BEDSTEFARS NODEBOG
KLIK PÅ FOTOET |
Forord:
Bedstefar Niels Abraham Nielsen fødtes 31 Okt 1871 i Sønder Stenderup og døde 28. oktober 1944 i Fredericia. Han blev udlært som vogn- og beslagsmed, blev en tid selvstændig smedemester, tog kedelpassercertifikat og blev maskinmester på et teglværk, og gik til slut over til at køre jordlokomotiv ved forskellige større anlægsarbejder rundt i landet. I hans unge dage var han desuden spillemand og gik ud og spillede til bal. Han startede med at lære sig selv at spille på harmonika, medens han boede i Sdr. Stenderup, og en af grundene til at bedstemor faldt for ham var efter sigende, at hun elskede harmonikamusik. Siden fik han undervisning og lærte at læse og skrive noder. Han lavede selv mange arangementer for flere instrumenter, men så vidt det vides, komponerede han ikke. Det var især medens familien boede i Vrannerup og Seest (1897-1910) bedstefar gik ud og spillede til bal. Datteren Betty har fortalt mig følgende:" Far var ofte ude at spille til bal, og så fik jeg og mine søskende tit lov til at komme med ud at danse. Hjemme havde vi mange musikinstrumenter og lavede en slags husorkester. Jeg spillede selv på violin, og Martine spillede på fløjte."
VIOLINEN FIK JEG TIL MIN 2 ÅRS FØDSELSDAG Da bedstefar døde var jeg kun 2 år og 9 mdr. gammel. Aligevel stod han mange år tydelig i min erindring, men nu er billedet af ham næsten visket ud. Mine forældre og bedstefar og bedstemor boede i hver sin ende af det samme hus. Da jeg fyldte 2 år fik jeg en lille legetøjsviolin og den spillede jeg på sammen med bedstefar. Der var især en melodi jeg var glad for, nemlig fingerpolka :
Det nederste vers er nok den mest korrekte version.
En dag fik bedstefar pludselig et maveonde og måtte gå til sengs. Han rejste sig ikke igen men døde et par dage efter. Da han lå på sit yderste og man ikke kunne få kontakt med ham mere, sendte bedstemor mig ind for at kalde på ham fordi hun var sikker på, at hvis nogen kunne vække ham var det mig. Jeg kaldte dog forgæves:" Bedstefar-bedstefar", men den gamle smed havde draget sit sidste suk og lod sig ikke vække.
HER ER JEG MED BEDSTEFAR OG BEDSTEMOR |
GÅ TIL NODEBØGERNE
|
© Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 2099 3286 |