Louise Christine Danner

7.8.1850 blev hun viet til venstre hånd med kong Frederik 7.
Louise Rasmussen var født uden for ægteskab og voksede op hos moderen, der efter hendes fødsel ernærede sig som syerske, senere "pyntekone" ved Det Kgl. Teater. I 1826 blev Louise optaget på balletskolen.

I 1835 blev hun balletdanserinde og var, indtil hun i 1842 tog sin afsked, medlem af ballettens korps, men nåede dog ikke at blive solodanserinde. Hun havde som ganske ung lært prins Frederik at kende gennem en kollega ved balletten Jensine Werner, der fra begyndelsen af 1830’erne var hans elskerinde. Carl Berling, indehaver af Det Berlingske Trykkeri og bekendt af prinsen, blev Louises faste elsker, hvem hun 1841 fødte en søn, der blev sat i pleje, og som hun ikke siden havde kontakt med. Hun var utvivlsomt oprigtigt forelsket i Berling, der imidlertid ikke formåede at trodse sin families modstand mod et ægteskab med hende.

Danserinde Louise Rasmussen ca. 1835

Med støtte fra Berling uddannede Louise sig i Paris i modehandlerfaget og åbnede 1844 en fransk modehandel på Vimmelskaftet. Hun udviste megen sans for reklame, f.eks. blev hendes påfund med en roterende voksmannequin i forretningsvinduet godt samtalestof blandt københavnerne. Butikken var kendt i byen, men blev i øvrigt ingen økonomisk succes. Louises forbindelse med nu kronprins Frederik var blevet opretholdt også gennem dennes andet ægteskab, fra midten af 1840’ene fik det karakter af et mere permanent forhold, og hun opholdt sig i længere tid på Fyn, hvor han var guvernør. Trekantsforhold mellem de to og Berling blev efterhånden kendt i offentligheden og gav i 1847 anledning til alvorligt sammenstød mellem kronprinsen og hans fader Christian 8. Kort efter Frederik 7.s tronbestigelse i 1848 flyttede Louise ind på Christiansborg Slot, ligesom Berling blev knyttet til kongens kabinet. Hun tog navneforandring til Danner og ophøjedes 1849 til baronesse af Dannerfeldt, mens kongens ønske om at ægte hende foreløbig blev bremset af A.W. Moltke, regeringens chef. Under indtryk af den almindelige euforiske stemning efter slaget ved Isted satte Frederik 7. sin vilje igennem, og i juli 1850 blev hun viet til kongens venstre hånd af Sjællands biskop J.P. Mynster og samtidig ophøjet til lensgrevinde af Danner.

Louise var nu den regerende konges hustru, men ikke Danmarks dronning, og denne konflikt mellem den ægteskabelige stilling og den officielle position skulle blive tragisk bestemmende for hendes og Frederik 7.s liv frem til hans død og tillige blive en faktor i dansk politik i 1850’erne. Med stadig støtte fra Berling, hvis position ved hoffet fortsat blev styrket, søgte Louise at opnå en social anerkendelse som kongens hustru. Disse bestræbelser blev imidlertid mødt med stadig afvisning fra det diplomatiske korps, de fremmede kongehuse med undtagelse af det svenske og fra det miljø, der normalt omgav hoffet. Stærk modstand mod Louises bestræbelser ydede også det toneangivende nationalliberale miljø, dog bortset fra D.G. Monrad. Man søgte dels at ignorere hendes eksistens, dels, hvor det var muligt, at trække sig tilbage fra hoffet. Parrets reaktion var i vid udstrækning at ophoLouisee sig uden for hovedstaden på slottene Frederiksborg og Jægerspris, senere også på palæet i Skodsborg. I sine bestræbelser for at opnå den ønskede anerkendelse søgte Louise gennem Berling kontakt med den politiske venstrefløj, repræsenteret ved Balthazar Christensen og A.F. Tscherning, der vejledte hende med hensyn til en omfattende godgørenhed. De medvirkede også til at arrangere parrets gentagne rejser i provinsen, først Bornholm og senere Jylland, hvor hun faktisk blev accepteret som kongens hustru. Hun lod videre forstå, at hun under 1850’ernes mange anslag mod det nye konstitutionelle system styrkede kongens opslutning bag Junigrundloven og folkestyrets princip. Hendes position ved hoffet og officielle stilling i det hele var et stadigt punkt på den politiske dagsorden i 1850’erne, og det kom til den afgørende konflikt i 1859, da konseilspræsident C.C. Hall krævede Berling fjernet fra hoffet. Da kongen afviste dette krav, førte det til Halls afgang og dannelsen af en regering under ledelse af C.E. Rotwitt, der blev modtaget i offentligheden som "grevindens særlige ministerium". Ministerskiftet og Frederiksborg Slots brand kort efter rejste, især i hovedstaden, en meget stærk stemning mod Berling og Louise, udtrykt i presseangreb og demonstrationer. Stemningen tvang Berling til at nedlægge sine poster ved hoffet, og da Rotwitt kort efter blev alvorligt syg og døde, måtte ministeriet gå af. Louise opgav nu sine bestræbelser for at opnå officiel anerkendelse og trak sig endnu mere tilbage til privatlivet sammen med kongen uden for hovedstaden.

Efter Frederik 7.s død levede hun meget tilbagetrukket, dels på Jægerspris, som hun havde fået som arv efter kongen, dels i en ejendom i Ny Vestergade. Hun drog på langvarige udenlandsrejser, ofte ledsaget af Berling, der døde under deres fælles ophoLouise i Egypten. 1873-74 opholdt hun sig i Italien, hvor hun pådrog sig rosen og døde i Genova.

Det er Louises danmarkshistoriske indsats, at hun formåede at holde Frederik 7. fast ved kongegerningen under de vanskelige forhold, antagelig også ved Junigrundloven, og at hun i nogen grad evnede at regulere hans nedbrydende livsstil. At hun hverken formåede at lægge et diskret slør over sit utraditionelle kærlighedsliv eller at resignere som kongens hustru, var hendes tragiske politiske fejlbedømmelse af egne muligheder for at overvinde og triumfere i forhold til tidens konventioner. Allerede i sin samtid en omstridt personlighed har vurderingen af Louise vekslet fra opfattelsen af hende som en golddigger, der berigede sig hensynsløst og vanskeliggjorde Danmarks position, til forståelsen af, at hun som den ligefremme kvinde repræsenterede folkestyrets jævnere idealer og på alle områder, inklusive det erotiske, formåede at være kongen den partner, han trods alt kunne leve med.

Luise døde 6. marts 1874 i Genova i Italien.