alice, der var 8 mdr. ældre end mig og også skulle begynde i skolen. Da jeg ikke kendte nogen af de andre børn, kom jeg til at siddeved siden af Alice i første klasse. Skolen var en landsbyskole med en lærerinde og to lærere. Lærerinden frk. Rahbeck, havde de små klasser. Førstelærer Jensen havde de mellemste klasser og lærer Møller Jensen havde de ældste klasser. Der var 3 klasselokaler til de 7 klasser, så der måtte undervises 2 årgange i hver klasse.
Skolen havde en klokke til ind og udringning til timerne, men den blev ikke brugt. Lærerne havde ikke noget lærerværelse, og var altid ude i frikvarterene og gik frem og tilbage på vejen foran skolen og snakkede. Når timen skulle begynde, klappede lærer Jensen i hænderne, hvorpå børnene stillede op i tre rækker til de tre klasser. De små gik først ind. Dagen startede med morgensang og fadervor. De sange jeg husker er "Nu titte til hinanden", "I østen stiger solen op" "Gud ske tak og lov" "Nu falmer skoven trindt om land". Den eneste af lærerne der kunne spille var Jensen, der spillede violin.
En gang om året var skolen på skoleudflugt. Vi mødte op på banegården med madpakker og sodavand, og steg ind i de reserverede vogne, der som regel var nogle gamle 3. klasses togvogne med træsæder og åben for og bagperron. Vi var i Skyttehuset i Vejle et af de første år. Og vi var også på Himmelbjerget, som vi sejlede til fra Silkeborg. Fra Himmelbjerget husker jeg alle de små kiosker der handlede med is og souvenirs. Kioskerne var ejet af dværge og lilleputter.
Inden sommerferien kunne vi søge om en skolebillet, d.v.s. en frirejse med DSB. Det var en spændende dag da vi fik biletterne udleveret.
Den første læsebog vi havde var Ole Bole ABC. Indtil vi havde lært at skrive, skrev vi på skifertavler med grifler. Det vi skrev kunne viskes ud igen. Nogle brugte en fugtig klud. Andre en spytklat og et ærme. Først når vi mestrede skrivekunsten fik vi papir at skrive på. Vi startede med blyant og til sidst med pen og blæk. Stålpennen blev sat fast i et penneskaft, blæk blev hældt i blækhuse der var nedfældet i pultene. Det var ikke nemt at starte med at skrive med blæk. Pennen skulle dyppes tilpas i blækket og stryges af på kanten af blækhuset. Kom der for meget blæk på, kom der en stor blækklat på papiret. Det samme kunne ske, hvis pennespidsen stak ned i papiret. Man skulle også passe på ikke at lægge hånden i det man lige havde skrevet. Når man havde skrevet et stykke, tog man et stykke trækpapir og lagde oven på det man havde skrevet. Papiret sugede det overflødige blæk op. Når man var færdig med at skrive, skulle pennen renses for blæk. Til det brugte man en penneklud.
Skolegården var belagt med grus og indeholdt, foruden et læskur, et "lokumsskur" en drikkekumme af cement, En ribbe og en bom til gymnastikundervisning, som dog kun blev benyttet som legeredskaber. Ved siden af skolen, bag en lade, var en lille sportsplads, hvor vi kunne spille rundbold.
Jeg var den yngste i klassen, så i de små klasser, blev jeg til tider moppet, jeg mindes især en plageånd . Det hjalp, da jeg fandt ud af at jeg kunne slå fra mig. Efterhånden rykkede jeg op i de højere klasser. Far, men især mor ville have mig i mellemskolen, som man normalt kom over i fra 5. klasse, men jeg havde ikke lyst. Alle mine skolekammerater valgte at forlade skolen efter 7. klasse, og det ville jeg også.
Den bedste tid at gå i skole var i december måned. Jeg husker tydeligt lugten af glanspapir når vi skulle lave julepynt i de små klasser hos frøken Rahbeck. Vi fik også læst historier i nogle af timerne. Førstelærer Jensen startede en uge før jul med at tegne julemotiver med nisser på tavlen med farvekridt. Han var dygtig til at tegne, og det var spændende at følge tegningen blive til.
Sidste dag før juleferien havde vi et stearinlys en lysestage og en grankvist med i skole. Lysestagen kunne være en overskåret kartoffel pakket ind i stanniol. Så blev lysene og granen sat på pultene og vi sang julesalmer og fik en julehistorie læst højt. De små klasser fik deres julepynt udleveret, og frøkenen delte bolcher ud. Drengene skulle altid holde en grangren ind i flammen på lyset så den spruttede og sendte granduft ud i klassen.
