Thor kom en aften til jætten Hymers gård, og da det var sent, fik han lov at blive der om natten. Tidlig næste morgen stod Hymer op, klædte sig på og gjorde sig klar til sig til at ro ud på havet for at fange fisk.
Thor vågnede samtidig og bad Hymer om lov til at tage med, men Hymer sagde, at sådan en splejs ikke ville være megen nytte og sikkert ville blive bange når de kom så langt ud, at de ikke mere kunne se land. Det svar gjorde Thor så gal i hovedet, at han nær havde slynget Mjølner i hovedet på Hymer, men han besindede sig og svarede, at Hymer bare kunne ro så langt ud han ville og at det ikke blev ham, der først ville bede om at vende om!
Han spurgte nu Hymer, hvad de skulle bruge til madding, hvortil Hymer svarede, at det måtte han selv finde ud af. Hymer havde en flok okser gående på en mark lige ved siden af, som han var meget stolt af. Især den store tyr "Himmelbrøleren" var hans yndlingsdyr. Thor gik lige hen til tyren, og med et snuptag tog han den i hornene og vred dens hoved af. Det blev Hymer noget harm over, men han vovede ikke at sige noget.
Hymer stødte så båden fra land, satte sig ud i forstavnen og begyndte at ro. Thor tog også et par årer og satte sig bag i båden, og så kom der for alvor fart på og båden fløj hen over vandet med skumsprøjt for boven.
Da de havde roet nogen tid sagde Hymer, at de nu var nået til den fiskeplads, hvor han plejede at fange flyndere. Thor sagde, at han ville længere ud, så de fortsatte en tid endnu. Nu begyndte Hymer at blive nervøs og sagde, at nu var de kommet så langt ud, at de kunne støde på Midgårdsormen, men Thor ville ikke stoppe endnu.
Langt om længe holdt Thor op med at ro og lagde årerne op i båden. Så skulle han have fiskegrejet gjort klar. Han tog bådens anker og ankertov og brugte som krog og snøre. Oksekovedet blev sat på ankeret og så kastede han det langt ud i vandet. Knapt havde ankeret nået bunden før der var bid, og sikke et ryk det gav. Det trak så hårdt i linen, at begge Thors næver dundrede mod rælingen med et brag. Så blev blev Thor vred. Han spændte sit styrkebælte, og stemte fødderne hårdt mod bådens bund. Båden blev derpå trukket i vild fart hid og did, og til sidst trak Thor så hårdt, at begge hans fødder gik igennem bådens bund og han stod nu med fødderne på havbunden. Så fik han halet linen næsten ind og kunne nu se, at det var Midgårdsormen der var gået på krogen. Thor holdt fast i linen med den ene hånd så dens hoved blev holdt oppe over vandet, medens han med den anden greb efter mjølner for at give ormen en ordenlig en på panden. Imens hvæsede ormen og spyede edder og gift, og Hymer blev bleg og skrækslagen ved synet, at han greb en økse og huggede linen over, så ormen sank tilbage i havet. Thor kastede derpå i raseri hammeren efter den og kylede derefter Hymer over bord, så han måtte svømme i land, hvorpå Thor selv vadede ind til land, stadig med benene gennem bådens bund.