Frederik I

(1471-1533)

Konge af Danmark-Norge 1523-33
Valgsprog: Mit håb er Gud alene.

Født 3. september 1471 som søn af kong Christian I og dronning Dorothea af Brandenburg samt bror til den regerende kong Hans, som han efterfulgte som konge efter Christian II.
Han var kun 10 år da hans far døde. Moderen, enkedronning Dorothea, tog sig derpå af hans opdragelse og forsøgte, at få de slesvig-holstenske stænder, til at vælge ham til hertug, da de havde ret til at vælge mellem den afdøde konges sønner. Hun rejste derfor pludselig med ham til Kiel, hvor kong Hans, som var blevet underrettet om moderens planer, også kom til stede. Kong hans havde ellers lovgivet om hertugdømmets udelelighed men efter en heftig diskussion mellem kongen og hans mor endte det med, at stænderne i november 1482, valgte begge sønnerne til hertuger og dermed lagde grunden til en opdeling.
Året efter sendte kong Hans hertug Frederik til Køln for at han der skulle forsætte sine religiøse studier. Det var kong Hanses plan derpå at give ham et stift så han selv kunne forblive både konge og hertug uden at dele hertugdømmerne med Christian.
I 1485 vendte Frederik pludselig tilbage til Holsten, da man havde gjort ham opmærksom kongens hensigt. Kong Hans regerede dog fortsat alene i Hertugdømmerne indtil 1490, da hertug Frederik fyldte 18 år. Den for eftertiden ulykkelige deling af hertugdømmerne fandt nu sted, da disse blev delt i to der fik navne efter hovedslottene og opdeltes i den segeberske og den gottorpske del. Frederik valgte den gottorpske, hvortil kong Hans endvidere gav ham øen Nordstrand. Gælden, som hvilede paa hertugdømmerne, blev ligeledes delt imellem de to brødre. Frederik antog straks titelen "arving til Norge", og krævede 100.000 gylden af kongen, som sin del af de penge kongen under formynderskabet havede opkrævet i skat i hertugdømmerne. Ligeledes gjorde han krav på øerne Lolland Falster og Møn.
I 1500 angreb hertug Frederik sammen med Kong Hans'es ditmarskerne. Resultatet af angrebet er omtalt under kong Hans. Kong Hans måtte rykke til det urolige Sverige og overlade til Frederik alene at forsvare Holsten. Dette benyttede ditmarskerne sig af og gik på røvertogter både i Holsten og det sydlige Slesvig.

Den 10. april 1502 gifter Frederik sig med prinsesse Anna af Brandenborg, en søster til hans svoger, kurfyrst Joachim. Hun blev mor til den senere Christian III. Da hun døde den 3. maj 1514, giftede han sig i 1518 med Sophia, en datter af den pommerske hertug Bugislav den Store.

Da hertug Frederiks bror kong Hans, døde i 1513, kom Frederiks brodersøn Christian på tronen. Frederik opfordredes ellers til at blive konge, men han takkede nej, ville ikke have ballade, og der var ikke støtter nok.
Der opstod snart uenighed imellem ham og Hertugen der, bl.a. gjorde krav på arveretten til Norge.Endelig kom det til et forlig i Bordesholm i 1522, hvor Christian II frasagde sig den forleningsret over Holsten som Kejseren netop havde givet ham. Han tillod hertug Frederik at holde sig uden for striden med Lybækkerne og lovede ham desuden en sum penge.

I slutningen af 1522 indgik adskillige rigsråder i Viborg et hemmeligt forbund, med det formål at få hertug Frederiks hjælp til at støde Christian II af tronen. Den jydske adel udsendte i Viborg et brev, hvori den opsagde kongen huldskab og troskab. Landsdommer Mogens Munk overbragte ham efter sigende dette i en handske han lod blive tilbage i Vejle i januar 1523, og begav sig straks til hertug Frederik, som opholdt sig i Husum, for at anmode ham i den jydske adels navn at tage sig af riget og bestige tronen, da de sammensvorne havde erklæret, at Christian II havde forbrudt den. Frederik syntes ikke at have været uforberedt på det og tog imod tilbudet om den danske trone. Han gik derpå i et forbund med Lybækkerne imod Christian II, hvori parterne lovede hinanden gensidig hjælp, og sendte straks et krigserklæring til kongen.
Frederik tog nu til Jylland og samlede sine tropper i Kolding. På landdagen i Viborg blev han den 26. marts 1523 hyldet af de der forsamlede stænder som danmarks konge, og måtte underskrive en håndfæstning, der indskrænkede hans magt over adel og kirke mere end nogen tidligere dansk konge. Adel og geistligheden fik alle deres gamle rettigheder tilbage, ja tilmed meget mere, og de lavere stænder mistede de goder, som Christian havde givet dem. Alle Christians forsøt på at hjælpe borger- og bondestanden, fremme Handelen, indskrænkede adelens og geistlighedens store indflydelse og magt, samt folkeoplysning blev kasseret og brændt.
Da Christian forlod kongeriget gik Frederik over til Fyn, hvor adelen straks hyldede ham, og derfra, efter at have modtaget hjælpetropper af Lybækkerne, videre til Sjælland, hvor snart alle slottene faldt i hans hænder med undtagelse af København, der nu blev belejret både fra land- og søsiden.
Imidlertid erklærede Skåne med undtagelse af Malmø sig ligeledes for Frederik. Også Norge, der ellers nærede megen hengivenhed for Christian II, sendte Frederik hyldningsbrev den 5. august. For også at få Sverige skrev han til de svenske rigsråder og bad dem igen tiltræde rigsforeningen, men det var for sent for de havde allerede valgt Gustav Vasa til deres konge.
Efter 8 måneders belejring overgav København sig den 6. Januar 1524 til Frederiks hærfører Johan Ranzau af mangel på fødevarer og kort tid efter fulgte også Malmø efter.
Selv om Frederik således nu havde herredømmet over hele landet, havde Christian II endnu mange tilhængere, blandt hvilke den vigtigste var Søren Norby, der fra Gulland tilføjede svenskere og Lybækkerne megen skade, og til sidst overtalte bønderne i Skåne til at gøre oprør, der først blev dæmpet efter at Ranzau havde slået en bondehær paa 8.000 mand ved Lund, og derpå en anden på 12.000 Mand ved Landskrona.