I 6. klasse skulle vi have sløjd. Da skolen ikke havde noget sløjdlokale, måtte drengene 1 gang om ugen cykle ud til Egumvejens skole for at få 2 timers sløjdundervisning. Vi var slået sammen med en klasse fra Nørremarkskolen.
I frikvarterene legede piger og drenge normalt hver for sig, men det kunne dog hænde at drengene lod sig overtale til at deltage i sanglege som f.eks. "Søster søster søde". Vi legede også stikbold på gårdspladsen. Ellers spillede vi med hønseringe eller marmorkugler. Vi spillede klink eller til hul.
Ved klink spillede man mod en mur eller en streg. Den der kom tættest til muren eller stregen måtte klinke først, d.v.s. forsøge at ramme en af modstanderens kugler eller ringe med sin egen ved at skubbe til den med sin bøjede pegefinger. Ramte han fik han modstanderens kugle eller ring. Ramte han forbi, var det den der kom næstnærmest til at klinke. Spillede man til hul var det den der ramte hullet eller kom nærmest, der skulle forsøge at skubbe modstandernes kugler eller ringe i hullet. De der kom i, vandt han. Var der lighed mellem 2, skød de om for at se, hvem der skulle begynde.
Drengene spillede også land med en kniv, hvor det gjaldt om at erobre land fra modstanderne ved at lave nye grænser med kniven, som blev kastet ned i jorden.
Pigerne hinkede, eller som det også kaldtes, hoppede i dukke eller paradis.
En nat havde jeg en mærkelig drøm. Jeg drømte at jeg stod i en dal på en stor grøn mark og talte med nogle mennesker som var mine slægtninge, og vi talte tysk. Jeg havde nok fået fortalt, at min tipoldefar kom fra Tyskland, men det var noget der lå fjernt ude i fortiden. Da jeg vågnede om morgenen, besluttede jeg mig for at jeg ville i mellemskole, selv om jeg gik i 6. klasse, og sådan blev det.
For at komme i mellemskole, skulle man bestå en optagelsesprøve. Min lærer mente godt jeg var egnet, men mine regnekundskaber var på det tidspunkt ikke så gode, at jeg havde kunnet bestå prøven, så gennem skolen fik vi fat i nogle hæfter med opgaver fra tidligere optagelsesprøver, og dem terpede jeg med mor til jeg kunne dem på fingrene, og jeg blev da også optaget uden problemer. Det år var jeg den eneste dreng, sammen med to piger, der kom i mellemskole fra Søndermarksskolen.
Overgangen fra landsbyskolen til byskolen var noget af et chok. Mange af lærerne virkede rå og brutale, og tonen mellem eleverne var helt anderledes end jeg var vant til. Jeg vænnede mig dog hurtigt til den, og klarede mig da også rimeligt. Vi fik tysk i anden mellem, og det var ikke nogen succes i starten. Vores lærer var meget speciel, og blev kaldt "Smukke". Han kunne sidde på kateteret og kaste med viskelæder, kridt eller skyde elastikker efter uopmærksomme elever, og han sad tit med benene oppe på kateteret og rullede sit slips op og ned. Han gik altid i Plus Fours med sportsstrømper, og havde altid sin sorte paraply i nærheden. Medens jeg gik i 3. mellem, kom jeg en sommerdag i kontakt med en lidt særpræget pige på Østerstrand. Hun var fra Altona og var på besøg hos en søster, der var dansk gift og boede i Fredericia. Vi snakkede sammen og blev enige om at skrive sammen, og så skete der noget med mit tyske. Fra at høre til bunden, rykkede jeg nu helt frem i forreste række, og selv min tysklærer begyndte at bruge mig som eksempel. Da jeg tog realeksamen, fik jeg karakteren mg+ i skriftlig tysk. En karakter der lå langt over landsgennemsnittet.
Jeg var i øvrigt nede og besøge min penneveninde Maria i Altona, men derom senere.
Min sidekammerat og bedste ven de sidste skoleår hed Eigil. Ham skaffede jeg også en penneveninde gennem Maria.
Jeg vil ikke påstå jeg var flittig i skolen, snarere tværtimod. Jeg skrev mange opgaver af i frikvarteret, efter mine flittige kammerater, og når mine kammerater blev hørt i klassen, sad jeg tit og læste forud i bogen.
Der var mange børn der ikke fik sund kost den gang, og der blev derfor lavet sådan, at man kunne spise varm mad på skolen. Jeg spiste også i skolebespisningen. Min livret var grønkålssuppe. Skolen spiste i 2 hold. Når vi fik grønkålssuppe, spiste jeg med på begge hold, og det resulterede da også i, at jeg en tid blev kaldt "grønkål". Ellers var mit normale
øgenavn "Rønne".
