1
Karl Vilhelm blev forkælet svært,
derfor blev han en kræsenpert,
som tit nok næppe spise gad
sin gode middagsmad.
Ad bollemælk han næsen vred,
han kunde ikke få den ned,
kartoflerne ham for brystet faldt,
og Skinke var så salt.

2
Af klipfisk fik han klemmelse,
og kål var ham en væmmelse,
grønærter, lever og ragout
var ligefrem hans gru;
Medister holdt han ikke a'
og grød og vælling løb han fra,
af suppe blev han altid svedt,
og flæsk var ham for fedt.

3
Det eneste, han kunne li'
var budding med rosiner i,
og kage, syltetøj og knas
og sådant slikkerads.
Vanilleis, makroner små,
melon med dygtig sukker på,
og det var sørgeligt og,trist,
for det gik galt til sidst.

4
Hver aften fik han mavekneb,
så lå om natten han og peb,
hans hele krop blev tynd og skør,
hans blod blev som likør,
og tænk jer hans forældres skræk,
en morgen var Karl Vilhelm væk,
i sengen lå der stiv og lang
en bleggrå sukkerstang.