Man regner Vølund med til dværgene eller alferne, men i historien om hans tilfangetagelse hos kong Nidud, optræder han nærmest som menneske. Digtet opdræder i ældre ædda, og er en blanding af et heltesagn eller eventyr og en myte.

De tre svaner
Tre kongesønner Slagfin, Egil og Vølund var taget på jagttur, da de en dag kom til et sted kaldet Ulvedale. Her byggede de sig et hus ved Ulvesøen og slog sig ned. En dag ankom tre svaner til søen. De var i virkeligheden valkyrier i svanehamme. Ved søens bred tog de svanehammene af og satte sig til at spinde.
De tre brødre forelskede sig straks i valkyrierne der hed Alrun, Svanhvid og Alvid og tog dem til ægte. Slagfin fik Svanhvid, Egil Alrun og Vølund fik den lyse Alvid. Så levede de lykkeligt ved søens bred i syv år, men da begyndte valkyrierne at længes efter at se kampene på slagmarkerne, og da ni år var gået tog de en dag, medens brødrene var taget på jagt, deres svanehamme på og fløj bort for aldrig senere at vende tilbage.
Da de tre brødre kom hjem fra jagten fandt de huset tomt.
Da kvinderne ikke dukkede op, blev de enige om at drage ud for at lede efter dem. Egil drog mod øst og Slagfin mod syd, medens Vølund blev hjemme i huset for at der skulle være nogen, hvis de skulle vende tilbage.
Vølund var en dygtig smed og for at fordrive tiden begyndte han at smede guldringe. Efterhånden som tiden gik voksede hans samling, som han hængte op på en snor under loftet. Til sidst var der 700.

Vølund tages til fange.
Den konge der regerede i området hed Nidud, og da han fik nys om den ensomme smed i Ulvsdale, der kunne smede guld, og drog han med sine mænd ud for at få fat på Vølund, for at få ham til at smede kostbarheder til ham. For en sikkerheds skyld iklædte de sig jernbrynjer og ankom til Vølunds hus om natten, men de fandt huset tomt, fordi Vølund var taget på bjørnejagt.
Da kong Nidud fik øje på guldringene under loftet, tog han en af dem, og det var netop den ring Vølund havde smedet til sin valkyriehustru Alvid.
Nogen tid efter kom Vølundt tilbage med byttet fra bjørnejagten. Han tændte op i arnen og begyndte at tilberede sit måltid. Medens kødet stegte sad han og kiggede på sine ringe og opdagede snart, at der manglede en. Da det var den han havde lavet til Alvid, tænkte han, at hun nok var kommet tilbage og havde taget sin ring på, og da han havde spist sad han og fantaserede om, at hans længseler efter hende nu snart skulle stilles og han faldt til sidst i dyb søvn.
Da han vågnede igen var hans hænder bundet og fødderne lagt i lænker. Da Vølund spurgte Nidud, hvorfor han var lagt i lænker svarede Nidud, at Vølund ikke ejede guldet i Ulvsdale, men at det tilhørte ham. Derfor var han lænket.
Nidud tog Vølund med hjem efter at han også havde taget hans sværd og resten af ringene. Alvins guldring gav han til sin datter Bødvild.
Da de kom tilbage til kongsgården stod kong Niduds dronning og tog imod dem. Da hun så Vølund skule ondt efter gundringen Bødvild bar og sit sværd som Nidud nu havde ved sin side, gav hun det råd, at de skulle skære Vølunds knæhaser over så han blev krøbling og sætte ham ud på en lille ø der hed Sævarholm, og det råd fulgte Nidud. På øen skulle han fremstille kostbarheder til Nidud, og kongen udstedte et strengt forbud mod, at andre end ham selv måtte tage ud på øen til Vølund.

Vølunds hævn
Kong Nidud havde to unge sønner som en dag trodsede faderens forbud mod at besøge Vølund. Da de kom ud på Sævarholm bad Vølund dem komme igen den næste dag alene og i hemmelighed.
Da de kom bad de om at se guldet i Vølunds kiste. Han åbnede låget og medens de stod og kiggede ned i kisten, tog han sit sværd og huggede deres hoveder af.
Kroppene skjulte han under blæsebælgen. Af deres kranier lavede han nogle flotte drikkeskåle som han sendte til Nidud. Af deres tænder lavede han en halskæde og gav den til datteren Bødvild og af øjnene lavede han ædelstene og forærede dem til dronningen.
Den guldring Bødvild havde gik en dag itu og det turde hun ikke fortælle sin far, så hun tog i hemmelighed ud til Vølund og bad ham reparere den, hvilket han lovede og endda så den blev endnu smukkere end før. Han tog hende med over i smedjen, hvor han gav hende noget mjød at drikke så hun faldt i dyb søvn, og medens hun sov, viede han hende til sig og gjorde hende gravid.
Så trak han i en fjederham han i al hemmelighed havde lavet af fjer, han havde fået af broderen Egil, der var en dygtig fugleskytte. Han fløj først hen til Niduds kongsgård, hvor han satte sig på gærdet og kaldte på kongen. Da Nidud så Vølund anede han straks, hvad der var sket med hans sønner og spurget Vølund om han havde dræbt dem. Vølund ville ikke svare før Nidud havde sværget på, at han ikke ville gøre Vølunds viv ondt, hvem hun så er og selv om hun bærer sit barn i kongens egen hal. Det lovede Nidud og Vølund fortalte så, hvor kan kunne finde deres kroppe og om de kostbarheder han havde lavet af deres hoveder. Til sidst sagde han at Bødvild var blevet hans viv og nu bar på hans barn og at hans kommende arvtager ville være af Vølunds blod. Så svang han sig op i luften og forsvandt hurtigere end nogen pil kunne ramme ham.