Vi havde en "ældre" frøken til religionsundervisning der hed frk. Elkjær. Hende kunne vi lave mange numre med. Når vi havde salmevers for, stod vi og læste dem op af bogen uden at hun opdagede det. Jeg havde en kammerat der også hed Erik, men da han var mindre end jeg, blev han kaldet Lilleerik. Bagest i klassen var der nogle indbyggede skabe til bøger og hæfter. En dag vi skulle have frk. Elkjær, gemte Lille Erik og mig os i et af skabene. Vi sad og lavede sjov med hinanden derinde, og til sidst begyndte vi at prutte, så vi næsten ikke kunne få vejret, og måtte kravle ud. Vi var spændt på hvad der ville ske, men frk. Elkjær kunne ikke drømme om at skælde ud.
En gang var jeg duks sammen med Eigil. Duksene var oprindelig de flittigste elever i klassen, men det ændredes til, at duksene skulle blive oppe i frikvarterene for at lufte ud og tørre tavlen ren.
Vi skulle have tysk, og ville lave sjov med de andre, og pillede splitten til dørhåndtaget ud.
Den første der kom og tog i døren stod med håndtaget i hånden. Eigil og mig stod nok så uskyldige henne ved vasken på gangen og skyllede tavleklude.
Da "Smukke" kom stod alle eleverne udenfor og kunne ikke komme ind, og Hans stod med håndtaget i hånden. "Smukke" troede med det samme at det var Hans der var synderen og skældte ham ud. Hans, der var uskyldig, svarede igen at det var fandeme ikke ham, og det gjorde "Smukke" så rasende, at han stak Hans en på siden af hovedet og trak ham ned af trappen i det ene øre og over til skoleinspektøren. Eigil og mig stod og rystede godt i bukserne, og jeg husker ikke rigtigt hvordan vi fik ordnet døren og hvad der skete bagefter. Der var dog ingen der opdagede, hvem der var de rigtige syndere.
I frikvarterene legede drengene i gården til Købmagergades skole og pigerne i gården til Dalegades skole. Hver skolegård havde en lærer som gårdvagt. I drengenes gård hed han Bertelsen, kaldet "Bertel" eller "Lange Bertel". Blev man taget i noget "ulovligt", blev man taget i øret og ført hen til døren, og måtte stå her til frikvarteret var forbi og medens eleverne stillede op og gik op i klasserne.
Når alle var væk skulle man idømmes sin straf. Det var normal en lussing eller en til flere eftersidningstimer "Svedere". Så fik man lov at gå op i klassen. Elever fra hele skolen der var idømt eftersidning, blev samlet i et klasseværelse. Nogle var idømt eftersidning fordi de ikke havde læst lektier, og skulle så læse lektier i timen. Andre fordi de havde været ulydige.
Det var også "specielle" lærere der stod for eftersidningstimerne. Jeg husker en der var særlig skrap. Pultene stod i tre rækker. Ud for hver række slog han et kryds på tavlen. De elever der ikke skulle læse lektier, blev kommanderet til at se lige op på krydset foran deres række. Var der en der drejede hovedet, fik han omgående en lussing (et slag på kinden med flad hånd). Skete det igen, risikerede han, foruden lussingen, en ekstra "sveder".
I frikvarterene var det kun realklasserne der måtte blive i klassen, alle andre skulle ned i gården.
En gang i min skoletid opnåede jeg at blive hærfører. Det var mens jeg boede på Skyttevej.
Nogle børn fra Solbakken, med min tidligere omtalte plageånd fra Søndermarksskolen Mogens i spidsen, havde længe irriteret os. En dag blev vi fra Skyttevejskvarteret enige om, at nu skulle det være slut, så vi bevæbnede os med kæppe, og med mig i spidsen, drog vi ned mod solbakken. Ved broen over banen mødte vi fjenden. Da de så os, flygtede de hjemad, skarpt forfulgt af os. Vi frydede os over vores sejr, men for tidligt. Mogens havde en voksen storebror, som han hentede, og da han kom frem, flygtede mine soldater i vild panik. En del blev fanget, bl.a. mig selv. Jeg fik dog fat i en havelåge, som de ikke kunne vriste mig løs fra og til sidst lykkedes det mig at slippe væk. De andre blev slæbt ind i en have og fik buksevand under en vandhane.