Den 1. deptember samme år blev Frederik enig med den svenske konge Gustav Vasa om, at de skulle hjælpe hinanden med skibe og soldater mod deres fælles fjende Christian II, hvis denne skulde gøre noget forsøg paa at tilbagevinde sine tabte riger.
Lybækkerne der især havde hjulpet Frederik til danmarks trone, fik deres handelsrettigheder bekræftede af kongen, som gav dem indtægterne af Gulland i 2 år og af Bornholm i 50 år.
En af hovedårsagerne til at Christian II blev fordrevet var hans iver for at indføre Luthers lære. I håndfæstning havde Frederik derfor måttet forpligte sig til ikke at tolerere denne religionsbeskændelse, ja ikke engang tilade at bøger med luthersk lærdom blev indført i Danmark, men Frederik bekendte sig selv til denne lære, og tillod åbenbart dens indførelse i hertugdømmerne.

Chr. II havde stadig støtter, især i udlandet, også hvad angik arveretten, idet Christians børn skulle have forrang frem for Frederiks. Dette medførte store forsvarsudgifter.
Christian II rejste så til Norge, hvor stænderne straks hyldede ham, ligesom også rigsraadet tilsendte Frederik I et opsigelsesbrev. Frederik havde længe været forberedt på at Christian ville gøre forsøg på at generobre tronen og udrustede hurtigt en flåde. Lybækkerne stillede også med nogle skibe, som sendtes op til Norge under anførsel af biskop Knud Gyldenstjerne, der var Kong Frederik hengiven. Selv om lykken i starten var med Christian II, var han dog nødsaget til, da han ikke formåede at bemægtige sig Aggershuus eller nogen anden fæstning, at indlade sig i forhandling med Gyldenstjerne, hvem han anmodede om sikkert lejde til et personligt møde med sin farbror. Endnu medens der forhandledes herom, sendte kong Frederik den senere så berømte søhelt Peder Skram og en anden adelsmand til biskoppen med en ny ordre gående ud på, at han ikke måtte indlade sig med Christian, med undtagelse af at han overgav sig på nåde og unåde, men Gyldenstjerne og hans medbefalingsmænd holdt sig derimod til deres første fuldmagt og lovede Christian ved deres gode tro, love, ære og redelighed et sikkert og ubrydeligt lejde under guds store hævn og evige straf.
Stolende paa dette lejde gik Christian nu ombord på et skib, der førte ham til København, hvor kong Frederik var sat i stor forlegenhed, fordi hans befuldmægtigede havde handlet stik imod hans sidste ordre, og ikke var enig med sig selv om, hvad han skulde foretage sig i denne anledning.
Da de danske såvel som de holstenske og slesviske adelsmænd, sammen med flere befuldmægtigede, der opholdt sig i byen, forlangte Christian fængslet og Gyldenstjerne desuden beskyldte ham for at have brudt de forpligtelser, han havde indgået på sin side. Den Lejde, der var givet Christian, var imod kongens sidste ordre, og riget ville ved hans frigivelse blive udsat for mange farer, besluttede kongen og rigsrådet at sætte Christian II i sikkert fængsel på Sønderborg slot under 4 danske og 4 holstenske adelsmænds specielle opsyn.
Frederik var hele livet igennem egentlig imod Danskerne, boede helst på Gottorp, og omgav sig mest med holstenere. Kunne formentlig ikke engang tale dansk.
Frederik I døde den 2den April 1553 på Gottorp slot og blev bisat i koret i Slesvigs stiftskirke.
Han var ærlig yndet af adelen fordi han underkastede sig den. Folket derimod, var ham ikke særlig venlig stemt.
Han var bestemt ikke nogen god konge for den almindelige befolkning. Det bedste der kan siges om ham er, at han fremmede reformationen.
Christian III efterfølger ham på tronen