Jeg husker svagt at jeg som fireårig en dag blev sendt op til moster Matte på Brovej, fordi jeg skulle have en lillebror eller lillesøster. Jeg kan også huske at der bl.a. stod et strygebræt i stuen da vi kom tilbage og jeg skulle se lillesøster.
Fra at være enebarn og måske lidet forkælet, skulle jeg nu være den store og fornuftige. Jeg følte nok at en meget stor del af den opmærksomhed jeg hidtil havde haft blev overført på den nye, og jeg har nok hele min barndom været lidt jaloux på Tove, som efter min mening fik langt friere tøjler end mig, der jo var den store og fornuftige. Heldigvis havde jeg min bedstemor, som ikke forandrede sig over for mig, fordi der kom en lille ny. Det, at mine forældre nu flyttede deres opmærksomhed over på den nytilkomne, gjorde nok, at jeg følte, at det var Tove der var skyld i, at jeg ikke mere var så populær hos mine forældre, og jeg har faktisk ikke gennem hele min barndom været særlig glad for min lillesøster, men nærmest følt hende som en konkurrent. Jeg fornemmer stadig, hvor irriteret jeg var over at skulle se efter hende når hun stod i barnevognen ude på græsplænen.
Det, at der blev stillet betydeligt større krav til mig end til hende gjorde, at jeg hele tiden følte mig forfordelt og at hun kunne lave ting uden påtale, som jeg fik skældud over.
Om jeg har været specielt følsom på det område, skal jeg ikke kunne sige, men virkningen har været, at jeg gennem hele min barndom har følt, at mine forældre meget bedre kunne lide Tove end mig, og så har ladet frustrationen over dette gå ud over Tove.
Om mine forældre virkelig holdt mere af Tove end af mig skal jeg ikke kunne sige, men det, at der blev stillet større krav til mig, på grund af, at jeg var ældre, end til Tove, men at Tove stort set havde de samme rettigheder som mig - bl.a. med hensyn til sengetider, gjorde nok, at jeg blev tvær og vanskelig og mine forældre så har behandlet mig derefter, og at det hele derfor er kommet ind i en ond cirkel.
Tove derimod, så op til sin storebror, og forstod tydeligvis ikke, hvorfor han ikke rigtig ville have noget med hende at gøre. Jeg følte hende som utroligt påtrængende, og jo mere jeg forsøgte at skubbe hende fra mig , desto mere påtrængende blev hun. Da vi på et tidspunkt, kom på danseskole, var det værste jeg vidste, at komme til at danse med hende, hvorimod hun strålede som en sol, når hun fik mig til partner.
Først som voksen er det gået op for mig, hvordan tingene hang sammen.
Julen i min barndom startede omkring 1. december med julekalenderen. De første julekalendere vi havde var en plade med 24 låger, bag lågerne var der billeder af f.eks et kræmmerhus, en trompet o.s.v. . Den 24. december var der gerne et billede af en familie der dansede omkring juletræet.
Jeg lavede også tit et kartoffelpindsvin. 24 tændstikker blev stukket i en stor kartoffel, og så fjernede man en tændstik hver dag.
Senere, da vi flyttede på Skyttevej, fik vi en anden tradition.
Tove og mig fik hver en stor grangren, hvorpå der var hængt 24 små pakker. I pakkerne var der slik. F.eks. en flødekaramel, en lakridscigaret elelr en lakridskugle, men det kunne også være en sukkerknald. Pakken til den 24. var normalt lidt større end de andre, og kunneindeholde et lille stykke legetøj.
Jeg har aldrig haft lyst til at snyde med at kigge i pakkerne, men jeg kunne tit stå meget tidligt op for at åbne dem.
Den 2. søndag i december, så vidt jeg husker, var der stor juleudstilling inde i byen. Forretningerne var lukkede, men havde pyntet vinduerne. I mange vinduer var der figurer der bevægede sig. I tæppelageret på hjørnet af Vendersgade og Danmarksgade var der normalt den største udstilling. Det kunne være en hel by med et tog der kørte rundt, en mølle der drejede rundt o.s.v.
Slagterforretningerne udstillede deres varer meget kunstfærdigt dekorerede. Slagter Raben i Danmarksgade havde altid en meget flot udstilling, med f.eks. grisehoveder med et rødt æble i munden og kunstfærdigt dekoreret med mayonnaise, og pålæg lagt op i fine mønstre.
Når mørket var faldet på og julebelysningen var tændt, var det utroligt spændende at gå på juleudstilling. Forskellige steder lød der musik fra lirekasser. På den tid kunne vanføre og krøblinge få tilladelse til at spille lirekasse for på den måde at tjene lidt penge. Et hornorkester iklædt nissekostumer hørte også med, sammen med et mylder af glade børn og voksne.
Hjemme startede julen også først i december, hvor der blev bagt småkager. De faste var pebernødder, brunkager, vanillekranse, fedtebrød og rutebiler. Der var dog ikke noget med at spise af dem før juleaften.
En uge inde i december var vi gerne i skoven efter gran og mos til juledekorationer. 14 dage før jul blev der pyntet i stuerne med kravlenisser og gran m.m.
Juletræet blev normalt købt hos en juletræshandler et par dage før juleaften.
Lillejuleaften blev det sat på fod, kom ind i stuen og blev pyntet, og så sang vi:
Lillejuleaften, vil vi synge for din dør,
lillejuleaften bli'r kagen aldrig tør.
Fastelavnssøndag skulle far og mor rises op af sengen med fastelavnsrisene. Man kunne købe fastelavnsris i butikkerne der bestod af en pind med en ståltrådsring, omviklet med farvet crepepapir og behængt med forskellige former for slik. Jeg husker at vi stod og bankede på dynerne med risene mens vi råbte: "Gi' boller gi' boller".
Vi havde altid fri fra skole fastelavnsmandag. Så var det med at finde noget gammelt tøj og klæde sig ud, finde sammen med nogle andre fastelavnsnarre og så ud og rasle med raslebøsserne, der kunne være en gammel sparebøsse eller en konservesdåse. Man havde som regel aftalt dagen før om man skulle "gå sammen". Dengang var "husmødrene" altid hjemme. Vi bankede på døren, og når konen lukkede op stod vi en 2-3 stykker og skrålede:
|
Fastelavn er mit navn
Boller op boller ned
|
Konen skulle så forsøge at gætte hvem der skjulte sig bag maskerne.
Så vankede der gerne en 2 eller 5 øre i raslebøssen, og så gik det videre til næste sted. Var det koldt, stod ånden som en hvid tåge ud gennem papmaskens mund. Masken blev blødere og blødere for til sidst at bryde sammen. Farverne fra masken var heller ikke ægte og smittede af, så man kunne se sjov ud når man kom hjem. Klokken 12 var det slut, så måtte man ikke rasle mere, og så var det med at komme hjem og få set, hvor mange penge man havde raslet ind.
Den ældste radio jeg husker, stod hos mine bedsteforældre i Hannerup. Det var en 4 lampers modtager i en lille brun bakelitkasse med en lille rund drejeskala foran. Højttaleren stod for sig selv og var også af bakelit og lignede en tallerken på højkant sat på fod. For at radioen kunne modtage noget, krævedes en lang udendørs antenne af snoet kobbertråd, som var gjort fast i skorstenen i den ene ende og et træ i haven i den anden. Antennen var ført ind gennem stuevinduet, og kunne forbindes til jordledningen med en speciel omskifter. Når det tordnede blev antennen forbundet til jord. Man kunne normalt tage programmer på lang- mellem og kortbølge.
Far og mors radio var af mærket Audiola, med indbygget højttaler. Den havde vi til vi flyttede på Skyttevej. Her fik far en radiogrammofon hjem på prøve en tid. En radiogrammofon var skab der både indeholdt radio og grammofon samt et rum til plader. Pladerne var lakplader der skulle rotere med 78 omdrejninger i minuttet. Pickuppen var af nåletypen, hvor en spids stålstift samlede lyden op fra pladen. Købet blev dog ikke til noget, men i Dronningensgade købte far så en mægtig radiogrammofon brugt, oven i købet med pladeskifter, og safirpickup, og hvor låget tilgrammofonen blev styret af en pumpecylinder, så det stille lukkede sig når man slap det.
Omkring min konfirmationsalder begyndte fjernsynet at vinde indtog. Det var utroligt spændende med det nye. De første, der fik fjernsyn, inviterede stolt venner og naboer på besøg, for at se vidunderet. Familien Nøjgård, der boede Dronningensgade 6, ved siden af far og mor, var nogle af de første i gaden der fik fjernsyn, endda et 19 tommers. Det synlige tegn på vidunderets indtog, var den store antenne på taget. Var man med på noderne, havde man både en Danmarks og en tysklandsantenne, og især den sidste var til at få øje på. Man så rub og stub af, hvad der blev udsendt. En af de udsendelser jeg husker vi så hos Nøjgårds, var operaen Rigoletto. Stuen var indrettet som en biograf, med fjernsynet forrest og stolerækker bagved. Så snart prøvebilledet skiftede til uret, satte man sig på plads. Når udsendelserne sluttede ca. 1 1/2 time senere, blev der serveret kaffe inden man gik hver til sit. Kunne man ikke se fjernsyn ved naboen, og kom der en spændende udsendelse, måtte man ned i byen og sikre sig en plads foran en radioforretning. Her var et fjernsyn stillet frem i vinduet, og en højttaler sat udenfor, og så satte folk sig foran vinduet på campingstole og med termokaffe og så fjernsyn. Vi fik selv ret tidligt fjernsyn, idet vi overtog radioforhandler Gandrups private 17 tommers TO-R da han skiftede til et 19 tommers. Det gjaldt naturligvis om at få antennen rettet rigtigt ind, og jeg har tit stået og drejet antenner på taget i 3. sals højde. Man kunne tage Tyskland, men ikke særligt klart, og til tider forsvandt billedet, men bare det at kunne se lidt engang imellem, var facinerende.
Jeg var omkring 12 år gammel og vi boede på Skyttevej. Jeg og naboens søn Claus, der var et par år yngre end mig, blev vi enige om at tage en tur i Hannerup skov. Vi kom helt ud til engen bag Erritsø mose, som ejedes af proprietær Basse fra Erritsø. På engen lå en stor halmstak af halmballer. Vi klatrede op i toppen af stakken og lavede en hule, men desværre havde Basse valgt samme dag til at gå på jagt i engen, så vi blev opdaget. Han blev rasende da han så os og stod og pegede på os med sit gevær, medens vi slukørede kravlede ned fra stakken. Vi fik læst og påskrevet om, at vi havde ødelagt stakken så der kunne trænge vand ind i den, og at vi kunne forvente et større erstatningsansvar fra vore forældre. Han noterede vores navne, og vi cyklede slukørede hjem. Jeg var overbevist om, at jeg stod til en omgang bank, men det gik mærkværdigvis ikke sådan denne gang.
Clauses mor var vant til at færdes i de finere kredse, og da hun fik historien, ringede hun til Basse og fik ham neutraliseret. Jeg måtte også krybe til korset og fortælle far, hvad der var sket. Han kontaktede nabokonen, og da hun kunne berolige ham med, at sagen var ordnet, slap jeg for straf.
I forundringen herover, satte jeg mig ned og skrev følgende digt:
Den bondemand han stod og så, |
Slut på barndommen.
Nogle i min familie kunne godt lide at lærer mig lidt frække rim og remser. Her er et par smagsprøver. Den første er fra min fætter Guttorm i Billund
Jens Pæsen har skidt i si' bowser
Lille mor 'a trow faldt nier,
Højt op' i Norge der bo'ede en bonde, |
På Djursland ligger to byer på vejen til Grenå.
En af bedstefars vitser var, at hvis man skulle til Grenå og tissede i løgten, så måtte man skide i mørke.
Hvad er forskellen mellem en boksehandske og en damper?
en damper tuder i havnen, en boksehandske havner i tuden.
Hvorfor kan en hest ikke blive elektriker?
Den taber pærerne.
Hvad vejer mest - en dame eller en herreprut?
Det gør en dameprut for den sir kiiilo,
En herreprut si'r pund.
Hvorfor kan en kvinde ikke blive urmager?
Fordi, når hun rør' perpendikken så står den.
Til sidst en leg hvor man to og to tager hinanden i hænderne. Den ene med armene over kors. Når man når til slutningen trækker man skiftevis i den ene og den anden arm når man siger riv-rav-rush og står så med ansigterne den modsatte vej.
Jeg fik lov af far og mor |
Drenge fra byen og fra landet var altid i totterne på hinanden. Engang flyttede et par frække drenge til Hannerup og lærte os i Søndermarkskolen denne remse:
Byfasaner ,byfasaner, |
Vi blev så svaret igen med ord som bonderøve og andre ukvemsord.
Som omtalt under skolegang var jeg som den eneste dreng i klassen sammen med to piger kommet i mellemskolen inde i byen.
Det var noget af en omvæltning at komme fra en landsbyskole med tre lærere til en stor byskole. I tredie mellem skulle jeg konfirmeres. Konfirmandaspiranterne blev splittet op i de to bysogne Michaelis og Trinitatis, så jeg blev ikke konfirmeret sammen med alle mine klassekammerater. Til gengæld var der en del jeg kendte fra Søndermarkskolen i Michaelis kirke. Vi gik til præst i kælderen under præsteboligen i Vendersgade. Præsten var Halfdan Knudsen. Et par år før var kirken brændt og var netop genåbnet, så vi var det første hold der blev konfirmeret i den genopbyggede kirke. Efter konfirmationen den 14/4 1957, blev der holdt fest i Dronningensgade 4 med den nærmeste familie. Farfar og farmor, bedstemor samt onkel Niels og tante Irma.
Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave af far og mor. Ikke den sidste nye model i letvægter men en solid herrecykel og den var ny. Den første nye cykel jeg havde haft. Desuden fik jeg mange telegrammer og ca. 350 kr. i kontanter i gave.
Jeg var lige fyldt 15 år i februar, og kunne næste år få lov at køre på knallert, så derfor mente far det var en god ide at investere pengene i sådan en selv om jeg faktisk ikke var gammel nok til at køre på den. Han tog med med ned til cykel- og knallerthandler Alsing i Danmarksgade. Han havde en brugt Lion uden gear og kickstart og med kileremstræk stående jeg kunne købe for beløbet. Det var nu ikke lige den knallert jeg havde drømt om men dog en knallert så jeg lod mig overtale. Den var forsynet med pedaler som en cykel.
For at få råd til benzin og forsikring måtte jeg indgå den aftale, at min mor kunne bruge den på arbejde. Hun gjorde rent om morgenen på Skjoldborgvejens skole. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at skrue i den og det gav hende nogen gange lidt problemer med at få den startet.
Dagen efter konfirmationen kørte jeg med to kammerater på vore nye cykler til Trelde Næs, som skulle erobres. På næsset boede næssedronningen Ane Ryholt. Hun havde spærret adgangen til næsset med pigtråd og der gik rygter om at hun havde en vagt der skød efter folk hvis de kom ind på hendes enemærker, og at der gik glubske hunde rundt.
Vi stillede cyklerne uden for pigtråden og sneg os derefter langs stranden ud til spidsen af næsset kaldet Kasserodde. Vi nåede både frem og tilbage uden at blive opdaget. Det eneste vi stødte på var nogle græssende får.
Herefter var der ungdomgilder. Jeg fik ikke lov at holde gilde og var derfor kun med til et enkelt hos læge Buch-Sørensens datter Kirsten.
De unge fandt på mange kneb for at komme i fysisk kontakt med hinanden. Man legede f.eks. blindebuk, hvor en fik bind for øjnene og derefter skulle forsøge at fange en af de andre og finde ud af hvem det var.
Den eneste måde at identificere de forskellige på var at befamle dem. En anden leg var panteleg, hvor mange af panterne blev indløst med kys. Andre lege foregik med lyset slukket. Det var dog mit indtryk, at det mest var pigerne der ville lege disse lege, men efterhånden som der kom facon på pigerne blev det også interessant for drengene.
Jeg havde en kammerat i de ældste klasser som jeg kom rigtig meget sammen med ud over at vi var sidekammerater i skolen. Han hed Eigil Poulsen og boede i Bjergegade 15. Vi var meget forskellige men trivedes godt i hinandens selskab. Eigil lærte mig at spille skak, og hver dag efter skole tog vi et par timer ved skakbrættet. I starten var det kun nederlag, men efterhånden blev vi jævnbyrdige.
Han havde ikke selv knallert men måtte køre på sin fars så meget han ville. Det var en NSU quickly med to gear og noget smartere end min gamle Lion men det lykkedes mig efterhånden at få tunet Lion'en så meget at jeg kunne følge med ham.
Hans far havde også købt en stor træjolle der tidligere havde haft motor. Den blev gjort i stand og lå i Vesthavnen til fri afbenyttelse for Eigil og mig og vi brugte den flittigt. Vi roede helt til Strib og Røjle for at fiske og havde til tider skakspillet med og sad så midt ude på Lillebælt og spillede skak. En gang manglede der en brik da vi kom hjem til Eigil, og så måtte jeg på cyklen og ud til jollen for at hente den.
Mellemskoleeksamen og realeksamen blev overstået med ret godt resultat, og vi skulle ud i erhvervslivet. Eigils og mine veje skiltes. Jeg søgte, på mine forældres opfordring, ind til post og telegrafvæsenet, og kom ind som postelev. Eigil fik ansættelse i SAS i København.
De sidste sommerferier i skolen fik jeg ikke lov til at gå hjemme og dangdere den. Et år var jeg chaufførmedhjælper og altmuligmand ved murermester Guldager Nielsen. Det var hårdt arbejde med at hente sten på Skærup teglværk og læsse dem med håndkraft, og hente grus i Tolstrup grusgrav, der også skulle læsses med håndkraft. Der var dog en kopelevator man kunne skovle gruset ned i men ude på byggepladserne skulle det skovles af ladet, da bilen ikke havde tiplad.
Da chaufføren havde sommerferie malede jeg alle firmaets skurvogne med rød maling nede på Fredericia Ny Tømmerhandel ved Prangervej.
Noget af den sidste sommerferie og tiden efter indtil jeg skulle start på P&T skolen i København, arbejdede jeg som murerarbejdsmand og passede min far og hans murermester Frank Ærbo op med materialer.
Mine forældre havde mådt nogle ærkekøbenhavnere Frank og Lilly Jensen på kampingtur og var blevet venner med dem og det blev aftalt at jeg kunne bo hos dem på Pilevangen i Brønshøj de tre måneder jeg var på P&T skolen i Tietgensgade. Frank var kommunist og arbejdede på en radiatorfabrik. Turen til og fra skolen foregik på cykel. På den tid kørte der stadig sporvogne i Brønshøj. Den gamle linie 8 og de nye "Düsseldorfere", linie 2.
Jeg fornemmede hurtigt at post- og telegrafvæsenet var et fejlvalg, men det kunne ikke nytte at springe fra i utide. Havde man sagt a måtte man også sige b.
Meget af fritiden tilbragte jeg på Dyrehavsbakken. Jeg mødtes også med Eigil engang imellem men da han ikke var så meget til dans og musik blev det ikke til så meget.
Da vi skulle ud i praktikpladser fik jeg tildelt Ærøskøbing postkontor, landets ældste stadig fungerende. Jeg skulle starte der 1. november og de næste 13 måneder blev lidt af en prøvelse men også en oplevelse jeg ikke ville have undværet.
En dag gik jeg så ombord på Ærøfærgen i Svendborg havn med kurs mod ukendt mål. Ankommet til øen fem kvarter senere gik jeg op ad Vestergade til jeg fandt postkontoret og gik ind og meldte mig hos postmester Schwartzlose, der var søn af fhv. restauratør Schwartzlose på Fredericia banegård. Han var en rigtig original, ellers var han nok ikke havnet på Ærø. Den elev jeg skulle afløse var en pige fra Marstal. Jeg skulle overtage hendes værelse hos hr. og fru Fich i Nørregade, men da vi skulle overlappe hinanden med en måned, kunne jeg ikke flytte ind med det samme. I stedet kunne jeg bo i et tomt hus lige overfor, hvis enerinde for tiden opholdt sig i Amerika. Det var i november måned og der var ingen varme i huset så jeg opholdt sig der faktisk kun når jeg skulle sove.
Sengen var stor og gammeldags og dynen var en tyk olmerdugsdyne fyldt med fjer og tung som bare pokker men når man først havde fået den varmet op, frøs man ikke.
Efter en måned fik jeg værelse med centralvarme hos familien Fich hvor konen var medlem af byrådet.
Jeg spiste på et pensionat på torvet lige ved kirken.
På den tid af året var der ingen turister på øen så der var temmelig øde. Der var en slags grillbar med en jukebox, hvor man kunne købe sodavand og pølser og der tilbragte jeg en del tid. Ellers var der en biograf.
Den var ikke særlig moderne og man kunne ikke køre en hel film i et stræk men skulle skifte spole to til tre gange under filmen. Fremviseren var en gammel sag med kulbuelys der skulle justeres engang imellem, ellers forsvandt billedet på lærredet. Det var bedst at komme den første dag hvor operatøren selv skulle se filmen. Ellers kunne det ske at han faldt i søvn og måtte vækkes ved trampen i gulvet når billedet blev svagere og svagere og kulstængerne skulle justeres. Jeg sad som regel på balkonen og har nogle gange snydt mig derop når kontrolløren vendte ryggen til.
Ellers var der et lille bibliotek som jeg flittigt benyttede når det var åbent. Det var den lokale skrædder der var bibliotekar.
Om lørdagen var der bal på kroerne rundt omkring på øen. De unge samledes ved isenkræmmeren på hjørnet af Vestergade og Søndergade hvor man kunne stå i tørvejr. Man bestemte sig for hvor man skulle tage til bal, og splejsede til at leje en bil som skrædderens søn Fritz, der var den eneste med kørekort, kunne køre. Den blev lejet hos den lokale taxivognmand og var så stor at alle kunne proppes ind i den. Ventetiden kunne
udnyttes med små lege som sandhed eller konsekvens, hvor konsekvensen som regel var, at man skulle kysse en eller anden af pigerne.
Der var ikke råd til at indtage mere en en øl hele aftenen, men det gjorde ikke noget. Til gengæld blev der danset hele tiden.
Til tider kunne det knibe at få alle samlet når vi skulle tilbage til Ærøskøbing.
|
